Koncerter

Kashmir, 23.03.13, Falconer Salen, Frederiksberg

Skrevet af Daniel Niebuhr

Man må give Kashmir respekt for at turde eksperimentere og holde koncerter for et siddende publikum. Men med fanfavoritter som “Rocket Brothers” og “The Aftermath” bliver det svært at fastholde konceptet, hvilket koncerten lørdag bar præg af.

Der er så meget, der kan siges og skrives om Kashmir og om deres mere end 20 år lange karriere fra Travelogue til Trespassers, hvilket har affødt nogle af dansk rocks mest solide kompositioner. Senest er det så blevet til kvartettens syvende fuldlængdeudgivelse, E.A.R., som kun har været yderligere med til at konsolidere Kashmir som en vigtig brik i det kæmpe puslespil, der udgør dansk populærmusik anno 2013. Nu har Kasper, Asger, Mads og Henrik så taget hul på endnu en turné og samtidig også et nyt kapitel i deres egen eksperimenterende musikkarriere.

I løbet af foråret vil de fire herrer nemlig spille en håndfuld koncerter i to sæt for et siddende publikum »bestående af nogle af bandets mest kendte sange i ny indpakning … og nogle af de mindre kendte sange, som egner sig godt til den slags koncerter,« som det hedder sig i pressemeddelelsen. Musikbefolkningens interesse skulle siden hen vise sig at være så stor, at det var nødvendigt at tilføje ekstrakoncerter, hvilken blev afholdt i sin København-udgave i går (fredag). Efter at have hørt flere positive beretninger om den aftens forløb, indtog jeg derfor spændt Falconer Salen lørdag aften for at få tilføjet et nyt aspekt til min helhedsopfattelse af bandet Kashmir.

Virkede ‘eksperimentet’ så? Til dels ja; men desværre er jeg også nødt til at sige: »i en vis grad nej« – men mere om det senere. For hele arrangementet lagde ud, præcis som jeg havde forventet, hvor vi indledningsvis fik serveret to numre fra den seneste plade, nemlig ”Blood Beech” og ”Piece of the Sun”. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var en af dem, der stadig ikke havde fået hørt E.A.R., så grundet et manglende førstehåndsindtryk blev lige netop disse numre sværere for mig at bedømme, da der med garanti er en forskel i udtryk og kvalitet, som jeg ikke har kunnet tage med i mit helhedsindtryk af koncerten. Dog spottede jeg en tendens, hvor aftenens numre fra E.A.R. blev fremført udelukkende i elektroniske versioner, hvor flere af de gamle sange fik en makeover specielt til lejligheden. Især ”Still Boy” nød særlig godt af denne behandling, hvor Eistrup på akustisk guitar og Lindstrand på flygel gav en gribende flot fremførelse af andensinglen fra Trespassers.

”The Push”, ”In The Sand” og ”Ruby Over Diamonds” var også nogle af bandets mindre udbredte sange, der fik spilletid denne aften – ligeledes i flotte fortolkninger – mens ”The Curse of Being a Girl” var en velvalgt kontrast til de noget mindre kendte kompositioner, hvor de første tegn på indespærret energi blandt det siddende publikum begyndte at kunne mærkes. Den fik dog lov til at komme til udtryk, da vi nåede sidste nummer i første sæt, ”The Aftermath”. Med mundharmonika og alt, hvad den kunne trække, satte Kashmir – akkompagneret af et delvist stående publikum – dermed punktum for koncertens første akt, der varede en lille time.

Efter 25 minutters pause, som overraskende mange valgte at undervurdere længden på og dermed måtte kæmpe sig vej gennem stolerækkerne i mørket, kunne koncerten fortsætte, og anden afdeling blev først skudt i gang med ”Pedestals” for derefter at bevæge sig over i ”Kalifornia”. Det stemningsfyldte publikum havde uden tvivl fået noget indenbords i løbet af pausen, og det kunne mærkes, da der pludselig var ufatteligt få siddende i Falconer Salen. Her kommer så mit absolut største kritikpunkt:

For selvom jeg beundrer og respekterer Eistrup og Co.’s valg om at eksperimentere med koncertformen og skabe en anderledes og mere intim ramme i den store sal, er jeg samtidig uforstående over for det efterfølgende sangvalg, hvor op til flere deciderede hits havde fundet vej til sætlisten. Dette resulterede, som før nævnt, i, at det siddende publikum med ét blev stående, og dermed faldt konceptet mere eller mindre til jorden. Det endte tilmed i rent traditionelle koncerttilstande under numre som ”Rocket Brothers” og ”Surfing the Warm Industry”, da flere fra de bagerste rækker migrerede mod scenekanten, mens alle andre måtte stå i deres 50-gange-50-cm-indelukke foran sædet som nogle ADHD-ramte burhøns og vrikke lettere akavet med kroppen.

Selvom koncerten var typisk Kashmir med masser af spilleglæde, crowdpleasing og overbevisende fremførelser, føltes omgivelserne i sidste ende unaturlige, og ståpladser ville uden tvivl have været at foretrække. Koncerten lukkede foruden den velvalgte ”Splittet til atomer” med solide versioner af ”She’s Made of Chalk”, ”Small Poem of Old Friend” og afslutningsvis ”The Cynic”, der alle lå meget tæt op ad originalindspilningerne.

Alle kunne efterfølgende gå glade hjem – mig selv inklusiv – for det var bestemt et Kashmir i topform, der spillede denne aften. Men i forhold til de præmisser, bandet tog på turné på, levede koncerten ikke rigtig op til mine forventninger. Der er mange numre i deres bagkatalog, der sagtens kunne have været inkluderet på aftenens sætliste, uden at det ville have ændret på idéen med et siddende publikum. Så hvis man er fan af Kashmir eller bare solide koncertoplevelser generelt, så kan jeg kun anbefale at skaffe sig billetter til en eller flere af de kommende koncerter på forårets turné – bare undgå at forvente noget fuldstændig ud over det sædvanlige.

★★★★½☆

Fotos: Mia Dernoff

Deltag i debat