Koncerter

Bretschneider & Kanding feat. Contemporánea, 28.02.13, Lille Vega, København

Det skulle have været et møde mellem elektronisk og klassisk musik, men det blev næsten mere til to sæt med afsæt i hver sin musikalske tradition.

Det var en lidt usædvanlig opstilling i Lille Vega denne aften både på scenen og i selve salen til Bretschneider & Kanding. Koncerten fungerede samtidig som pladereception for det nye album fra den danske klassiske komponist Ejnar Kanding og den tyske electronica-musiker Frank Bretschneider, Auxillery Blue, og foran scenen var en række små caféborde opstillet, hvor der sad en flok mennesker. At komme som koncertgæst var derfor lidt som at træde ind i en lukket klub, hvor man ikke følte sig helt inviteret. Måske også fordi publikumsantallet næppe var mere end 50 personer, hvor mange tilsyneladende tilhørte omgangskredsen omkring musikerne.

Da tæppet blev trukket fra, afsløredes scenens opstilling med Frank Bretschneider i venstre side, hvor også violin og kontrabas stod placeret, mens basklarinet og slagtøj var placeret i højre side. Som en kile ind mod bagtæppet var midten af scenen fri, så publikum kunne se de visuals, som den tyske videokunstner Lillevan skabte til musikken. Ikke en helt heldig disponering, skulle det senere vise sig.

Første nummer denne aften var åbningsnummeret ”A Different Kind of Tension” fra det nye fælles album, hvor kun Frank Bretschneider og David Hildebrandt på slagtøj var på scenen. Nummeret virker improviseret i sit energiske udtryk, og var et godt anslag for resten af koncerten. Derefter gik resten af ensemblet Contemporánea på scenen, mens nummeret ”Difficult Shapes & Passive Rhythms” – primært minimalistiske beats og industriel baggrundsstøj – langsomt tog form. Nummeret er et Bretschneider-remix af Kandings værk ”Vergeuder der Schmerzen”, og de klassiske instrumenter var her mere undertrykkede af den elektroniske musik end ellers resten af aftenen.

Herefter opførtes alle elleve dele af værket Auxillery Blue uden pauser, så de trods deres forskellighed fremstod mere som et samlet hele. Udviklingen hen over delene kan simpelt forklares som mere konkret og rytmisk hen over tid, hvor f.eks. violinen bliver mindre langstrakt klagende og mere melodisk, og beats bliver jævnt rytmiske. Kun enkelte gange denne aften blev samspillet mellem den elektroniske musik og de klassiske instrumenter dog til mere, end hvad der virkede som tilfældige møder. Det skete især i sidste halvdel af første sæt, som ikke var søgende på samme måde som første del. Her var især Fritz G. Berthelsens basklarinet herligt rytmisk og konkret. Frank Bretschneiders elektroniske andel i musikken var det meste af tiden lidt for nedtonet, så mødet mellem klassisk og elektronisk musik kun for alvor skete sjældent.

Mens Frank Bretschneider stod på scenen, var aftenens anden musikalske bagmand, Ejnar Kanding, hele tiden placeret bagerst i salen til højre for baren, hvor han live-processerede musikken fra scenen. Placeringen af ham gav ham mere en dirregentrolle end en egentlig deltager i fremførelsen af musikken, og det var først, da første sæt var færdigt, at han kom på scenen og modtog sit bifald.

I løbet af aftenen viste det sig, at den kileformede opstilling på scenen ikke var optimal. Instrumenters fysiske fremtoning og samspillet mellem menneske og instrument er rent visuelt et koncertelement i sig selv, og denne aften var Lillevans organiske, langsomt panorerende visuals med få mikroudbrud i takt til musikken slet ikke interessant nok til at holde blikket fast. Desværre var musikerne forholdsvis mørklagte, så der var heller ikke meget at se på der. Det gjorde hele første sæts godt en time uengagerende rent koncertoplevelsesmæssigt.

Efter tyve minutters pause kom koncertens andet halvdel, som udelukkende bestod af Frank Bretschneiders 35 minutter lange Kippschwingungen, som han også selv havde lavet visuals til. Det var en brændende, oscillerende, dunkende opvisning (også rent visuelt) i, hvad man kan med knastørre beats og knivskarp knitren og kun meget få toner. Men det var i lange perioder netop også mere en opvisning, en ’se-hvad-jeg-kan’- og ’se-hvad-der-sker-når-jeg-drejer-på-den-her-knap’-seance for de fremmødte. Det var derfor ofte mere imponerende end involverende, og personligt svingende lytteengagementet temmelig meget gennem sættet.

De to sæt var næsten så forskellige og så forankrede i hver deres musikalske tradition, at det var netop det møde, man som koncertgænger havde håbet på at få – et møde mellem Kandings klassiske musik og Frank Bretschneiders elektroniske mikrobeats. Men det var kun i få momenter, det rent faktisk lykkedes at fusionere de to genrer.

★★★☆☆☆

Deltag i debat