Plader

Unknown Mortal Orchestra: II

Unknown Mortal Orchestra blander alt det bedste fra slut-60’ernes psykedeliske rock, soul og pop på deres andet album og slipper af sted med det hele vejen til Woodstock – næsten.

Når man første gang læser bandets navn og lader øjnene glide videre hen på albummets omslag, kommer man hurtigt til at forvente en tungmetallisk omgang fra amerikanske Unknown Mortal Orchestra. Derfor bliver man alt efter smag enten skuffet eller glædeligt overrasket, når man hører, hvad bandet og coveret faktisk indeholder. Synderligt tungt er indholdet nemlig ikke, og på II tilhører Unknown Mortal Orchestra faktisk mere en tidsperiode end nogen bestemt genre. Bandet trækker nemlig inspiration fra så brede genrer som rock, soul og pop, men i modsætning til bandets selvbetitlede første album er det nærmest udelukkende, som genrerne tog sig ud i slutningen af 60’erne. Det er først og fremmest periodens psykedeliske tendenser, der skinner igennem, og det er nok også i den kontekst, vi skal forstå bandnavnet og billedet på omslaget af Janet Farrar, den britiske heks med sværdet.

Selv valget af effekter i indspilningen og den meget gennemførte produktion sender med sine dubbede vokaler og diskanttrommelyd bevidst lytteren 45 år tilbage i tiden. Og det er ikke noget skidt sted at befinde sig, når man er i selskab med Unknown Mortal Orchestra. Her kommer man nemlig samtidig indirekte i selskab med The Beatles i deres kreative storhedstid; man møder den funky soulfamilie Sly and the Family Stone såvel som mere eksperimentelle bands som Pink Floyd og Soft Machine i starten af deres karrierer, og man får endda lov at møde Jimi Hendrix i hans sidste leveår. Det er ikke ligefrem beskedne musikalske forbilleder, og havde Unknown Mortal Orchestra formået at manøvrere fuldstændig naturligt rundt mellem sine inspirationskilder, havde dette album været et øjeblikkeligt mesterværk, men helt så smidigt glider miksturen desværre ikke ned.

Det starter ellers umanerligt godt ud på ”From the Sun”, der med guitarens blide intromelodi og vokalen med flere forskellige slags rumklang fanger min opmærksomhed med det samme. Og da trommer og bas sparker ind efter første vers, er man midlertidigt hensat til Woodstock-festivalen anno 1969. Samtidig er den ironiske tekst, »I’m so lonely, but I can never quite reach the phone / I’m so lonely, I’ve gotta eat my popcorn all alone«, med sin udadvendte indadvendthed med til at tegne sindstilstanden for resten albummet, før en guitarsolo syrer ud i nummerets sidste fjerdedel.

Pladens anden skæring, ”Swim and Sleep (Like a Shark)”, som også er albummets første single, er hurtigt, men behageligt overstået med sine Motown-trommer og det spiselige guitarrefræn, og på andensinglen ”So Good At Being In Trouble” bliver retro-soul’en for alvor sluppet løs, som den også gør det hos bandet Sharon Jones and the Dap-Kings.

På ”One At A Time” kommer Hendrix-inspirationen for alvor frem i wah-effekten på guitaren og instrumenternes fælles anslag, og den efterfølgende ”The Opposite of Afternoon” er et af albummets højdepunkter. Bortset fra den avancerede basfigur kunne det med god vilje være et nummer fra The Beatles’ Revolver eller Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band. Nummeret slutter af med et sært lille sfærisk mellemspil, og herfra bliver albummet lidt mere frigjort og psykedelisk. Desværre begynder det også at gå lidt i tomgang, og det bliver sværere at holde koncentrationen i de lange instrumentalpassager, der virker ensformige snarere end stemningsopbyggende. Albummets anden halvdel er egentlig næsten lige så god som den meget solide første halvdel, men eftersom man har vænnet sig til det stilsikre lydbillede, begynder man at tørste efter lidt mere vokal og afveksling, gerne i form af egentlige c-stykker. Det gælder især på den rockede ”No Need For A Leader” og den syv minutter lange og sløve ”Monki”, der dog har en ganske fængende bro. Til gengæld fungerer det smukke, futuristiske mellemspil ”Dawn” som et kærkomment brud i sig selv, fordi det som det eneste på albummet ikke har den umiskendelige slut-60’er-lyd.

”Faded In The Morning” er albummets nok mest psykedeliske skæring, og Hendrix, Pink Floyd og Soft Machine melder sig i kulisserne. Men der mangler noget vildskab, nogle pludselige udsving og mere markante improvisationer for at leve op til legendernes bevidsthedsudvidende arv. Albummets tiende og sidste nummer, ”Secret Xtians”, kunne være komponeret af Paul McCartney i sit “soul-fulde” hjørne, og her finder man noget af den fokus på melodi, der mangler flere steder på albummet. Der skal stadigvæk skrues lidt op for funken for at leve op til forbillederne i Sly and the Family Stone.

Unknown Mortal Orchestras newzealandske bagmand, Ruban Nielson, har skrevet sangene, mens han turnerede med bandets første album, og et par ugers mere fokuseret sangskrivning kunne muligvis have gjort udtrykket på II lidt mere sammenhængende, ligesom et par dage mere i studiet kunne have fyldt nogle af albummets formmæssige tomrum ud. Men det er også en ualmindeligt ambitiøs sammenblanding af genrer og inspirationer, som Nielson har kastet sig ud i. En sammenblanding, som med stor sandsynlighed slet ikke kan lade sig gøre i praksis, men som i sin helhed når et imponerende stykke ad vejen, især sammenlignet med bandets endnu mere ustrukturerede debut. Er man normalt til mindst to af de nævnte inspirationskilder, er albummet mindst et par lyt værd, for man finder trods alt ikke mange nutidige bands, der leverer netop den vare så trofast og overbevisende som Unknown Mortal Orchestra.

★★★★☆☆

Deltag i debat