Plader

Rhye: Woman

Skrevet af Niklas Kiær

Med de to singler “Open” og “The Fall” samt en god portion hemmelighedskræmmeri og kønsforvirring har Rhye formået at skabe en solid buzz op til deres debutudgivelse. Og også på Woman kæler lydbølgerne sensuelt for hinanden – i en sådan grad, at det hist og her bliver lige rigeligt blidt og inderligt.

En af de mest effektive og mest brugte former for markedsføring i dag er mystik. I et mediebillede, hvor blogs og hjemmesider kæmper om at afsløre “den nye” kunstner, giver det ekstra point at kunne løse et mysterie om kunstneres identitet og baggrund. Det blev set, da Complex fandt Earl Sweatshirt på Samoa, og senest da Flying Lotus blev afsløret som Captain Murphy. Projektet Rhye fik sidste efterår kæmpestor opmærksomhed med de to singler “Open” og “The Fall”, og der gik ikke ret længe, før det kunne afsløres, at personerne bag var canadiske Mike Milosh og danske Robin Hannibal, kendt fra Quadron og Boom Clap Bachelors.

Inden afsløringen var der dog bred forvirring omkring sangerens køn, og det er da heller ikke helt tilfældigt, at flere medier var overbevist om, at Milosh var en ung sangerinde, da stemmen flere gange på Rhyes debutalbum, Woman, bliver kørt ud på et sart og ultrafeminint overdrev. Dette aspekt bliver yderligere forlænget af Rhyes covers til såvel singlerne som selve pladen, der har kvindekroppen som motiv. Måske endnu et led i den leg med identitet, som Rhyes omtale blev skabt på?

Duoen forfører sig vej gennem pladen med det ene inderlige og fløjlsbløde sengekantsnummer efter det andet. Milosh hvisker sig gennem numrene som en fransk femme fatale, mens Hannibals beats er funky, men aldrig up-tempo nok til at starte en fest. I stedet er albummet skræddersyet baggrundsmusik til et ømt øjeblik et kærestepar imellem eller et øjebliks fælles øjenkontakt hos et par, der med Woman som tema først lige er begyndt at lære hinanden at kende. Rhye er sex, kærlighed og ømhed båret gennem luften i lydsvingninger, der formentlig også elsker intimt på vej ind i lytterens ører. Bedst fungerer de to singler, men også i “Verse”, “One of Those Summer Days” og “Shed Some Blood” går de de sensuelle rytmer og funky små guitarriffs godt i spænd med vokalens kalden.

På trods af den succesfulde intime stemning er Woman i sidste ende en smule kedeligt. Isolerer du numrene hver for sig, er ingen af dem dårlige, om end disco-stemningen i “Hunger” ikke fænger – men som helhed sker der ikke nok. Der mangler lidt flere eksperimenter med rytmerne, måske et enkelt nummer, hvor Milosh ikke lyder kastreret, eller en gæsteoptræden, der kunne skabe noget dynamik. Med projektets androgyne natur in mente er det lidt ironisk, at den største hage ved projektet er, at det hele føles en smule kønsløst.

Med Rhye har de Hannibal og Milosh formået at skabe en “slow jam”-plade for indie-elskere. Til tider viser albummet et potentiale for stort anlagt og smukke kærlighedssange, og med udgivelsen af Woman bliver der helt sikkert brugt et par ekstra timer i soveværelset i de første uger af marts. På længere sigt mangler albummet pondus for at holde interessen, men indtil da vil jeg anbefale unge par at tage en sjæler til pladen.

★★★★☆☆

Deltag i debat