Koncerter

Steven Wilson, 19.03.13, Store Vega, København

Foto: Naki Kouyioumtzis
Skrevet af Jonas Hjortdal

Kaptajn Wilson og besætning styrede Store Vega sikkert igennem et mindeværdigt psykedelisk trip.

Foto: Naki Kouyioumtzis

Med tre stærke soloalbum i bagagen og et solidt liveshow i Amager Bio sidste år i frisk erindring var det svært ikke at have visse forventninger, da Steven Wilson flankeret af et fem mand stort band indtog scenen tirsdag aften i Store Vega. Forud var gået en halv time med en film med artworket til det seneste album The Raven That Refused to Sing (and Other Stories). En seance, der i al sin enkelthed bestod af månen fra albummets cover, der fortrak sig i skiftende smertefulde grimasser, mens skyerne gled forbi. Og en seance, der nok ville have vundet på en mere dæmpet belysning.

Setuppet er på denne europaturné siddekoncerter, hvilket måske bragte bange anelser til den (store) del af publikum, der så ud til at have fulgt Wilson fra tiden i Porcupine Tree og havde håbet på andet og mere end en intimkoncert. De bange anelser blev dog gjort til skamme fra start, da de første slag blev slået til åbneren fra det seneste album, “Luminol”. I løbet af de 12 minutter fik vi en forsmag på den musikalske syvretters menu, der var linet op for os.

Velklingende disharmonier, Hendrix-soloer og tunge riffs i det evige virvar af tempo- og genreskift, der kendetegner den 25 år lange karriere for hyperperfektionisten Wilson, der selv sad med ryggen til bandet ved keyboardet og sigende svingede dirigentstokken i form af en pegefinger over venstre skulder. Når man endelig følte, at man var ved at komme på omgangshøjde, så blev 4/4-takten for en kort bemærkning brudt af Marco Minnemann på trommerne.

Netop at holde styr på medspillerne er den måske vigtigste opgave med et bagkatalog, der med sin radikale legesyge og musikalske eventyrlyst balancerer på en knivsæg mellem genialitet og galskab. Anført af en barfodet Wilson blev vi dog ført ud på et psykedelisk trip af de helt store og en genre-sightseeing, der levede op til den noget stejle billetpris på 350 kroner.

Det ene øjeblik på “Drive Home” bliver en indledende rundgang med mindelser til irsk folkemusik afløst af soundtracket til en middagsforestilling på en jazzklub med klarinet og fløjte. Det næste er man til intimkoncert som for eksempel til popperlen fra Grace for Drowning, “Postcard”, som Wilson næsten undskyldende får introduceret med at påpege, at radiovenlige popskæringer jo ellers ikke lige er hans specialitet. Allerede her havde en fyr fra de forreste rækker luret, hvilket nummer der var på vej, hvortil Wilson kvitterede med et knastørt britisk »smartass«. Og netop som man så er ved at blive lullet i søvn og paraderne er sænket, så falder hammeren: Bang. Ud af det blå brydes lydmuren af en tonstung guitar, og Wilson hæver armene, så han med de bare fødder og det lange, uregerlige hår står badet i blåt som en silhouet.

Der var sågar passager undervejs – som mod udgangen af “The Holy Drinker” – klare nu metal-inspirationer på riffs, der måske er hevet med over sundet fra den nylige koncert i Stockholm. I midten af den næsten to en halv time lange opvisning gik gassen dog for en kort periode af ballonen efter “Deform to Form a Star”. Her kom et lærred ned foran scenen, hvor der blev kørt en introvideo til “The Watchmaker”. I videoen fangede Wilson på fornem vis billedet af de sjæleløse mennesker, der befolker Wilsons tekstuniverser.

I sin tid med hjertebarnet Porcupine Tree var det som om, at Wilson ikke for alvor kunne beslutte sig for, om han skulle lave omfavnende stadionrock eller avantgarde. Et billede, der måske står stærkest på ep’en Fear of a Blank Planet, der var den sidste skive inden solodebuten på Insurgentes. Herfra fik vi åbningsnummeret “Harmony Korine”, der lægger sig i en klar forlængelse af førnævnte ep. Herfra virker hele solokarrieren som en lang søgen væk fra stadionformatet, hvorfor de snørklede, kvarterlange opbygninger nu virker langt mere harmoniske og mindre forcerede end for eksempel “Anesthesize” fra Porcupine Tree.

Den morbide langspiller “Raider II” om en seriemorder var det måske bedste bevis på, hvor mange indtryk et enkelt nummer kan rumme, hvis opbygningen er rigtig. Fra den snigende opbygning, der mindre om lydsporet til en horrorfilm, over svulstige guitarstykker tilsat pusterum med fløjtespil, inden det hele lukkes af en trommesolo af en anden verden fra den fremragende Marco Minnemann, der heldigvis stadig var fuldt ud til stede i Vega, inden han forlader bandet inden US-touren.

Modspillet til det dystre lyd- og tekstunivers kom fra Steven Wilson i en befriende ironisk distance til det artsy setup i kontakten med det siddende publikum. Her skød han skylden på agenten, der åbenbart havde fundet det interessant. En vurdering, ikke mange i det feststemte publikum så ud til at dele. »Det føles lidt mærkeligt. Som at være den eneste fyr, der danser på diskoteket,« som Wilson selv udtrykte det med sin karakteristiske tørre humor. Den er formentlig et vigtigt våben, når man som Wilson skriver sig selv halvvejs i helvede, hver gang pennen rammer papiret.

Om det også var ironisk, da han til at starte med blev i tvivl om, hvorvidt han havde været i København før, vides ikke. Hvis ikke, så er det i hvert fald noget af en kuriøsitet, når nu danske Lasse Hoile er manden bag road movien til Wilsons Insurgentes. En film, hvor en stor del er optaget i netop Danmark.

Der blev lukket og slukket med ekstranummeret “Remainder the Black Dog”, der satte en grandiøs finale på et hæsblæsende show. Her viser Wilson igen sin sans for de små genistreger i en solo, hvor klarinetten går direkte over i guitaren, uden at man for alvor bemærker det.

At koncerten ikke kan svinges op i den fulde topkarakter skyldes en blanding af et lidt for fladt mellemstykke og begrænsningerne ved at have et siddende publikum, der ikke fik mulighed for til fulde at leve sig med på det psykedeliske Wilson-trip. Ikke desto mindre er det sjældent, man har seks så store musikalske begavelser samlet under samme tag i Vega, og derfor var det fuldt fortjent, at hele holdet en efter en blev kaldt op til Kaptajn Wilson til slut for at modtage velfortjente hyldester.

★★★★★☆

Deltag i debat