Plader

Steven Wilson: The Raven That Refused to Sing (and Other Stories)

Skrevet af Klaus Thodsen

Selvom det ikke når helt samme højder som sin forgænger, beviser Porcupine Trees Steven Wilson med sit nye soloudspil, hvorfor han er at betragte som en af de største inden for den progressive rock.

For halvandet år siden havde jeg fornøjelsen af at anmelde Steven Wilsons Grace for Drowning, der fik adskillige roser med på vejen. Så det var ikke uden forventninger, jeg gik i gang med denne plade, der har en meget tung arv af løfte fra sin forgænger.

Selvom The Raven That Refused to Sing (and Other Stories) kun beærer os med seks skæringer, løber den samlede spilletid op i omkring 50 minutter. Allerede her går denne plade fint i sine forgængeres fodspor og viser, hvad man kan forvente af Steven Wilson: Flere udflugter i det progressive rockunivers, som vi kender fra hans soloudgivelser, men nok mest af alt fra hans lange karriere med Porcupine Tree, der efterhånden strækker sig over mere end 20 år.

The Raven That Refused to Sing (and Other Stories) er en plade af den slags, det er svært at beskrive med få ord. Det hele er til tider komplet ustruktureret, samtidig med at det er perfekt afmålt ned til mindste detalje. Det mere end 12 minutter lange “Luminol” lægger fra land med et glimrende eksempel herpå. Det konstant skiftende udtryk og den næsten kaotiske sammenblanding af instrumenterne viser sig som en slags komprimeret forsmag på, hvad der er i vente på resten af albummet. Selvom det egentlig tiltrækker mig, må jeg indrømme, at jeg drager et lillebitte lettelsens suk, da nummeret efter ca. fire minutter falder til ro.

Den progressive rock, som vi møder i “Luminol”, bliver med noget større held stillet til skue i “The Holy Drinker”, der vil klinge bekendt i øregangene, hvis man husker “Sectarian” fra Wilsons forrige plade. Her bliver det kaotiske lydlandskab fra tidligere bredt ud over 10 minutter, hvilket i høj grad tjener nummeret til ære. Wilsons evne til at strikke et virkelig forførende stykke rockmusik sammen bliver her for alvor vist frem. Sat i en drømmende livagtig scene formår Wilson i løbet af dette ene nummer at komme rundt om flere stemninger og stilarter, end mange gør på et helt album.

På sin vis kan man sige, at The Raven That Refused to Sing (and Other Stories) er opdelt i to plader. Med de progrockede elementer med tårnhøj energi på den ene halvdel og de helt rolige og afslappede numre på den anden. De sidstnævnte rummer en langt mere melankolsk stemning, der forstærker Wilsons drømmende lyd. Et eksempel er titelnummeret, hvor guitarriffs og hvinende saxofoner får en pause, og stemningen smukt sættes af klaver og strygere alene.

Skønt den aldrig rigtig formår at feje benene helt væk under mig, lever The Raven That Refused to Sing (and Other Stories) bestemt op til arven fra både forgængeren og Wilsons imponerende diskografi i øvrigt.

★★★★☆☆

Deltag i debat