Plader

Dialekten: Stiplede linjer

Skrevet af Emil Fibiger

Dialekten, der består af to rutinerede rappere fra Echo Out-kollektivet, leverer på deres albumdebut en omgang boom bap-rap med masser holdninger og stillingstagen til dagens Danmark, og det de kalder ”prestigens tidsalder”.

Nota Bene og Chewbacca har ikke haft travlt med at smide en plade på gaden. De har rappet sammen i Dialekten i 10 år og bidraget til flere mixtapes og Echo Out-udgivelser, men Stiplede linjer er deres første album.

Stilen er klassisk boom bap tilsat reggaerytmer, soul og mange andre musikgenrer. Dialekt-drengene har ikke problemer med at sætte ord på musikken. Tværtimod. Pladen er pakket til randen med socialrealistisk rap fra to selverklærede voksne drengerøve, der »stritter en midterfinger i trods« mod det, de kalder prestigens tidsalder. Og rimene oser af sprogligt overskud. Tag eksempelvis tracket “Rovdyr”, hvor der bliver serveret linjer som: »Du bliver drejet, vejet og pacificeret, hvis der er problemer med barnet / og hvis du ikke vil defineres, kvæler vi dig i papir, spærrer dig inde i stregkoder og makulerer din’ værdier.«

Der bliver fnyst af intolerance og bureaukrati og stukket en næve i vejret for solidaritet og forskellighed. Det er Christiania-værdier på lydspor, og Dialekten formår for det meste at holde balancen uden at ende på en selvhøjtidelig prædikestol.

Der er ingen tvivl om, at vokalboksen er et fristed, hvor de to rappere lufter deres frustrationer over hverdagens problemer. På et par tracks er det pladebranchen og den kommercielle musik, der bliver slået ud efter. Det er den gamle sang om, at de, der sælger plader, sælger ud. Jammeren bliver en anelse trættende at lytte til, og på det diss-agtige track “Galde” rammer de mest plet med linjen »Jeg er bare en gammel, gnaven hater«.

Det er den ene halvdel af Dialekten, Chewbacca, der står for størstedelen af albummets beats. Det er som nævnt solid boom bap fra start til slut. Der er ingen decideret fejlskud undervejs. Åbningsnummeret “Det Blå Disko” har en lækker funky lyd og pladens bedste beat. “Soulstik” er med sin moody stemning et andet højdepunkt. “Farvel Pia” er også værd at fremhæve. Tracket, hvor der bliver sagt au revoir til Pia K, har en fængende melodi og et hook, der sætter sig fast i hukommelsen.

De 17 skæringer er lige i overkanten. Som lytter taber man pusten undervejs, og der kunne med fordel være skåret en lille håndfuld tracks fra. Nota Bene og Chewbacca kunne også godt have leget lidt mere med formen i stedet for at holde sig til en næsten identisk vers-omkvæd-vers-formel.

Trods skønhedspletterne er Stiplede linjer en god omgang dansk hiphop med samfunds- og generationsbetragtninger, som mange gamle drengerøve vil kunne få noget ud af at lytte til.

★★★★☆☆

Om skribenten

Emil Fibiger

Biografi:
84'er fra Aarhus, der især hører hiphop. Blev første gang fanget af genren, da jeg hørte "Now this is a story all about how / my life got flipped, turned upside down" blive rappet i en tv-serie, der sikkert stadig bliver genudsendt. Fra Big Willie gik den til Verdens Længste Rap, og da en ven spillede noget Tupac for mig, var jeg solgt til hiphop og især vestkystens version af den. Det ligger efterhånden mange år tilbage, og siden har jeg været rundt i alle de andre hjørner af hiphoppen, som er og bliver det store soundtrack til mit liv, selvom jeg også rigtig godt kan li’ rock, blues, soul, heavy og de fleste andre genrer.

Fem favoritalbums:
Tupac: All Eyez On Me
Dr. Dre: 2001
Suspekt: Ingen Slukker The Stars
Brother Ali: The Undisputed Truth
Fugees: The Score

Skriv et svar