Colin Stetson + Synd og Skam, 01.03.13, Jazzhouse, København


Colin Stetson

Det gav et gib i mig, da Colin Stetson – 10 minutter efter jeg havde gjort min entre på Jazzhouse – troppede op på scenen og stilede mod sin enorme bassaxofon. Hvor var Synd og Skam? Havde jeg misforstået tidspunktet og misset opvarmningen? Nej, kunne sidemanden forvisse mig om. Colin Stetson, der måske på plakaten var aftenens hovednavn, var blot programsat til at spille først.

Det skulle vise sig at være en glimrende prioritering fra Frost Festivals side: Denne dagsorden signalerede i højere grad dobbeltkoncert end hovednavn plus opvarmning, og Stetson, der indledningsvis gik til sit instrument med en stærkt fokuseret og panderynkende mine, viste sig snart at være det helt rigtige, lune selskab, inden Synd og Skams smadderpunk tog over.

At Stetson er en af indiemusikkens mest prominente saxofonister, der blandt andet har turneret med Arcade Fire og Bon Iver, virker måske umiddelbart ikke videre evident, når man lægger ører til hans solomateriale. Hans New History Warfare-trilogi, hvoraf sidste del udkommer senere på foråret, har saxofonen som det altoverskyggende omdrejningspunkt, og gennem de to første plader præsenteres lytteren for teksturer og konstruktioner, der lader instrumentet og Stetsons imponerende tekniske kunnen få den udelte opmærksomhed. Alligevel er Stetsons saxofoneskapader hverken synderlig jazz- eller improinfluerede. Et sindrigt arrangement af mikrofoner og pedaler, der optager og looper instrumentets klapren og Stetsons sukken og brummen gennem mundstykket, tilføjer struktur. Resultatet er overraskende iørefaldende instrumentalmusik, der, når alt kommer til alt, i højere grad trækker på rytmiske genrer: minimalisme, kraut eller endda pop, men udtrykket er sjældent jazzet.

Lyden var at genfinde på scenen, hvor Stetson måske nok brugte de første adskillige minutter på at udsende lange, forpinte og resonerende klagekald fra sit instrument, men man var aldrig i tvivl om, at der ingenlunde var tale om freeform. Snart indfandt rytmen sig i nummeret “Judges” – spacy, sugende og pumpende, som den retrofuturistiske, snurrende synth, der præger et Dark Side of the Moon-nummer som “On the Run”. I samspil med Stetsons aggresive råb gennem mundstykket og antagelig et diskret sample af kvindevokaler var det efterhånden svært at sige, hvad der var taget med hjemmefra, hvad der var loop, og hvad der var helt og aldeles live.

Således var det et imponerende varieret arsenal af lyde, Stetson over en lille time kunne præsentere for sit publikum, og hans mange små, snakkesalige indspark mellem passagerne gav musikken endnu en dimension. »Kender I fortællingen om den mest ensomme hval i verden?,« spurgte han. »Den mest ensomme hval i verden synger i frekvenser, der er en kende anderledes end de andre hvalers. Derfor har den svømmet rundt derude i årevis og sunget uden nogensinde at få et svar. Det her nummer er til den ensomme hval.« Og, ja, her kunne de loopede, sukkende klange nok lyde af melankolsk hvalsang, og saxofonen klingede måske også en smule mere diskant, end hvad der virkede naturligt.

Andre gange var lyden anderledes nedbarberet – hektiske, trippende eller tøffende figurer fra Stetsons mindre altsaxofon, der i deres opbygning nærmere mindede om Terry Rileys minimalismelandskaber end om det øvrige materiale på sætlisten. Måske fremstod disse indslag til tider lige vel rudimentære ved siden af deres lagdelte modstykker, men de føjede til helhedsindtrykket af koncerten som en nuanceret og velafstemt opvisning i saxofonens mindst jazzede facetter. Og så var det helt befriende at se Stetson gispende tage instrumentet fra munden og proklamere vejrtrækningspause midt i “The Righteous Wrath of an Honorable Man” – cirkulerende åndedrætsteknik eller ej.

