Plader

Jamie Lidell: s.t.

Skrevet af Niklas Kiær

Jamie Lidell er tilbage, og selvfølgelig er stilen lagt fuldstændig om. Han her genopfundet sig selv i et virvar af funky bas, omskiftelige produktioner og 80’er-sensibilitet. Der er lagt an til en stor, løssluppen fest.

[Den følgende scene er i slow-motion]

Støvet kastes hen over dansegulvet, der i takt med musikken skifter farve. På gulvet bevæger en lettere splejset krop sig i overraskende perfekt takt med musikken på trods af et ellers nørdet udseende. I hånden har han en mikrofon og synger i den af fulde lungers kraft, skiftevis høje og dybere toner. Sjælen overføres fra kroppen til mikrofonen i form af ord og fraseringer. Sveden flyver omkring, men det ænser manden ikke. Højtalerne frigiver 80’er-funk i frigear, manden er i trance.

[Scenen er slut].

Manden på dansegulvet er Jamie Lidell, en knap 40-årig brite, der gennem de sidste 15 år har udgivet albums med utallige inspirationskilder og genreblandinger/fornyelser. Eklekticisme er nøgleordet. Da han i 2010 udsendte Compass med hjælp fra bl.a. Feist og Beck, ramte han mig i hjertet med lige dele rå distortion-soul, støvede ballader og dryppende kærlighedserklæringer. Trods de mange stilarter fandt han en lyd, der tiltalte mig voldsomt, og albummet hører stadig til mine favoritter.

Siden er han flyttet fra New York til Nashville, Tennessee, og er blevet gift. Den altid eksperimenterende Lidell er kendt for at gå i en komplet ny retning på hvert album, og derfor giver det perfekt mening, at han efter flytningen til countryens højborg begyndte at lave 80’er-funk. Op til albummets release har han udtalt, at han ikke længere ville forsøge at genopfinde musikken, men i stedet lade sig tydeligt inspirere af kunstnere som Prince, Gap Band og Cameo. Reelt ville flere af numrene fungere som remixes, hvor han blot ville tilføje egne vokaler. Dette kan sagtens høres på albummet, om end det ikke skal forstås bogstaveligt.

Coveret viser Lidells ansigt i form af en kantet og computerspilsagtig buste i stærke neonfarver. Måske det skal symbolisere den genskabelse, han har begået lydmæssigt og privat? Albummet har i hvert fald fået titlen Jamie Lidell, så man må forvente, at albummet repræsenterer ham som person i øjeblikket. Hvis der er hold i den teori, er Lidells liv en fest.

Jamie Lidell er en funky hyldest til bedre tider, leveret lige fra hjertet og med svingende resultater. Retrofikseringen er forfriskende, når den fungerer allerbedst, som i åbningsnummeret “I’m Selfish” og “You Naked”, der begge formår at balancere et råt beat med et fængende omkvæd. De numre, som jeg associerer med de såkaldte “remixes”, går det dog mindre godt med. “Big Love” er den værste synder, da Lidell i løbet af nummeret slet ikke får sat sit eget præg på nummeret. I stedet lyder det, som om han er endt på karaokebar og synger med på din mors yndlingshit fra 1986. Man får det indtryk, at Lidell gør det lidt for sjov, i stil med hyldestbandet Chromeo, men det var næppe Lidells intention at få folk til at smile og ryste lidt på hovedet.

Der er dog også absolutte højdepunkter, og de skal findes i ekstremerne på albummet. Førstesinglen “What a Shame” er klart albummets stærkeste nummer. Her tør Lidell udfordre konventionerne og producerer et hårdtslående, nakkebrækkende beat, og hen over det leverer han hjertekrængende soul ud over hvert eneste sekund. Havde albummet holdt denne fart, ville det allerede have været en af mine favoritter til årets plade.

I en helt anden retning fungerer det også i det totalt overgearede “You Know My Name”, der lyder som et Ghostbusters-soundtrack på speed. Resultatet er uhøjtideligt, men vildt funky og legende. Lydbilledet fyldes med små riffs, vokalsamples og glas, der sprænges i takt med rytmerne.

Jamie Lidell er en stor fest, hvor nogle numre har mere at byde på end andre. Lidell er en utrolig dygtig producer og en næsten lige så god sanger – en kombination, de færreste kan overgå. Albummet gør sig godt som et energisk kick på en spæd forårsdag i et sæt høretelefoner, men skal det virkelig komme til sin fulde ret, skal det på anlægget til en fest med et kæmpe dansegulv. Ingen vil kunne holde sig væk fra gulvet, og der er formentlig ingen, der vil have noget at indvende, hvilket meget vel beskriver albummets karakter. En lidt for anonym, men utrolig festlig, hyldest til 80’erne og alt, hvad de stod for.

★★★★½☆

Deltag i debat