Plader

Maria Timm: I Come Undone

Skrevet af Durita Dybczak

Maria Timm er langt om længe klar med sit andet album. I Come Undone er en eksperimenterende poprockplade, der både har sine gode og mindre gode numre, men som i sidste ende forekommer en anelse fragmenteret.

Det er ikke meget, vi har hørt fra Maria Timm, siden hun i 2008 fik en del airplay med singlen “Dirty Place”, som fik ørehængerstatus på godt og ondt efter at have været Ugens Uundgåelige på P3. Timm blev i samme ombæring nomineret til “Årets Talent” ved P3 Guld. Og debutalbummet The Plan fik også positiv kritik med på vejen, da det udkom i 2009. Popvejen var egentlig banet for det tidligere Marybell Katastrophy og The Broken Beats-medlem, men alligevel skulle der gå fire år, før vi fik en ny udgivelse at høre.

I Come Undone fortsætter, hvor The Plan slap, med velproducerede popmelodier, men på denne udgivelse bliver der faktisk også eksperimenteret med lydudtrykket. Selvom det normalt er popmusik, Timm laver, hviler der ikke ligefrem en happy-go-lucky-fornemmelse over opfølgeralbummet. Flere af albummets 12 numre rummer tværtimod frustrationer: »It’s not fair / you’re not here,« lyder det f.eks. i “To Catch an Ocean”.

Musikken ledes af Timms vokal, der sender tankerne i retning af danske navne som RebekkaMaria, Freja Loeb og Ane Trolle. Der er i de fleste af numrene leget med en del effekter på vokalen, eksempelvis i “We Believe” og “Vision and Sight”, hvor der er lagt distancerende rumklang på vokalen. Gennemgående for alle numrene er, at der er flere vokalspor, som skaber nogle fine harmonier, og samtidig danner et ret fyldigt lydbillede sammen med instrumenteringen. De mange vokalspor kan dog også til tider virke en anelse overvældende og stressprovokerende, når de konkurrer om lytterens opmærksomhed på nærmest samtlige numre.

Instrumenteringen er bygget op omkring gennemtrængende trommer og percussion, der løfter musikken og gør den forholdsvis letindtagelig med dansevenlige øjeblikke og en god energi. Samtidig giver lidt sporadisk akustisk klaver og trompet-effekter et friskt pust. Albummet når igennem en hel del forskellige udtryk. Der bliver vist lidt kant i “A Wrong” med lidt forvrænget guitar og en slags loop-effekt på vokalen i omkvædet. “View From a House” præsenterer derimod en mere akustisk præget, nærmest folket side af Maria Timm, hvilket giver et skrøbeligt udtryk. Til gengæld er “Up the Skirt” noget, der godt kunne ligne et afslappet rocknummer med slæbende basgang og en lækker elguitar.

Det er sådan cirka heromkring, jeg står af, hver gang jeg hører albummet – ikke fordi jeg som sådan har noget imod musikken, men fordi jeg bliver forvirret. Forvirringen stiger yderligere, da det lidt hårdere nummer bringer mig videre til den eneste ballade på pladen, “Paralyzed”, hvilket ikke alene fremhæver albummets kontrastfulde opbygning, men samtidig gør overgangene unødvendigt bratte. “Paralyzed” havde nok gjort sig bedst som afslutningsnummer.

Da albummet er slut, er mine sanser og ikke mindst min koncentrationsevne i den grad blevet udfordret. Helhedsindtrykket er lidt fragmenteret, og selvom der helt sikkert er numre med lige så stort hitpotentiale som “Dirty Place” – som f.eks. “We Believe”, “To Catch an Ocean” og min personlige favorit, “Sasha” – er det, som om Timm kunne have skabt et mere helstøbt album, hvis de numre, der som tidligere nævnt stritter i lidt andre genre-retninger, var blevet undladt. Lytteoplevelsen er en knap 42 minutter lang rejse, hvor jeg desværre når at fare vild lidt for mange gange, før jeg endelig når i mål.

★★★½☆☆

Deltag i debat