Plader

Nightlands: Oak Island

1970’erne står for mange som en ikonisk periode for musikken, og Nightlands henter tyk inspiration i periodens synth-lyd. Når det bliver for nostalgisk, bliver det kliché, men når musikken bliver mere unik er det et interessant møde mellem moderne og klassiske lyde.

Til de fleste pladeudgivelser hører en pressemeddelelse. De fleste af disse indeholder en længere pseudopoetisk smøre om pladens mål, midler, historier, inspirationskilder og ikke mindst en masse billeder på, hvad vi egentlig hører, når pladen sættes på.

Hvis jeg læser dem, gør jeg det, først når jeg har hørt pladen et par gange. Først og fremmest for at få et, skal vi kalde det ”rent”, indtryk af musikken. Men ikke mindst fordi pladeselskabets pressemaskine let formår at gøre musikken komisk i kraft af beskrivelserne.

Hvorfor nævner jeg dette? Da jeg læste presseskrivelsen til Dave Hartley alias Nightlands’ plade, Oak Island, var der et stykke, der hang ved: ”The elegant, lunar bossa-nova of album standout “So Far So Long” with its distant trumpeted satellite signals, offers a slow, confident lilting and wilting, as Hartley considers traversing space and time.”

Jeg forstår det slet og ret ikke. Jeg kan sikkert godt få det til at passe, med en smule god vilje, men alligevel var der et par ord, der hang ved: fjern og satellit.

Numrene skifter mellem at være nogle flydende lavtemposange – der får mig til at lede tankerne hen på Bowies “Space Oddity”, hvilket især gælder “You’re My Baby”, der også starter blidt for så at eksplodere lidt over halvvejs – og alt sammen med en fjern, futuristisk vibe, som er meget klassisk (og efterhånden en smule paradoksalt) for Nightlands’ inspirationskilde: 70’erne.

Den tykt effektlagte vokal fylder det meste af lydbilledet, og denne tilbagelænede stil, hvor musikken mest af alt flyder sammen i synths, elektroniske trommer og blød bas, præger godt halvdelen af numrene på pladen. De er behagelige, men det er ikke ørehængere eller nyskabelser.

Selv spørger pladeselskabet retorisk, om det giver mere mand eller mere melankoli, når man kører vokalen gennem effektmaskinen, og lægger lag på lag af vokal, hvilket Hartley har gjort i stor stil.
Det giver melankoli, på samme måde som hjerte/smerte er et godt rim: Nuvel, det er to ting, der passer rigtig godt sammen, og måske netop derfor er det blevet kliché. Giver det mere mand? Kvantitativt gør det vel, flere lag vokal giver jo mere vokal, men det giver vel nærmere mindre af Dave Hartleys udtryk, da han drukner i sig selv. I mine ører er effekt-missionen fejlslagen.

Anderledes interessant er pladens mere tempofyldte numre. Specielt “Nico”, der med en helt og aldeles effektløs guitar slår de første akkorder an, men hurtigt sætter af i et virvar af kor og vokal – et nummer, der er behageligt i kraft af føromtalte effekter, uden at det bliver kliché eller taber energien.

Hvor de stille numre er lette at glemme, er der langt mere at lytte efter her. “Rolling Down the Hill” sætter tempoet højt fra starten af og udtrykker nærmest det momentum, som netop et rullende objekt samler på vej ned ad en skrænt. Intensiteten stiger, og forskellige små effekter gæster de trommer, der driver sangen fremad. Hen mod slutningen kommer nummeret nærmest til at minde om soundtracket til et 90’er-computerspil med sine bip-bip-effekter – en anderledes og overraskende drejning, der bringer et smil på læberne og gør nummeret et genhør værd.

Min konklusion bringer mig tilbage til de to ord: fjern og satellit. På den ene side inspireres pladen åbenlyst af en efterhånden fjern tid; ikke mere fjern, end at mange mennesker kan huske den, men dog stadig så fjern, at det kun er de virkelig gode sange, der endnu hænger ved. Set i dét perspektiv er Nightlands’ numre middelmådige. De ville måske have haft mere succes i den tid, de trækker på.

Men samtidig er der noget moderne over pladen – i de tempofyldte numre, der som en satellit farer af sted i kredsløb om jorden. Tilpas med effekter, der gør, at man får denne rum-association, men ikke uden en modernitet, der sikrer, at vi ikke falder i en ren 70’er-fælde.

Måske vil en person, der oplevede de musikalske 70’ere, høre pladen helt anderledes. Hvis du er den person, så skriv endelig i kommentarfeltet.

★★★½☆☆

Om skribenten

Mads Simon Hestbech

 
Biografi:
Historien om musikken og mig starter som så mange andres med en far og en pladesamling. Den pladesamling indeholder bl.a. The Wall, A Whiter Shade of Pale, A Night at the Opera... listen fortsætter. Derudover blev jeg som seks-årig sat ned foran en klaverlærer, da jeg havde en tendens til at tæve på tangenterne i dagligstuens ældre model af slagsen, altså klaver, ikke lærer. Hvis jeg absolut skulle banke hæmningsløst på de hvide og sorte tangenter, kunne jeg lige så godt lære at gøre det ordentligt. Efter seks år med polske lærerinder og en søster, der bag lukkede døre hørte alt fra grungerock til 90'er-pop, besluttede jeg mig for at sparke klaverstolen væk og udskifte den med en six string, færre nodepapirer og flere armbevægelser. Interessen udviklede sig så senere over til den firestrengende, og jeg forsøger nu at vedligeholde min passion for begge instrumenter. Da jeg så samtidigt elsker at skrive, kulminerede det i en ansøgning til Undertoner.dk, der har givet mig mulighed for at videreformidle mine tanker om musik.
Ud over det læser jeg journalistisk på Danmarks Journalisthøjskole, hvor min praktiktid afsones på DRs kulturredaktion, hvor jeg bl.a. har lavet Smagsdommerne, "Musik i Virkeligheden" og Kulturnyt.
 
Fem favoritalbum:
Pink Floyd: Dark Side of the Moon
The Crooked Spoke: The One You Left Behind
The Decemberists: Crane Wife
Electric Light Orchestra: A New World Record
Tool: Lateralus

Skriv et svar

boeger