Plader

Local Natives: Hummingbird

Skrevet af Simon Rune Knudsen

De folkelige børn af tiden skal på deres andet udspil bevise, at de ikke kun er et produkt af andre bands. Det gør de på en både dyster og harmonisk måde.

At være et folkband på vej frem i slutningen af 00’erne var at være én af mange. Local Natives blev rost for sine vokalharmonier, der i høj grad lænede sig op af Grizzly Bears. De blev anerkendt for deres eminente melodier, som havde meget til fælles med Fleet Foxes. Og så blev de anklaget for at være en døgnflue, som udnyttede tidens ånd og ikke havde noget “rigtigt” på hjerte.

Hummingbird sætter bandet foden i jorden. Musikken udspringer stadig fra den smukke instrumentering, de svævende strygere og det harmoniske klaver. Vokalarbejdet har heller ikke skiftet karakter; det er stadig i bedste Grizzly Bear-stil. Local Natives har altså ikke tænkt at ændre sig bare for at ændre sig, og hvornår tog Grizzly Bear egentlig patent på vokalharmonier?

Det er i lyrikken, at bandet har skiftet kurs. Hvor den på Gorilla Manor var opløftende, ufarlig og konfliktsky, er den på Hummingbird bidende dyster, og det gør noget ved musikkens retning. Da Gorilla Manor udkom i 2010, var det ikke teksterne, der overraskede. De var fine nok, men ikke noget styrende element. Og nu er det pludselig i lyrikken, at bandet overrasker.

Det handler om desperation, tvangstanker og tvivlens sorte væsen. Selvom det på mange måder er et uddebatteret emne i en musikalsk henseende, og The National, som Local Natives også blev sammenlignet med i 2010, efterhånden har vendt hver en desperat sten, formår teksterne at skabe noget anderledes. Måske er det blandingen af saligt drengekor og tekststumper som »Breathing out / Hoping to breathe in / I know nothing’s wrong, but I’m not convinced«, der giver en koncentreret cocktail af associationer, som ikke umiddelbart passer sammen.

Der er altså tale om nogle helt store, eksistentielle problematikker. Åbningsnummeret “You & I” er ingen undtagelse. Lette guitarstrøg og lavmælte, luftige trommeslag akkompagnerer sanger Kelcey Ayer, når han famlende spørger: »When did our love grow cold?« Et spørgsmål, der lynhurtigt opfølges af den Sisyfos’ske linje »The closer I get / The farther I have to go / To places we don’t know.«

Hvorfor tekstuniverset har ændret sig så drastisk, får vi først fortalt på et af albummets bedste numre. ”Colombia” er Hummingbirds tiende nummer og har en blød og uskyldig start. Både det underlæggende beat og klaveret er gennemsyret af melankoli, og endnu engang trækker Ayer på egne erfaringer. Hans egen mors død ummiddelbart midt i albummets skabelse har uden tvivl været drivkraften bag nummeret; måske bag hele albummet. I hvert fald skinner hans tvivl, fortrydelse og forvirring igennem på “Colombia”: »You gave, and gave, and gave / Every night I ask myself / Am I giving enough?«

Hummingbird har dog også sine mere up tempo-øjeblikke. ”Wooly Mammoth” er Local Natives på stadionniveau. Med klappende, hurtige trommer og arrige klask på bækkenet formår bandet at løfte sig langt over deres normale arbejdsflade. Den forvrængede guitar og storladne synth i omkvædet sikrer, at nummeret bliver deres hidtil bredeste og mest ekspansive.

I det hele taget er Hummingbird en lidt blandet affære. Man savner modet til at prøve kræfter med et nyt lydbillede, for selvom Local Natives fornyer sig selv gennem lyrikken, kunne de have gjort det samme musikalsk. Der er godt nok visse nye værktøjer i brug, men de springer ikke i øjnene. Bandet formår ikke at skubbe grænser eller skabe noget nyt, og numre som ”Ceilings” og ”Mt. Washington” efterlader simpelthen ikke dybe nok spor i lytteren, selvom de er smukt skruet sammen. Og det er en skam.

Local Natives formår at skabe vokalharmonier og indiefolk af allerfineste kvalitet, som nu også indeholder dybe, sortseende tekster. Om det er passé, er der nok blandede meninger om. Når alle andre bands rykker sig, skal der vel også være nogle til at bære denne slags musik videre og til at holde indiefolk-traditionen i hævd. Og måske er det lige præcis Local Natives’ rolle.

★★★★☆☆

Om skribenten

Simon Rune Knudsen

Biografi:
Det går vildt for sig i det nordjyske. Der er stærke følelser på spil, når du råber til den største dreng i klassen, at du fornægter DJ Alligator, og alt hvad han står for. Ingen vej tilbage. Kun dig selv, musikken og det snævre mindretal af musikinteresserede, der er at finde så langt mod nord. Og det sammentømrer, og før du får set dig om, er du afhængig af musikken. Den guidede mig, og jeg fulgte trop. Langt om længe væk og ind til byerne, som blev så forjættet beskrevet af store rock helte.

For det startede med rockmusik, og det vil muligvis også slutte der. Jeg har altid været tiltrukket af den mere eksperimenterende del, og hvad der startede med The Doors og Pink Floyd, er i dag endt i psych, post punk, ambient og shoegaze. Min smag er dog ikke begrænset hertil, og lytter med glæde til hele musikspektret. Indrømmet, at jeg har svært ved hiphop og lidt for matematisk jazz.

Efter et par år i København hvor det meste af tiden gik med at udforske den spændende, dynamiske undergrundsscene, har jeg nu min daglige gange i Aarhus. Tilbage til Jylland for at læse journalistik, selvom det stikker i mig at forlade knudepunktet for dansk musik.

Fem favoritalbums:
Pixies: Doolittle
Neutral Milk Hotel: In the Aeroplane Over the Sea
The Black Angels: Passover
Low: Things We Lost in the Fire
The Doors: Waiting for the Sun

1 kommentar

  • Modsætter mig normalt ikke anmeldelser, men jeg vil bare sige, at Mt. Washington har sat meget dybe spor i mig, og jeg kender flere, der har samme oplevelse med det nummer. Det er vanvittigt rørende efter min mening :)

Skriv et svar