Plader

Cyclopean: s.t. EP

Skrevet af Daniel Niebuhr

Cyclopean består af fire erfarne herrer, hvilket skinner klart igennem på kvartettens debut-ep, der både fremstår eksperimenterende og kompleks, samtidig med at den i den grad vækker lytterens interesse.

Normalt er jeg ikke meget for at lytte til, eller for dens sags skyld anmelde, debut-ep’er – og da bestemt ikke, hvis de er instrumentale. Ofte føler jeg ikke, at den slags ep’er når i dybden med solistens eller bandets kvaliteter, der for det meste strækker sig meget længere end det vindue, ep’en kan tilbyde. Dermed sidder jeg tilbage med en ufuldendt musikoplevelse, der ofte skuffer mig mere, end den vækker min interesse for at ville høre mere.

Med debut-ep’en fra Cyclopean er sagen dog en helt anden. Det er nemlig længe siden, jeg er blevet så positivt overrasket over så lidt indhold. For selvom der kun er blevet plads til fire numre, formår den eponyme førsteudgivelse som helhedsoplevelse både at fremstå lige dele eksperimenterende og gennemført, samtidig med at den giver mig lyst til at dykke længere ind i bandets musikalske univers.

Nå, først er en ultrakort baggrundshistorie vist på sin plads: Cyclopean er først og fremmest en kvartet, der blev dannet i maj 2011, og består af de to Can-medlemmer Jaki Liebezeit og Irmin Schmidt samt to af d’herrers tidligere medsammensvorne: Jono Podmore (også kendt som Kumo) og Burnt Friedman. Her snart to år efter er denne første, eksperimenterende, musikalske hybrid så blev kreeret, som kun de fire har kunnet gøre det.

Det, der umiddelbart slår én, er den enorme kombination af forskellige elementer og rytmer, som er med til at skabe pladens fundament. Det ene øjeblikke bevæger lydbilledet sig skævt gennem en 3/4-takt fyldt med diverse percussion og 4-bit-synth for senere at skifte retning til en 5/4-takt sløret af synthflader og et mere mellemøstligt tema – hvilket mest af alt giver mig associationer til de tilsvarende niveauer i Crash Bandicoot 3. Også olietønder, piano, klokker, theremin og mere tribalt slagtøj bliver anvendt, hvilket giver et ganske glimrende billeder på kvartettens musikalske spektrum, der trods ep’ens ellers så korte spillelængde synes næsten uendeligt.

For uden dette ligger Cyclopeans helt store styrke i dens evne til at sætte fantasien i gang hos lytteren. Hvis det ikke var, fordi jeg udmærket vidste, at gruppen havde fire medlemmer, der alle bestyrede deres eget/egne instrument(er), havde jeg uden tvivl haft overvejende mange spørgsmål vedrørende både opsætning og instrumentation. Ep’en formår nemlig at maskere sin identitet og udtryk så godt, at jeg hele tiden må bevæbne mig med en god portion koncentration for at kunne komme helt til bunds i de mange lag af musikalsk kompleksitet. Det er en rejse, der undervejs skaber mange billeder, hvilket bestemt bidrager yderligere positivt til helhedsoplevelsen.

Nok er Cyclopean en debut-ep, men kvartettens bandmedlemmer er langtfra nybegyndere. Det skinner selvfølgelig klart igennem i løbet af de godt 22 minutter, pladen varer. Selv om der ikke bliver holdt igen med eksperimenterne, kommer det hverken til at lyde sjusket eller forceret. Jeg er overbevist om, at det er en af de mest gennemførte ep’er, jeg kommer til at stifte bekendtskab med i løbet af i år, og jeg glæder mig til at høre, hvad der ellers kan komme ud af kvartettens samarbejde.

★★★★★☆

Leave a Reply