Plader

Nikolas: Kettleboy/He-man

Skrevet af Anna Møller

Escho-navnet Nikolas spillede en særdeles medrivende koncert på Sejerø Festival 2011 og har nu udgivet Kettleboy/He-man på kassettebånd i 100 eksemplarer. Det er smalt, og det er godt.

I august 2011 kunne man på den første Sejerø Festival evah opleve Nikolas aka forfatter (til bl.a. Grønflammebogen) og musiker Anders Jørgen Mogensen fra Escho-bandet KloAK og Alle Med Balloner og Terrasser smide vokalmanipulationer og ødelagte effekter ud mod de beduggede modtagere. Anders Jørgen Mogensen fik effekt- og vokalhjælp fra Nis Bysted og Niels Kristian Eriksen fra Thulebasen, og det lyder, som om de ligeledes optræder her og der på kassettebåndet Kettleboy/He-man, der efter lidt ventetid er havnet i Undertoners turban. »Kassettebånd«, siger du sikkert, »sikke et spændende format, fortæl mig mere om det.«

Jo, altså. Udgivelser på vinyl er de seneste 10 års tid or so jo blevet flere og flere. Forkærligheden for det ældre format er vel sket som en reaktion på mp3-formater, lydlig overproduktion og generel loudness war i musikbranchen, og det større, dyrere og umiddelbart mere besværlige udgivelsesformat er sammen med downloadkoder til wav- og til nøds mp3-filer blevet de naturlige formater for mange musikere. Og nu er de her kassettebåndsudgivelser så begyndt at florere især i undergrundsmiljøerne. Og hvorfor så udgive på kassettebånd? Det er billigt – Nikolas’ Kettleboy/He-man koster således sølle 30 kroner – og det er et nemt medie at optage på. Har jeg hørt.

Det magnetiske medie har måske også en rent lydlig fordel frem for optiske medier som cd’en – det ved jeg ikke noget synderligt om. Men hvis kassettebånds-udgivelser fortsætter, så er der uden tvivl ikke langt til, at man begynder at tale om fordelene ved Ferro-Chrome og Metal frem for de almindelige Ferro og ender ude i hang til spolebånd og andre sygelige tilbøjeligheder. Et par ting har kassettebånd og vinyler i hvert fald til fælles: De er megabesværlige for lytteren, der skal vende båndet eller pladen ofte og har svært ved at vide, hvilket nummer man er kommet til, og de tilbyder samtidig en slags bid af en verden, man som lytter næsten med sikkerhed har et forhold til fra sin spæde barndom. Der er altså et vist nostalgisk element i formatet.

Okay, nok om formater, det skulle bare ud. Kassettebånd. Wow.

Da Nikolas spillede på Sejerø Festival, var der en næsten stamme-lignende følelse blandt publikum. Vi stod i en cirkel omkring musikerne, der oversvømmede os med tranceskabende gentagelser, skingre vokalloops og på en og samme tid uforståelige og fuldstændig besættende stykker af støj. Det er nogenlunde det samme, man kan forvente sig af Kettleboy/He-man, om end det er en anelse sværere at genskabe Sejerø-stemningen hjemme på dagligstuens båndoptager.

Selv beskriver Escho Nikolas‘ udgivelse således på selskabets hjemmeside: »Nikolas er kvælende hænder i et andet århundrede, en bong der ryger et dansende menneske, et øje kasseret, megareksi med smag af præsperm, synthesizerens sliben på en luftballons knækkede tænder, et stort hul i kinden som hvedeklid, jord skovlet af orange indavlsafkom, måske en musikalsk tunge sat til at slikke så voldsomt, at tiden transformeres til det absolutte nulpunkts tinnitus, den dag instrumenterne brækker sig på tonernes umenneskelige sjæl. Nikolas er Narkolars.«

Narkolars, vildt nok. Megareksi er i øvrigt en ikke helt anerkendt sygdom, der er karakteriseret ved et ønske om at få en fyldigere og større krop. Som He-Man. Mmm, He-Man.

Nikolas har to numre, der hedder “He-Man”. Ét på hver af de 30 minutter lange kassettesider, A og B. De er omkranset af to gange “Kettleboy” – damptogstrance-lignende stykker, hvor et tramperbeat fortsætter sideløbende med udsyrede og uigennemskuelige vokalmanipulationer, der strækker sig i lyse rumklange hen over de mørke rytmer. Eller måske er det “He-Man”-numrene, der pumper af sted. Jeg er rundtosset. Det er sikkert meningen. Det er ret fedt.

★★★★½☆

Deltag i debat