Plader

A.V. Cronin: The Trophies

Skrevet af Klaus Thodsen

Den irskfødte singer/songwriter A.V. Cronin fra København debuterer med pladen The Trophies. Det gør han udmærket.

Kender du A.V. Cronin? Du ved, sangeren og guitaristen fra Larryland? Nej, siger du? Det gjorde jeg heller ikke, før jeg modtog The Trophies. Jeg var kun stødt på navnet i en live-anmeldelse, men det var også det hele. Siden har jeg så småt lært ham at kende, og det har i og for sig været en fin oplevelse. Nu skal jeg fortælle dig hvorfor.

Man kan næsten ikke forestille sig noget mere irsk end de første par sekunder af denne plade. I “My Youth” spiller et par guitarer sammen, så man straks føler sig taget til en idyllisk pub langt-pokker-i-vold ude på de irske sletter. Et af den slags steder, der byder på silende regn udenfor, mens der indenfor er hyggeligt ad helvede til, ild i pejsen, whiskey i glasset, og en folkesanger på den lille scene i hjørnet. Denne sanger synger egnens ældgamle viser om tidens gang og alt det, der ikke er her længere. Som f.eks A.V. Cronins ungdom, som han besynger så nostalgisk i “My Youth”.

Denne lettere længselsfulde stil holdes meget godt i det efterfølgende “Daydreaming” og må egentlig siges at være kendetegnende for det meste af The Trophies. Cronins lyse og lette vokal står klart ud i lydbilledet, hvor diverse instrumenter er trukket en anelse tilbage, hvilket får sangeren til at fremstå mere åben og sårbar, mens han synger sine sørgmodige sange.

Efter at have gennemlyttet The Trophies en god håndfuld gange har de fleste af sangene allerede sat sig fast i mit hoved, og uden egentlig at være opmærksom på det er jeg allerede begyndt at nynne lidt med på teksterne. Gennem hele pladen er lydbilledet meget det samme. Der bliver spillet på diverse guitarer, slået blidt i trommerne bag dem, og til tider bliver der også spillet en kende på klaveret.

Deri ligger dog også noget af The Trophies’ problem, for sådan ét er der trods alt også. Det meget simple ensemble bliver hen over 11 numre en anelse ensformigt, og man begynder at savne, at der sker et eller andet. Et ordentligt slag i trommerne, at vokalen bliver lidt mere rå, eller hvad det nu kan være.

Det er sådan set ikke, fordi Cronins vokal eller melodier har egentlige fejl og mangler, men når man får det samme 11 gange i træk, begynder man at blive opmærksom på det, man ikke får. Og jeg savner det ene nummer, hvor der bliver gået bare en smule til stålet og sunget igennem for alvor. Det får jeg desværre ikke.

The Trophies er dog en udmærket og meget homogen plade. Der er ikke numre, der for alvor skiller sig ud fra hinanden – på godt og ondt. Til syvende og sidst har vi at gøre med 11 tilbagelænede og længselsfulde sange, der ikke bør overanalyseres, men bare nydes, som de nu engang er.

★★★½☆☆

Deltag i debat