Plader

Grouper: The Man Who Died in His Boat

Fem år efter udgivelsen af den bemærkelsesværdige Dragging a Dead Deer Up a Hill udsender Liz Harris på ny sange fra den periode. The Man Who Died in His Boat er kvalitetsbevidst, om end mere af det samme.

Portland-baserede Liz Harris (alias Grouper) udsendte i 2008 den muntert betitlede Dragging a Dead Deer Up a Hill, der af mange regnes for hendes bedste album. Et album med den rette dosering af hypnotiserende folkede sange og underlag af ulmende ambient. Sangene på The Man Who Died in His Boat er fra samme periode og skulle oprindeligt have udgjort hendes næste album. Alligevel skulle der altså gå fem år, før de blev udsendt. The Man Who Died in His Boat følger i fodsporene på den forholdsvis lettilgængelige Dragging a Dead Deer Up a Hill indeholder endnu en samling små neofolkede shoegazeperler, der stadig er pakket ind i tonsvis af stemningsmættede lydflader og fjern vokal søbet i reverb.

Inspirationen til sangene kommer ifølge Harris fra en barndomsoplevelse. En dag, da hun med sin far kom gående langs stranden, fik hun øje på en forladt fiskekutter, der var skyllet op på bredden. Et par dage senere kunne hun i avisen læse, hvordan fiskeren ikke havde efterladt sig nogen spor, men på ganske uforklarlig vis var forsvundet på åbent hav, uden at båden var hverken forlist eller kæntret. På samme måde som dette minde har sat sig fast i Harris, har dødens tomhed også sin faste plads i kulissen bag hendes musik. Spændingerne mellem barnlig naivitet og dyster undergang, der kom til udtryk på det skræmmende albumcover til Dragging a Dead Deer Up a Hill – hvor et barndomsbillede af Liz Harris iført tung makeup og hekseagtig udklædning pryder forsiden – er således stadig nærværende.

The Man Who Died in His Boat har, Grouper-traditionen tro, det ene ben solidt plantet i neofolkens nedtonede sangskrivning og insisterende, gentagne guitarakkorder og det andet trippende i knitrende electronica. Den beskedne produktion leverer flere steder sårbare, transparente passager, der sætter Harris’ stemme og hendes utydelige sangtekster mere i fokus end nogensinde før.

De egentlige sange på pladen bliver delt op af instrumentale intermezzoer, hvor Harris som en havfrue umærkeligt dukker op til overfladen og leder mellemspillet helt naturligt over i den næste sang. Umiddelbart kan det minde om en lappeløsning for at få skæringerne til at udgøre en tilfredsstillende helhed, men i virkeligheden sætter det pladen ind i en større kontekst. Det levner ikke plads til at skelne sangene fra hinanden, men tvinger i stedet i høj grad lytteren til at tage stilling til albummet i sin helhed.

Desuden sætter det så meget desto mere fokus på Harris’ sangtalent. Det er svært at nævne nogen anden kunstner, der kan gøre Harris kunsten efter. Hun er helt sin egen. Når middelalderens søfarere efter måneder til havs med skørbug i skroget begyndte at høre sirenernes sang, må det have lydt som på The Man Who Died in His Boat: smukt lokkende og dog altid foruroligende. “Cover the Long Way” er et godt eksempel på Harris’ magtfulde stemme. Her falder de elektroniske lydflader i baggrunden og lader guitaren komme til sin ret med fuldstændig fokus på Harris’ spøgelsesekkoende vokal. Efter et dusin gennemlytninger rammer ståpelsen stadig så sikkert som amen i kirken. Hvis manden, der refereres til i pladetitlen, havde overlevet, var han formentlig hoppet i havet endnu en gang.

Man kan godt klandre Grouper, produktiv som hun er med tre udgivelser i 2011 og 2012, en smule for at sylte denne plade fem år, da den jo selvindlysende falder godt i tråd med Dragging a Dead Deer Up a Hill og dybest set er mere i den samme rille. Men Harris holder et højt niveau og har skabt, om ikke et decideret prangende album, så en række fine perler, der komplementerer hendes 2008-milepæl på mere end tilfredsstillende vis.

★★★★½☆

Deltag i debat