★★★★★☆

Synd og Skam

Meget godt kan siges om den stime af danske punkbands, der for tiden oversvømmer alt fra Nørrebros kælderlokaler til store, internationale spillesteder – men det kræver immervæk både talent og særkende at skille sig ud i flokken. I den henseende skorter det ikke på noget hos Synd og Skam, som måske er det mest originale band, der er spiret fra den danske undergrund i flere år. Lyden er velkendt: kaotisk, pågående og apatisk postpunk, men sangene er velskrevne, og bandets virkemidler giver musikken en helt særlig dynamik – ikke mindst i form af forsanger Asger Hartvig Nielsens fine, poetiske tekster, der føjer en forfriskende lethed til instrumenternes kværnen.

Sådan er lyden i hvert fald på bandets hidtil eneste udgivelse, ep’en Blafret ør af kjoler fra sidste år. Live fremgår det, at gruppen siden da har videreudviklet deres koncept – instrumentrigdommen er større, og med en frenetisk trækbasun som en mere dominerende medspiller og et hæsblæsende greb om alle øvrige instrumenter er lydbilledet mere tæt og freeform-præget end nogensinde.

Det lignede måske en tur med specialklassen, når de seks fyre i outrerede gevandter med krampagtig gestik og stemmeføring fremkaldte deres rundtossede punkeskapader. Som hos Colin Stetson herskede der dog en rytmisk orden i det i udgangspunktet helt kaotiske virvar af skingre og anmassende toner, der trængte sig på fra alle gruppens medlemmer. Aftenens sæt bød udelukkende på nye numre, og selvom det var endog meget vanskeligt at dechifrere ordene i Hartvig Nielsens tekster, fungerede afvejningen af fandenivoldskhed, melodiøsitet og en ikke uvæsentlig portion humor upåklageligt. Nok var det svært helt at følge Hartvig Nielsens ræsonnement, når han præsenterede et kollektivt epileptisk anfald som »et forårsnummer« – og selvom det også var en tilsnigelse at kalde den efterfølgende “Kategori” for et »intimt dansenummer«, var der alligevel et funky holdepunkt i den underliggende basgang.

Endnu mere fængende var det, når den kaotiske og fragmenterede instrumentnedsmeltning i “Flyver fugle” brat udmundede i en nedbarberet, herligt hoppende omgang jappet kattejammerguitar. Også den helt værtshuslumre “Op ad dine lår” pirrede øret med lette, nærmest easylistening-prægede passager – indtil Hartvig Nielsen og hans mange medmusikanter endnu en gang satte ind med en opvisning i lyde, som man ikke var helt klar over eksisterede.

Det var ganske vist lidt ærgerligt, at Synd og Skam måtte prioritere deres pågående output over den indsmigrende lyrik, som man nok fornemmede i passager, men som aldrig rigtig trængte igennem det tætte lydbillede. På den anden side virkede bandets koncert i langt højere grad end på debut-ep’en som en især instrumental præstation, og det var imponerende godt luret af Frost Festival, at netop Stetson og Synd og Skam derfor ville klæde hinanden så godt i livesammenhæng. Resultatet var en velafbalanceret aften med et højt bundniveau, hvor spændingsfeltet mellem den gode melodi og instrumental grænseafsøgning hele tiden var i fokus.

★★★★½☆
3 kommentarer i altSkriv kommentar
  1. Colin stetson bruger hverken loopmaskine eller andre pedaler, han spiller det hele selv. Hans setup består kun af instrumentmikrofoner og kontaktmikrofoner på hals og instrument. den eneste effekt er en smule rumklang tilsat i mixerpulten.

  2. Hej Mikkel

    Tak for udredningen. Jeg stod for langt fra scenen til at aflure Stetsons pedalsetup til koncerten, men tænkte, at nogle af de vokalklingende effekter måtte være optaget på forhånd og loopet. At det ikke er tilfældet, gør seancen så meget desto mere respektindgydende – det skorter ikke ligefrem på den variation, han kan skabe med bare to saxofoner.

    Mvh. Signe

  3. Faktisk synger han strubesang mens han blæser cirkulært, hvilket giver det et lag ekstra. Han har en mikrofon siddende på strubehovedet, og det optager ikke bare den lyd der er, men reel strubesang, som det er kendt fra de mongolske stepper …. Bare lige for at korrigere helt ind til benet ;)

Indsend din kommentar

Skriv dit navn

Du skal indtaste dit navn

Skriv venligst en gyldig mailadresse

Kræver e-mail

Skriv din besked

Undertoner.dk © 2014 All Rights Reserved

Opmærksomhed til den alternative musikscene