Plader

Thao & the Get Down Stay Down: We the Common

Skrevet af Alex Nørregaard

Et mere modent Thao & the Get Down Stay Down giver sig på deres seneste udspil i kast med mere seriøse emner. Vel at mærke, uden at det går ud over gruppens energiske udtryk og fine fornemmelse for catchy indiepop.

I første ombæring kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvilken betydning de senere års finanskrise har haft for Thao & the Get Down Stay Downs seneste udspil, der bærer titlen We the Common. Når krisen kradser, så har vi det med at få øjnene op for de ting, som står os nærmest. Frontkvinden Thao Nguyen siger selv om albummet, at »it is about wanting to be better and closer to people«. Det skorter således ikke på ambitionerne, men spørgsmålet er selvfølgelig, i hvor høj grad det lykkes.

Som på det foregående album er der ingen tvivl om, at det er Thao, der styrer slagets gang i Thao & the Get Down Stay Down. Bandbevidstheden er dog med tiden blevet udvidet, hvilket med al tydelighed viser sig i gruppens navn, hvor et lille, men vigtigt ‘&’ har erstattet ‘with’. Det kommer også til udtryk rent musikalsk, hvorfor det ikke kan betegnes som værende et ligegyldigt navneskift a la Santogold/Santigold. Nej, her betyder det noget.

Rent tekstmæssigt forsøger Thao at favne mere kollektive problemstillinger, hvilket bl.a. høres på den indledende “We the Common (for Valerie Bolden)“. Sangen er dedikeret til en kvinde, som Thao mødte i et kvindefængsel i Californien. Det personlige afsæt i kombination med nærmest politiske tekstbidder som »oh, how we the common do crack« fungerer godt og vidner om en mere moden tilgang til musikken.

Omvendt er den instrumentale del af gruppens udtryk fortsat legesygt og fyldt med energi. Så selv om teksterne ikke længere handler om sommer som på We Brave Bee Stings and All, er det svært ikke at smile og komme i godt humør.

Albummet bærer endvidere tydeligt præg af, at Thao de seneste år har brugt tiden på andre projekter, bl.a. sammen med Mirah på Thao & Mirah, der i øvrigt var produceret af Merrill Garbus (tUnE-yArDs). Det høres især ved, at de i alt 12 skæringer er stærkt varierede, uden at man som lytter taber den røde tråd. Selvom det hele vejen er indiepop, inddrager Thao og resten af slænget ubesværet elementer af bl.a. soul, folk og dancepunk. De forskellige genrekombinationer går alle fint i spænd med Thaos let skæve og charmerende stemme, der visse steder lyder som en mindre bidsk og mere venlig udgave af Karen O.

De forskellige blandinger doseres fint, men fungerer bedst, når de serveres med tempo og selvtillid. Således er bl.a. den sløve “The Day Long” samt den kedsommelige “Clouds for Brains” svære at skylle ned, men de formår heldigvis ikke at ødelægge helhedsindtrykket. Thao & the Get Down Stay Down holder et ganske solidt bundniveau og højdepunkterne overstråler da også de ovennævnte svipsere.

“The Feeling Kind” byder på soulinspirerede hornarrangementer og ELO-klingende klaver, mens den efterfølgende “Holy Roller” lystigt og enormt catchy vikler sig omkring Thaos signaturinstrument, banjoen. Midtvejs på pladen kigger Joanna Newsom forbi i den folk- og country-agtige “Kindness Be Conceived”, hvor de to sangerinders stemmer harmonerer fint og giver plads til hinanden. Anderledes går det for sig i “Every Body”, der både klinger af LCD Soundsystems “Dance Yrself Clean” samt noget af det mindre rockede fra You Say Party.

Variationen er stor, men der hersker aldrig tvivl om, at det er Thao & the Get Down Stay Down, man lytter til. Det ville i det store hele være forkert ligefrem at kalde We the Common eksperimenterende eller genreudfordrende. Gruppen udvider i stedet selvtillidsfuldt repertoiret, men fastholder stadigvæk den nærmest The Blow-agtige indiepoppede charme. Thao er blevet bedre, og selvom hun sammen med resten af gruppen ikke for alvor kommer helt tæt på lytteren, er det i hvert fald et skridt i den rigtige retning.

★★★★☆☆

Deltag i debat