Plader

Harper Simon: Division Street

“The mission was to make the kind of rock’n’roll record I would want to listen to myself,” siger Harper Simon om sit andet album. Her er han gået fra country-folk til støvet, skramlet og energisk lo-fi rock’n’roll.

Skru højt op for anlægget, og hold på hat og briller. Harper Simons Division Street er ikke tænkt til en hyggestund med stearinlys og hjemmebagte muffins. Der er fuld knald på fra start. Hvis du står distancen ud, får du en medrivende tur i overhalingsbanen med støvet og larmende rock’n’roll som altomsluttende lydtapet.

Første halvdel af pladen er drevet frem af insisterende trommer, skramlet og larmende guitar, forvrænget bas og Harper Simons på en gang hæse og let drømmende vokal. Lyden er med vilje holdt lo-fi. Bækkenerne lyder som grydelåg, og stortrommen er dump og hul. Som bliver der slået ned i en sofapude med en sky af støv stående op til alle sider. Numrene er simpelt opbygget med få akkordskift, og “Dixie Cleopatra” og “Nothing Gets Through” er let punkede og larmer ekstra meget.

Sarte sjæle vil måske indvende, at det til tider larmer lige rigeligt. Eller at numrene bliver for monotone eller ensformige i deres opbygning. Men hver gang bliver monotonien brudt op af en række vrid på guitaren, en tør solo, et par ekstra markerede slag på lilletrommen, en ny akkordrække eller et pludseligt melodisk indfald.

Harper Simon har arbejdet sammen med producer Tom Rothrock (Elliott Smith, Beck). Med Division Street har han ønsket at lave en rock’n’roll-plade, som han selv havde lyst til at lytte til: “I felt challenged and inspired by making a modern psychedelic folk-rock album, a Tom Rothrock production like XO (Elliott Smith), but then the Velvet Underground and the Stones kept entering in,” siger han selv om processen.

Halvvejs igennem Division Street skruer Simon dog lidt ned for støjen og tempoet. Slægtskabet med Elliott Smith fornemmes fint i “Chinese Jade” og “Just like St. Teresa”, hvor Harper Simons stemme og guitar får lov til stort set at stå alene. Herefter følger det nærmest poppede “’99”, som visse steder leder tankerne over på Morrissey, inden det i “Breathe the Love” på ny bliver mere støvet.

Division Street er opfølgeren til Harper Simons eponyme debutalbum. Med Division Street er han gået væk fra et country-folket udtryk og over til støvet og skramlet rock’n’roll. Den brusende og til tider monotone mur af lyd brydes med overlegne musikalske greb, og Harper Simon styrer selvsikkert ned af Division Street. Nok larmer og skramler denne lo-fi-produktion, men pladen har masser af melodiske, mere afdæmpede og til tider nærmest poppede øjeblikke, der gør den lyttevenlig for et bredt publikum.

★★★★☆☆

Deltag i debat