Nyheder

Marts-koncerter I: Owens’ forår og Sommer med is, Iggy og fødselsdag

Halleluja, det er forår! Halløj, nogle lækre koncerter! Hurra, Undertoner har fødselsdag! Find selv på flere H-udråb og kig med i Undertoners koncertanbefalinger til første del af marts.

Omsider er foråret her, og det kan mærkes (lidt) på temperaturen, antallet af soltimer og mængden af erantis. En udmærket ledsager at træde ind i foråret med, er amerikanske Christopher Owens, der gerne tager dig med i aften, lørdag den 2. marts, i Jazzhouse i København sammen med sit syv mand store orkester. Christopher Owens udgør også den ene halvdel af indierockgruppen Girls, men er nu gået solo. Her har Owens skabt soloalbummet Lysandre, som med både fløjte og akustisk guitar er langt fra den musik, han ellers kreerer i Girls. Overordentligt passende for forårets første koncert, leveres aftenens opvarmning af The New Spring. Bag det yderst marts-velegnede alias er en vis Bastian Kallesøe, der sidste år udgav sit andet album, Secret Armor, med forårsklingende sangskrivning og guitarfingerspil.

Undertoner slipper Thulebasen ud af buret i anledning af vores 10 års fødselsdag.

I næste uge drager den gode trubadur, rockmusiker, poet og nu også elektromand, Peter Sommer, på en lille danmarksturné. For en måned siden udgav Sommer Alt forladt, der kredser om hans skilsmisse fra sangerinden Lise Westzynthius, der selv har skildret temaet på plade og live. Der er ingen tvivl om hvad klokken er slået på Sommers nye album, der åbnes med ordene: »Pænt goddag og pænt farvel / Det blev ikke os to alligevel«. Undertoners Durita Dybczak gav albummet fem U’er og skrev bl.a. om albummets styrker: »Det er stadig de hverdagsnære tekster bundet sammen som små klaser af poesi. For det er dér, Sommer for alvor kan trylle. Det er i teksterne, Sommers kunstneriske udtryk findes, uanset om det er singer/songwriter, rock eller elektronisk.« Hør albummet i liveudgave den 6. marts i Lille Vega i København, den 7. på Train i Aarhus, den 8. på Posten i Odense og den 9. i Studenterhuset i Aalborg. Koncerten i Vega er udsolgt (Peter Sommer vender tilbage til Vega i maj), men de øvrige koncerter kan man stadig få billet til.

Også den unge, danske trio Ice Cream Cathedral er i de dage på en lille turné i Danmark. Drømmepop-, shoegaze- og spacepop-gruppen udgiver debutalbummet The Drowsy Kingdom på mandag, som de fortæller om i Undertoners interview med bandet. Torsdag den 7. marts kan du opleve dem i Musikcaféen i Huset i København, den 8. spiller de i URT-Huset i Thisted, den 9.  kan du opleve dem på 1000Fryd i Aalborg, inden de slutter runden af med en koncert på Radar i Aarhus den 15. marts. Efter det får den fremadstormende trio travlt med en række opvarmningskoncerter på tour med Fallulah.

Man kan faktisk godt feste om søndagen. I hvert fald sådan lidt. Hvis du er til hophop med electrobeats og seje damer, så skal du overveje at tjekke den cool, kvindelige rapper Iggy Azalea ud og feste med hende søndag den 10. marts, hvor hun giver koncert i Lille Vega. Den 22-årige Azaleas debutalbum The New Classic er lige på trapperne, men du kan lære den australske rapper med den lyse hestehale at kende på eksempelvis “My World”.

Torsdag den 14. marts fejrer dit yndlingsmusikmagasin Undertoner fødselsdag! 10-års endda, så vi taler om jubilæum, rund fødselsdag, et helt årtis musikdækning med frivillige skribenter og hele molevitten. Det fejrer vi naturligvis med noget god musik. Derfor byder Undertoner indenfor på Beta til punchbowle, fødselsdagskage, Undertoners tidligere chefredaktører som dj’s – og koncert med de to danske bands Thulebasen og Ocean View. Thulebasens to psych/støjrock-album har Undertoners anmeldere været meget vilde med; det gælder både Guitar Wand fra 2008 og Gate 5 fra 2011, som redaktionen også kårede som det års bedste danske album. Ocean View er derimod et nyere bekendtskab, der med deres sikre postpunk er på vej frem. Læs mere om fødselsdagen og koncerterne – og vind billetter til aftenen lige her.

Se datoer på flere anbefalede koncerter i Undertoners koncertkalender.

Deltag i debat