Plader

Mogwai: Les Revenants

Skrevet af Andreas Overgaard

Mogwais andet forsøg på et soundtrack er noget mere vellykket end det første, og dette har resultatet i en plade, der både excellerer som baggrundsmusik til en ensom fredag aften, men samtidig også er interessant og detaljeret nok til faktisk at være værd for alvor at dykke ned i.

At skrive et soundtrack til et visuelt medie er om noget et ideelt job for et postrockband. Explosions in the Sky bidrog med et smukt og velfungerende lydbillede til Friday Night Lights tilbage i 2004, og de skotske postrockkoryfæer Mogwai leverede i 2006 lyd til en dokumentarfilm om Zinedine Zidane. Det resulterede ikke helt i den samme succes, men var heller ikke uden potentiale. Pladen beviste, at bandet sagtens kunne levere mere intim og rolig musik end den bombastiske og kraftige postrock, man var vant til fra den kant.

Ligesom på Zidane – A 21st Century Portrait er det da også en noget mere nedbarberet og mindre voluminøs udgave af Mogwai, man får serveret på Les Revenants. Over hele denne plade er de enkle, roligt foruroligende melodier i fokus. Lydbilledet domineres primært af et ensomt, hjemsøgende klaver, der med langsomme og melankolske melodilinjer ikke er lang tid om at skabe et æterisk lydbillede. Allerbedst lykkes det med “Kill Jester”, som nærmest lyder som en piano/tromme-duet, der på den mest elegante vis bakkes op af lette cellostrøg. De tilføjer tyngde og dybde til lydbilledet sammen med den lettere tilbageholdende bas.

Dette er på én og samme tid forfriskende og sært, da jeg personligt altid har syntes bedst om Mogwai, når støjen var i højsædet, og kvintettens vekslen mellem det stille og det larmende byggede op til eksplosive crescendoer. Det forfriskende element viser sig dog ved, at der er noget dragende ved de stille og stemningsfulde sange, der, selv om de ikke er så opmærksomhedskrævende, stadig formår at fremkalde den ønskede patos.

Hvor Zidane – A 21st Century Portrait var et ganske glimrende akkompagnement til selve filmen, var soundtracket alene ikke karakterfuldt nok til at fungere som et decideret lyttealbum. Enten har Mogwai besluttet sig for at gøre om på dette, eller også er Mogwai og franske zombier bare en langt bedre kombination end Mogwai og fransk fodbold. Om end bandet stadig går lidt i tomgang i en sang som “Relative Hysteria”, som har et alt for vankelmodigt og uinteressant tema, har bandet også en reel overraskelse i form af “What Are They Doing in Heaven Today?”, et Washington Phillips-cover ovre i den mere country-folkede afdeling, hvor Stuart Braithwaite leverer en overraskende kompetent vokal.

I modsætning til store dele af Mogwais bagkatalog er Les Revenants på ingen måde udfordrende. Pladen giver associationer til en mere organisk udgave af et Trent Reznor & Atticus Ross-soundtrack, der ligeledes kan lyttes til uafhængigt af sit reelle formål. Resultatet er en plade, der både fungerer som baggrundsmusik til en ensom fredag aften og også er interessant og detaljeret nok til faktisk at være værd for alvor at dykke ned i.

★★★★☆☆

Deltag i debat