Plader

Black Pus: All My Relations

Skrevet af Daniel Niebuhr

Brian Chippendales solo-alias, Black Pus, leverer på sit syvende udspil et solidt støjrockalbum, der næppe skaffer genren nye fans, men stadig giver fine eksempler på Chippendales evner inden for både ’sang’skrivning og trommespil.

Der findes ikke dét element vedrørende Black Pus, der ikke emmer af kaos og ustabilitet. Lige fra de abstrakte og surrealistiske albumcovers til de mindst lige så surrealistiske og utilregnelige koncertoplevelser, Brian Chippendale giver sit publikum, er Lightning Bolt-trommeslagerens soloprojekt et både auditivt og visuelt sansebombardement, der fra første øjeblik tester sit publikums øjne og ører. Efter en hyperproduktiv solokarriere, der tog fart fra sidste halvdel af forrige årti, og som har resulteret i hele seks udgivelser under Black Pus-aliasset siden 2005, er Chippendale nu klar med den syvende i rækken, der har fået titlen All My Relations.

Før jeg går yderligere i dybden med pladen, ville det måske være på sin plads at beskrive Black Pus i sin musikalske helhed: Som før nævnt har vi udelukkende at gøre med Chippendale bag tønderne, der – sammen med den oscillator, som gennem en lang række pedaler skaber enorme, forvrængede bastoner og Chippendales ligeledes forvrængede vokal – udgør instrumentationen på All My Relations.

Fra første sekund smadrer Chippendale sig vej gennem de tre kvarters spillelængde. Åbningsnummeret ”Marauder” giver os stort set hele støjrockpakken, hvor vokalen skifter mellem at ligge skræmmende langt fremme i lydbilledet og bevæge sig længere bagud, og trommerne modtager flere tæsk, end hvad der synes rimeligt. Det er dog først på det efterfølgende nummer, ”Fly on the Wall”, at oscillatoren for alvor kommer i spil. Her varierer den i mere end fire minutter mellem to toner, der hver får otte anslag, mens Chippendale konstant messer nummerets titel, og for første gang mærker man så småt den meditative stemning, der plejer at tage form på andre af Black Pus og/eller Lightning Bolts udgivelser.

De længere numre på pladen, der alle ligger på syv minutter eller mere i længde, er kun med til yderligere at forstærke denne stemning. Især ”Word on the Street” og den afsluttende ”A Better Man”, der desuden byder på noget af pladens bedste trommespil, forlanger lytterens koncentration i sådan en grad, at en umiddelbar trancefornemmelse begynder at tage form. Derudover skaber pladens kortere numre – som f.eks. ”Hear No Evil” med sit ubehageligt dissonante gysertema – et kontrastpunkt til den soniske repetition. Skiftene mellem intensitet og repetition bliver mere tydelige og skaber altså en større dynamik, så man undgår at sidde i én lang meditationssession. Dermed undgår All My Relations også at drukne i støjende ensformighed og i stedet give lytteren en kompositorisk varieret håndfuld numre.

Musikalsk støj, auditivt kaos og enorme mængder distortion er dog som udgangspunkt svært at blive hooked på, hvilket All My Relations desværre ikke ændrer så meget på for eventuelt nytilkomne. Jeg siger ikke, at man som ny lytter af Lightning Bolt/Black Pus/etc. ikke kan danne sig et positivt indtryk af Chippendales seneste udspil; men chancen for, at man med denne plade får en stor musikalsk åbenbaring, hvis man i forvejen ikke har noget synderligt kendskab til støjrocken som genre, er i mine øjne desværre ikke særlig stor. Samtidig er jeg også af den overbevisning, at Brian Chippendale har præsteret bedre før i tiden – både med Lightning Bolt, hvor Hypermagic Mountain fra 2005 måske er én af genrens bedste udgivelser nogensinde, og også på egen hånd, hvor Primordial Pus fra 2011 også står højere på min liste end dette års udgivelse.

Heldigvis har vi med en kunstner at gøre, der har så godt styr på sit musikalske bagland og dertilhørende genremæssige virkemidler, at der langt fra er tale om en dårlig udgivelse. De repetitive trommemønstre og Chippendales forvrængede blanding af intense chants og destruktive skrig skaber en meditativ stemning midt i al støjvirvaret, jo flere gange man smider pladen på repeat. Udfordringen for lytterne er at lokalisere den musikalske skønhed og balance, der ligger skjult midt i al kaosset, og lige netop dén udfordring formår Black Pus på bedste vis at præsentere – så er det bare op til én selv, om man kan se All My Relations som et veludført stykke musik eller bare ikke andet end meningsløs støj.

★★★★☆☆

Deltag i debat