Artikler Interview

Dangers of the Sea – »Det er ikke graden af lykke, der afgør ens niveau som sangskriver«

Dangers of the Sea med frontmand Andreas Bay Estrup, foto: PR
Skrevet af Camilla Zuleger

I Dangers of the Sea bliver der sunget sange om det, der gør ondt, om det der mangler. Er det bare klynk fra den nye danske folkgruppe, eller er der noget andet på spil? Undertoner mødte frontmanden i Dangers of the Sea over en kop te i hans lejlighed med højt til loftet – også i følelsesmæssig forstand

Dangers of the Sea med frontmand Andreas Bay Estrup, foto: PR

Andreas Bay Estrup havde egentlig fundet sin niche som jazztrommeslager på musikkonservatoriet med en mere indadvendt og intellektuel tilgang til den musik, han producerede. Men en dag – efter utallige opfordringer fra to venner og senere bandmedlemmer, Mike Taagehøj og Jess Jensen – tog trangen til at dele sine sange med verden over.

»Det var min skabsidentitet som følsom forsanger, der sprang ud,« siger han med et smil.

Nu skulle der virkelig ske noget med den sangskrivning, han havde puslet med i noget tid. Han ringede til nogle venner, som ringede til deres venner, og resultatet var bandet Dangers of the Sea. De har netop udgivet deres selvbetitlede album, som er produceret af Nikolaj Nørlund og modtaget med stor entusiasme fra både publikum og anmeldere.

»Jeg er knapt så langt ude i tovene«

Når snakken falder på Dangers of the Seas og Andreas Bay Estrups musik, bliver det ofte bundet tæt sammen med en af musikkens grand old men, Neil Young. Selvom Young har fyldt en del i Estrups musikalske verden, og han da på sin vis godt kan se, hvorfor nogle laver den kobling, så mener han ikke, at Dangers of the Sea er så tæt på legenden igen.  Først og fremmest fordi han er »knapt så langt ude i tovene,« som han selv siger grinende.

Men det, at sangene på den selvbetitlede debut, som udkom i februar i år, er skrevet i melankoliens skær, er ikke noget, han er bange for at indrømme.

»Det er meget lidt bevidst, men det er altid der, jeg søger hen, når jeg skal skrive sange,« forklarer han.

For ham er alt og ingenting galt med verden, hvilket kommer til udtryk i en eller anden form for fortvivlelse. Dette skinner klart igennem på sange som, eksempelvis, førstesinglen ”Sheer Desperation” – ja, alene i titlen.

Populær ved et tilfælde

Akustiske folksange om livets sværere sider, fremført af en gut i ternet skjorte, fuldskæg og en guitar, er ikke længere musik, som er henvist til nicheafdelingen hos ens lokale pladepusher. Tværtimod er det pludselig den slags musik, man finder til Grammy-uddelinger og på toppen af hitlister.

Dangers of the Sea skriver sig direkte ind i en tidsånd, der tilsyneladende hungrer efter en (kvasi-)autenticitet, der gerne skulle indtræffe, når man skruer ned for brugen af synthesizere, loop-pedaler og andet digitalt legetøj. Man fristes til at sige, at debuten derfor var selvskrevet til at blive et hit, måske endda et langsomt et af slagsen, eftersom trenden ikke er nyere end som så.

Andreas Bay Estrup kalder dog først og fremmest dette tilfælde for et heldigt sammentræf.

»Vores musik er lavet på den måde, der falder mig naturlig, uden skelen til, hvad der er hipt. Det havde formentlig været mere hipt at være os for to-tre år siden, men vi står ikke med følelsen af at være kommet for sent til toget.«

Tolerance over for den følsomme mand

Var Dangers of the Sea dukket tidligere op på den danske musikscene, er der en overvejende sandsynlighed for, at begreber som tuderock og lignende ’skældsord’ ville være blevet kastet efter dem, som man så det med f.eks. Band of Horses eller Saybia. Skulle der stadig være nogen, der føler trang til dette, er det fint med forsangeren med de melankolske tilbøjeligheder.

