Plader

Pissed Jeans: Honeys

Skrevet af Jonas Sørensen

Pissed Jeans’ Honeys er en bundsolid omgang punk, der ikke er voldsomt nyskabende, men formår at have nok individuel charme til alligevel at være en ganske god og interessant plade.

Der er et strålende øjeblik i dokumentaren “American Hardcore”, hvor Keith Morris (Black Flag, Circle Jerks, Off!) beskriver grundideen bag hardcore punk, og de første linjer ville være en passende beskrivelse af det overordnede billede som Pissed Jeans skaber på deres fjerde album, Honeys: »I’m working Monday through Friday, here comes Friday night and I’m just gonna go off. I hate my boss, I hate the people that I work with«.

Det er måske i virkeligheden en oversimplificering. På bunden er albummet et produkt af 30-årige folk, der prøver at tilpasse sig voksenlivet. I de 35 minutter, pladen varer, bombarderes lytteren med tung og støjende guitar, der ledes af Matt Korvettes vokal, som på Honeys dog synes at have mistet noget af sin oprindelige slagkraft.

Åbneren ”Bathroom Laughter” er energisk, hurtig punksmadder, der minder om et betydeligt mere støjende Black Flag-nummer, som meget fint slår pladens tone an. Nummeret beskriver en situation, hvor gråd ikke formår at vække nogen sympati, men kun irritation, følelsen af manglende overskud og komplet apati – sandsynligvis i det kontormiljø, hvor Korvette arbejder.

Disse omgivelser går igen flere steder på pladen, som det høres på et af højdepunkterne, “Cafeteria Food”, hvor hovedpersonen sidder i sin kontorkabine og dagdrømmer om kollegernes død. Hele nummeret leveres med en slags tilbagelænet rolighed; bassen dunker stille og roligt fremad, trommerne understøtter på gulvtammen, og man sidder og småfniser af hele fortællingen og især sætninger som »Go ahead, you can use the microwave / it’s an excellent kitchen tool«. Korvette formår at mestre leveringen, så man nemt forestiller sig ham sidde i sin kontorkasse og skule.

På nummeret “Male Gaze” diskuteres sexchikane på arbejdspladsen, mens guitaren bevæger sig ud i et sumpet riff, der minder mest af alt om sludge metal. “Cathouse” drejer sig om katteallergi, “Health Plan” omhandler lægebesøg (eller mangel på samme), “You’re Different (In Person)” beskæftiger sig med online-dating. Det er en meget specifik lyttergruppe, Honeys henvender sig til, og jeg kan ikke komme i tanke om anden musik, der er så rodfæstet i det jordnære ved voksentilværelsen.

Det strålende i det ligger så i, at det lykkes Korvette at ramme et punkt, hvor jeg nærmest vil betragte det som universelt. Lyrikken er rodfæstet i trivialiteter i voksenlivet, men det overordnede tematiske billede af knusende monotoni, tilfældigt had og apati formår stadig at forekomme relevant for mig, en 19-årig, der aldrig har haft fuldtidsarbejde. Kontormiljøet danner blot en ramme, som så bruges til at belyse diverse aspekter af en meningsløs eksistens.

Det ærgerlige er, at det rent musikalsk ikke er så interessant. Det er ikke forfærdeligt, og der er nogle bundsolide riff til stede, men Honeys er ikke det mest forfriskende, jeg har hørt. Lynhurtigt kan man pege på åbenlyse inspirationskilder, men det er trods alt punk, og det er, hvad man må forvente. Det er ikke engang, fordi problemet er variation, for Pissed Jeans formår at beherske en god bunke undergenrer fint, men der synes bare at mangle noget kant. Det bliver ikke bedre af, at det nok er deres mindst støjende plade til dato.

I sidste ende er Honeys dog et godt album, og jeg kan finde meget lidt at klage over. Samtidig er der bare desværre meget lidt, der virkelig får lytteren op af stolen, og enkelte numre kunne nærmest betragtes som fyld. Men når det kommer til stykket, er det en solid plade, der formår at indeholde personlighed (primært gennem Korvettes lyrik) og numre nok, som jeg rent faktisk synes vældigt godt om, så det ikke blot er endnu et forglemmeligt album.

★★★★☆☆

Lyt til “Bathroom Laughter”:
[audio:http://assets4.subpop.com/assets/audio/12959.mp3]

Lyt til “Cathouse”:
[audio:http://assets4.subpop.com/assets/audio/12958.mp3]

Leave a Reply