Plader

Ulrich Schnauss: A Long Way to Fall

Skrevet af Jakob Lisbjerg

På sit første soloalbum i seks år lyder Ulrich Schnauss stort set, som han plejer. Det er rigtig godt, når han rammer plet med sin formel af lette beats og små melodier pakket ind i en dyne – lige til at putte sig under. Men det sker alt for sjældent på det lidt for lange album.

Der er gået godt seks år, siden Ulrich Schnauss sidst udgav et soloalbum, det jævne Goodbye. I mellemtiden har han fornøjet sig med at spille keyboard i Engineers og lave et par samarbejdsalbum, bl.a. med danske Manual.

Seks år er åbenbart ikke så meget i Schnauss’ univers – der er i hvert fald kun sket mindre ændringer i hans udtryk siden debuten Far Away Trains Passing By, som udkom i 2001. Her anede man hans kærlighed til shoegaze, som siden fik mere plads på de efterfølgende album til fordel for den tidstypiske Morr Music– og City Centre Offices-lyd.

Schnauss’ musik er stadig langt hen ad vejen solrig og uden undertoner af farlighed. Det hele glider forholdsvis ukompliceret af sted med brede penselstrøg af synth båret frem af trommemaskinen og kun med bassen som understøttende beat i bunden. Musikalsk malurt som krydderi findes simpelthen ikke i hr. Schnauss’ musiklaboratorium, og det bliver allerhøjst en smule melankolsk i f.eks. titelnummeret, der med sin enkelhed minder om britiske Mark Tranmer og hans output som GNAC, indtil det blide crescendo rejser sig.

Det sære ved Schnauss er, at selvom musikken aldrig når helt ind i hjertet og for alvor engagerer sin lytter, så er der hele tiden de små melodier, som holder lytteren fast. Man keder og hygger sig på én gang i selskab med Ulrich Schnauss. “A Forgotten Birthday” og “Like a Ghost in Your Own Life” er gode eksempler på, hvordan et Schnauss-nummer kan flyde derudaf på et fjerlet beat med en ekstrem venlig og iørefaldende melodi, der er tilpas kompleks i sin linjeføring og har tilstrækkeligt med forskellige melodistykker, til at det kan holde til mange gennemlytninger. Det er vitterligt to numre, som kunne stamme fra tidligt i Schnauss’ karriere, men det vidner også om, at han er en mand, der har en effektiv opskrift. Og i modsætning til andre numre på A Long Way to Fall kan de sagtens bære længden på over fem minutter.

I forhold til tyskerens tidligere plader kan der måske anes en smule mere fokus på trommeprogrammeringerne, som er mere komplekse i “I Take Comfort in Your Ignorance” eller den dubbede, lidt for lange “Broken Homes”, der har et sært break med anakronistisk, gregoriansk (?) korsang. Som på Goodbye er der enkelte vokaler på albummet, men på A Long Way to Fall fungerer de næsten aldrig som andet end et instrument, hvilket passer rigtig godt til udtrykket. Det gælder åbningsnummeret “Her and the Sea” og titelnummeret, hvor vokalen er en tynd hinde af diskant øverst i luftlaget af musik – endnu tyndere og finere end hos forbilledet Slowdive.

Lidt af den musikalske ånd, som præger Schnauss’ synth-virke på Engineers-albummet In Praise of More, kan også fornemmes i et nummer som “I Take Comfort in Your Ignorance”, hvor outroen har noget af bandets rockdrive. B-stykket i “The Weight of Darkening Skies” har lidt samme lyd, men er til gengæld meget gumpetungt. Tyngden på A Long Way to Fall rammer Schnauss godt og bedst i slutnummeret “A Ritual in Time and Death”, som har et herligt Jean Michel Jarre-inspireret mellemstykke og faktisk pumper en smule derudaf uden at blive alt for dansevenligt.

Når Schnauss’ musikalske output er bedst, er det intelligent easy-listening, der aldrig bliver kedeligt at lytte til. Den formel rammer han desværre lidt for få gange på A Long Way to Fall, som også af den grund med sin godt en times spilletid bliver det første Ulrich Schnauss-album, hvor man lidt glæder sig til, at det er færdigt.

★★★½☆☆

Deltag i debat