Plader

Chelsea Light Moving: s.t.

Thurston Moores nye band, Chelsea Light Moving, har ikke begået noget mesterværk. Men det er lyden af 10 vilde heste, og hvilken lykke er det ikke efter de seneste, lidt trætte Sonic Youth-udgivelser.

I flere måneder har jeg forsøgt at ignorere denne udgivelse. Jeg håbede i mit stille sind, at den aldrig ville blive til noget. Da det så stod klart, at albummet rent faktisk ville udkomme, besluttede jeg mig straks for ikke at høre det. Indtil min redaktør prakkede mig det på, og så gav jeg alligevel efter (fordi titlen på e-mailen fra pladeselskabet lød ”Mød Thurston Moore (…)”, og så troede jeg, man ville få et meet ’n’ greet med oven i hatten. Hvilket var løgn). Jeg ville ikke se det faktum i øjnene, at Thurston Moore, verdens sejeste, uigenkaldeligt har fået nye musikalske legekammerater, at de dater on a regular basis, OG at dette nu er slået fast på en rigtig pladeudgivelse. Jeg var vred, ked af det og skuffet. Og er det stadigvæk. Men jeg må indrømme, at Chelsea Light Moving langtfra lyder som et patetisk overlevelsesforsøg fra en midaldrende mand i krise. Langtfra.

Jeg læste en anmeldelse, hvor Moore blev kaldt for indierockens Quentin Tarantino (!). Noget med begge herres enorme leksikalske viden, der gang på gang munder ud i en vidt forgrenet intertekstualitet i deres respektive værker. Moores ekstreme grad af fagnørderi fornægter sig bestemt heller ikke på dette album, der på vanlig (Sonic Youth-) facon refererer vidt og bredt til alt det, man forventer af en über-intellektuel, nu temmelig voksen punk-rocker/kunst- og litteraturkender/pladesamler/mentor for en hel generation af musikere, der samtidig ikke er for fin til at optræde i et afsnit af Gossip Girl. Her har vi “Burroughs”, inspireret af William S. Burroughs, afdød digter og (selvfølgelig!) personlig ven af Moore, en historie om et hippiepar fra New Yorks East Village i slut-60’erne samt “Frank O’Hara Hit”. Ah, hvor klinger det dejligt af New York City, selvom det er indspillet i Massachusetts.

Flere af numrene blev luftet ved Moores koncert i Vega i august sidste år, og mens jeg dengang ved første lyt ikke var synderligt vild, vokser de nu ved at blive hørt i sammenhæng som et album. Det gælder især singlen “Groovy and Linda”, der med sin lette kitsch fungerer glimrende som kontrast til de omkringværende mere støjende sager.

Første halvdel af albummet står stærkest. Det støjer og smadrer derudad med “Sleeping Where I Fall”,  “Alighted” og “Empires of Time”, og her vil jublen fra min side faktisk ingen ende tage. Jeg har aldrig hørt Moore larme så kaotisk før, men stadig med raffinerede kompositioner, der hæver udtrykket over ensformigheden. Særligt den tordnende rytmesektion er mageløs, og guitarstøjen får aldrig lov til at overtage styringen helt, som det er tilfældet på flere af Sonic Youths senere album, hvor improvisationerne ofte trækker i langdrag. Der er langt til det avantgardistiske udtryk: Chelsea Light Moving er hovedkulds, frisk og umiddelbar, og det fungerer godt.

Den eneste skæring, der for alvor afviger, er “Mohawk”, et stykke dystert messende spoken word, der lyder som en lidt for selvhøjtidelig blanding af The Velvet Underground og tidlig Sonic Youth. Det er her, min opmærksomhed begynder at svinde ind. Heldigvis er vi til sidst tilbage i det infantilt punkede spor med den vrængende “Communist Eyes”, der slår en smuk streg under, at Moore stadig har sin indre teenager i behold. Og hurra for det.

Hvor meget jeg end ønsker Sonic Youth tilbage, har vi her at gøre med et virkelig opløftende album, særligt set i lyset af Sonic Youths sidste, lidt trætte periode. Chelsea Light Moving er intet mesterværk og fortæller os ikke noget, vi ikke allerede vidste om Moore, men gør det noget? Næh. Ikke når det samtidig er lyden af 10 vilde heste, der buldrer ud over stepperne – og hvilken lykke dét er. Selvom der står Chelsea Light Moving som afsender, er der ingen tvivl om, at Moores idéer og æstetik fylder rigtig meget, og at hans navn vil være et kvalitetsstempel i sig selv. Det store spørgsmål er, om det her lige så godt kunne have været en Moore-soloudgivelse med backing band. Tiden må vise, om Chelsea Light Moving er mere end blot en pausefisk for Moore. I ved sikkert godt, hvad jeg håber på. Men det skal ikke afholde jer fra at få fingrene i dette absolut hæsblæsende album. Rock on!

★★★★☆☆

PS: Chelsea Light Moving lover ifølge Matador Records, at de vil ”detonate any birthday party, wedding or hullabaloo in any country, planet or stratosphere that doesn’t support right wing extremist NRA sucking bozo-ology” og har allerede spillet til én privat fødselsdagsfest. Hermed er tippet givet videre.

Deltag i debat