»Jeg har ikke noget imod at skrive musik, hvor der er højt til loftet følelsesmæssigt,« indrømmer han.

Men måske er det slet ikke så slemt at være sangskriver med sange om savn og desperation, der trænger sig på. Bands som netop Dangers of the Sea er, ifølge Estrup, skyllet op på stranden sammen med en større tolerance over for den følsomme mand, som ikke er bange for de store følelser.

Musiker og businessman

Med Dangers of the Sea opstod der pludselig et publikum, som han ikke var vant til at tage hensyn til, dengang han bare sad bag de jazzede trommer på konservatoriet.

»Før tænkte jeg ikke så meget på målgruppen, det var en meget snæver én. Jeg var vant til at kunne lukke det ude, at der var en modtager,« siger han og forklarer, hvordan han har oplevet pludselig at skulle være kreativ, skabende musiker simultant med at agere salgsperson for sin egen musik.

»Nu bliver jeg jo nødt til at forholde mig til det kommercielle,« siger han.

Dangers of the Sea har for Estrup hele vejen igennem været et spørgsmål om at udtrykke sig selv.

»Jeg prøver ikke at holde mig selv nede og gør bare det, der føles naturligt,« siger han.

Men når man definerer sig selv som den melankolske sangskriver, slipper man så ud af den rolle igen?

Vores snak kommer ind på musikere, der mister that something special i det øjeblik, de bliver gift, får børn og måske endda – Gud forbyde det – bliver lykkelige. Også på indersiden. Men Estrup er ikke bange for, at den dybfølte lykke en dag skulle finde plads i hans musik.

»Det er heldigvis ikke graden af lykke, der afgør ens niveau som sangskriver.«

Hjerteblodsmusik

Dangers of the Sea bliver ofte sat i forbindelse med begrebet ’supergruppe’, fordi gruppen, foruden Andreas Bay Estrup, består af Frederik Teige fra Efterklang, Jess Jensen fra Saybia og Mike Juel fra Slaraffenland. Forventningerne var, med andre ord, en anelse opskruede, da bandet gik op ad trinnene til Roskilde Festivals Pavilion Junior i 2012.

Andreas Bay Estrup indrømmer, at de i starten oplevede hypen omkring deres band, og at nedtoningen af selvpromoveringen i forhold til historien om ’superbandet’ har ligget dem meget på hjerte. Dangers of the Sea skal ikke være historien om musikere fra allerede etablerede bands, der går andre og nye veje, men snarere en historie om noget musik, som Andreas Bay Estrup ikke længere kunne holde for sig selv. ‘Hjerteblodsmusik’ kalder han selv skivens 11 sange.

Stadig 16 år og punk

Dele af bandet har allerede har altså været gennem upcoming-møllen. Men at de har forskellige perspektiver på det at skulle manifestere sig selv som band på musikscenen, er overraskende nok ikke et problem.

»Jeg er helt klart mere den naive, der skal ud og erobre verden. Der er det rart at have nogen med is i maven,« siger Andreas Bay Estrup.

Erfaring eller ej, så er Dangers of the Sea bare en konstellation af gode venner, og så bliver det heller ikke taget mere højtideligt end det.

»Vi er lidt et drengerøvsband,« griner Andreas Bay Estrup. »Det er lidt, som om vi er 16 år og har et punkband.«

Dangers of the Sea drager nu på tur med den purunge Jonathan Schultz fra enmandsprojektet Schultz and Forever. En kombination, som man for noget tid siden kunne opleve første gang i deres duet, covernummeret af ”One of Us Cannot Be Wrong”, af selveste Leonard Cohen.

Dangers of the Sea gæster Koncerthusets Studie 2 lørdag den 30. marts. Du kan stadig nå at få billetter, som kan købes her.

Deltag i debat