Plader

Nick Cave and the Bad Seeds: Push the Sky Away

Skrevet af Pladeklubben

Push the Sky Away synger Nick Cave som en mand på sammenbruddets yderste rand. Derude må han gerne blive …

»The trouble was, she had a little black book / And my name was written on every page.«

Man bliver så vidunderligt trist af det her.

Push the Sky Away lyder Nick Cave i helt vanlig stil som soundtracket til en vanvittig sigøjnermusical om kattekillinger med cancer, ormædte æbler og verdens undergang. Luk øjnene og lyt – det er svært ikke at se Nick for sig med fjæset smurt ind i teaterblod og dramatisk forrevet tøj helt ude på kanten af en mørk scene. Salen fuld af følelser. Stemmen fuld af drama. Men uden at det bliver plat eller patetisk, for i Caveland er vi alle elendige og forfaldne til den patos, han smører ud over os.

»You grow old / and you grow cold.«

Cave er som den dekadente præst med alkoholproblemer og natlige møder med degnens datter (eller er det degnen selv?) og et skurrende skyldkompleks over for sin Gud. Han har altid refereret meget til religion og spiritualitet sammen med begreber som skyld, synd og straf. Og altid har det været med solidt afsæt i skyldnerens og synderens perspektiv. Cave er sort i syn og sind, selv når hans melodier på overfladen er lette og lyse. Og det er de på Push the Sky Away, der markerer en voldsom kontrast til de seneste, tungere udgivelser fra Caves hånd. Ikke mindst i forhold til Dig, Lazarus, Dig!!! og Grindermanpladerne er Push the Sky Away florlet og strejfer øret med let instrumentering og fine, slebne melodier.

Albummet lægger ud med nummeret med den internette titel “We No Who U R”, der med en underspillet tristesse slår pladen an og bedyrer, at »We know who you are / and we know where you live / and we know there’s no need to forgive.«

Og sådan bliver det ved. Push the Sky Away lyder som en sommereng i solskin. Og man opdager først ved nærmere eftersyn, at alle blomsterne er rådne, påskelammet slagtet og hængt op i bagbenene, og at landsbypigerne med døde øjne kaster sig i glædesløs grams på vanlig Cave-vis:

»They take apart their bodies like toys for the local boys.«

Push the Sky Away er en plade, hvor der er skruet helt ned for tempo og lyd og til gengæld er overladt enorme mængder plads til stemninger og billeder og nogle af de smukkeste passager i Nick Caves diskografi. Lyt blot til omkvædet i “Mermaids”, og sig så ærligt, at du kan holde tårerne tilbage. Løgnhals! Samtidig slipper dysterheden aldrig taget, og balanceøvelsen lykkes helt formidabelt på Push the Sky Away.

»They’ve dismantled the fun fair, and they’ve shut down the rides / They’ve hung the mermaids from the streetlights by their hair.«

I en alder af 55 står Nick Cave stadig på randen af graven i sin lyd, men er absolut ikke på randen af pension. Og hvor The Bad Seeds tidligere mere var et kompetent backingband til druk- og dødspoeten Nick Cave, der hulkede løs om Gud, sex og undergang med blodet dryppende ned i pianoets tangenter, er de to på det seneste smeltet mere og mere sammen til en enhed, et band, frem for at være en mand og hans støttegruppe. Det sker ikke mindst i kraft af Warren Ellis, som spiller en større og større rolle på flere af Caves projekter – på lærred, scene og plade.

»I got love in my tummy and a tiny little pain / and a ten ton catastrophe on a 60 pound chain.«

Man kan på Push the Sky Away godt savne noget af den vildskab, der har kendetegnet tidligere Cave-udgivelser og ikke mindst Grinderman-projektet. Den galskab, råben og skrigende guitarer, der er så forløsende en kontrast til den smukke elendighed, som kendetegner så meget af Nick Caves musik. Ligesom “Where the Wild Roses Grow” kun bliver endnu smukkere af at være i selskab med “Stagger Lee” på Murder Ballads, kunne man savne noget rabalder på Push the Sky Away. Lidt malurt i bægeret til at give det hele en bitter kant.

På sin vis kan det lyde, som om Push the Sky Away er første kapitel i en serie, hvis efterfølgende udgivelser vil bidrage med andre indtryk; at den er et formidabelt forspil i en række af plader, hvor der på de næste bliver lukket lidt mere op for det beskidte og aggressive, og hvor udgivelserne ikke kun vil være enkeltstående værker, men også indgå i en helhed – i stil med dobbeltalbummet The Lyre of Orpheus/Abattoir Blues, der spiller fremragende på denne dobbelthed mellem det fine, det stille og det vrede og larmende. På samme måde ville Push the Sky Away have godt af en antiplade, et modstykke. Det kan være, det kommer. Man kan jo håbe.

Indtil videre varmer vi os ved, at Push the Sky Away er en Nick Cave-udgivelse, der lægger sig helt i toppen af hans allerede imponerende katalog.

»All the clocks have stopped in Memphis now.«

Mads:

★★★★★☆

Bertel:

★★★★★☆

Deltag i debat