Plader

Elevatorfører: Opkald fra ukendt etage

Elevatorfører sender jointen på omgang og dyrker 60’ernes hippie-ånd på deres syv numre lange albumdebut. Resultatet koger over af både lyst og fest, men får i jagten på 60’er-lyden også et strejf af (utilsigtet?) parodi på det hedengangne.

Om det er fraser som “bred ymer” og “knæhøj karse”, der fylder luften, når det aarhusianske folk/syrerock-ensemble Elevatorfører, mødes i øvelokalet, skal være usagt. Sikkert er det derimod, at bandet har haft blikket fuldt og fast rettet mod førnævnte udtryks storhedstid, slut-60’erne og start-70’erne, da inspirationen til numrene på debuten skulle findes. Der er tale om et livealbum optaget i Amager Bio, og under titlen Opkald fra ukendt etage udfolder bandet over syv numre sin forkærlighed for beatmusik af den slags, der fik mine kære, gamle forældre på dansegulvet, da Ruder Konge var knægt.

Der kigges med andre ord godt tilbage i musikhistorien, for bandet spiller dansksproget hippie-rock med Steppeulvene, Røde Mor, CV Jørgensen og Skousen & Ingemann som forbilleder – for nu bare at nævne nogle få. Historien om Elevatorfører startede på Roskilde Festival 2009, hvor rock-kollektivet efter sigende opstod som idé; komplet med sangtitler og en egen mytologisk fortælling, endnu før den første akkord var slået an i øvelokalet.

Det konceptuelle mærkes også tydeligt hele albummet igennem. Der er lagt et stort arbejde i at ramme den helt rigtige feeling fra dengang, den stod på studenteroprør, kollektivisme og højtlæsning fra “Maos Lille Røde” – både i komposition og instrumentering. Ja, selv sanger Frederik Langkjærs vokal har fået en subtil tur i tidsmaskinen, hvilket især fornemmes i de mere stille numre.

Albummet åbnes i det flippede hjørne med “Den magiske skala”, hvor en gennemgående brug af orgel og theremin skaber den helt rette syrestemning. Alligevel er nummeret stringent i den forstand, at det holdes sammen i en vers-omkvæd-vers-struktur uden svinkeærinder eller større instrumentale udfald. Nummeret er drevet frem af en massiv lydmur, hvor gruppens ikke mindre end otte instrumentalister tæppebomber publikum med højenergisk lydskyts. Et lidt gumpetungt mellemstykke til trods er nummeret i sin helhed faktisk et behageligt bekendtskab.

I “Søsangen” dyrker Elevatorfører et mere afdæmpet og folket udtryk. Nummeret kunne være skrevet med den efterhånden ikoniske Skousen & Ingemann-hymne “Herfra hvor vi står” som forbillede. Udtrykket er mere tilbageholdende og slæbende. Når guitarsoloen falder ind mellem første og andet vers, sker det på en underspillet måde, som bare underbygger den svævende stemning, der skabes af det langsommere tempo og de laid back trommer. Resultatet er svært vanedannende.

Efter en solid start er det dog, som om udtrykket kammer over i noget mere parodierende. “Skovtur” handler om at plukke euforiserende svampe. Her lyder en del af teksten blandt andet: »Du retter dit blik mod de særeste ting / Tentakler, oblater og hårnålesving / I farver, der kun eksisterer / på vinger / af det, du har fundet / ude i skoven.« Det er lige en tand for overdrevet til, at det virker helt seriøst.

Det er lidt samme indtryk, man får af “Den hypnotiske jakke”, hvor historien om et stykke diktatorisk overtøj og dets magt over omverdenen fortælles. Mens musikken slæber sig syret af sted og endog tangerer støj, kan jeg ikke længere undertrykke en mild irritation. Hvad er det egentlig, bandet vil med det her? Er det festen med publikum og de sjove tekster, der er det vigtigste, eller mener de det seriøst? Det er muligvis mig, der er indskrænket, men jeg kan faktisk ikke gennemskue det. Er det en hyldest eller en parodi? Det stikker lidt i begge retninger, synes jeg. Og det er måske dét, bandet skal sætte sig ned i en rundkreds og blive enige med sig selv om.

Der er gode numre og musikalsk overskud til stede på Opkald fra ukendt etage, og udspillet vidner om et velspillende liveband, der er i kontakt med sit publikum. Men det er mest interessant, når bandet afviger lidt fra konceptet og ikke gør sig 100 procent umage for at lyde som noget fra dengang. For der er noget ufattelig ufarligt over at dyrke et 40 år gammelt udtryk uden i øvrigt at tilføre det noget nyt. Det er i hvert fald den sikre vej til at plante en stor, fed mærkat med påskriften “kopi” i panden på sig selv. Og det ville være synd, for potentialet til mere og andet er helt klart til stede hos Elevatorfører.

★★★☆☆☆

Deltag i debat