Plader

Vinnie Who: Midnight Special

Andet studiealbum fra den danske disco-sangskriver Vinnie Who har netop set dagens lys. Midnight Special er en lækker plade med stjernesingler til dansemusene, men desværre også med mange numre, der hurtigt ender i glemmebogen.

Discokuglen kaster små, runde pletter af lys rundt i det mørklagte lokale. Du står i hjørnet, suger G&T op gennem et neonpink sugerør og scanner intenst rummet efter hende den søde i gamacherne eller ham den flotte med højt hår og stonewashed jeans.

Er det mon Bee Gees, der synger smørtoner ud af stereoanlægget, mens du får associationer til din ungdoms discofester? Eller kunne det være discokongen Prince? Måske selveste M.J.?

I dette tilfælde: nej. Fyren, der i 2013 tager dig på nostalgitrip, er ikke gammel nok til at have oplevet andet end 80’er-temafester. Alligevel leverer han gennemført retrodisco med en sjælden stilsikkerhed og genreloyalitet. Det er smooth, og det er sjovt.

Det er selvfølgelig Vinnie Who, aliasset for den unge Niels Bagge, vi taler om. Og når jeg skriver ”selvfølgelig”, er det, fordi det bestemt ikke er første gang, den spinkle fyr spiller op til dans. Allerede i 2010 var Vinnie Who talk of the town med pladen Then I Met You og i særdeleshed singlerne “What You Got Is Mine” og “Remedy”.

Nu er vi så nået til Midnight Special, som er Vinnie Whos anden plade, og heller ikke her får vi lov at være bænkevarmere i mere end et splitsekund. »I don’t really care about morning light,« synger Bagge i åbningsnummeret “The Wiggle” som en opfordring til alle om bare at have en real good time. Så er tonen ligesom slået an.

Var du helt tosset med Then I Met You, er der gode chancer for, at toeren også vil falde i din smag. Der er nemlig ikke lavet skelsættende ændringer i Vinnie Whos opskrift på discohits. Kedeligt, vil nogle måske indvende. Men helt ærligt, den virker jo tilsyneladende.

Midnight Special er på mange måder en gennemført udgivelse. Pladen er lækker at lytte til, discostilen holder hele pladen igennem, og det virker befriende, at musikkens eneste egentlige ambition er at flytte nogle dansefødder og at få hovedet til at slippe alle tunge tanker for et øjeblik. Samtidig fungerer det rigtig fint, når pladen går lidt ned i gear – bedst illustreret af den tilbagelænede “Forever Awake”, som fungerer som et tiltrængt afbræk på sidste halvdel af pladen.

Førnævnte “The Wiggle” er klart et af pladens højdepunkter. Den er både funky og næsten kriminelt ørehængende. En åbner, der signalerer musikalsk overskud. Hit med hit på.

Også førstesinglen “How Can I Be Sure?” står ganske stærkt, som et vellykket eksempel på den umådeligt svære musikalske disciplin, discoballade. Mange har forsøgt og fejlet, men denne fine sang om jalousi fremstår både smagfuld og elegant med sine drømmende synthklange og sit Bee Gees-agtige falsetomkvæd.

De resterende numre bliver ikke rigtig interessante nok til at nå samme standard, og det uundgåelige resultat bliver derfor, at pladen som helhed hurtigt havner i glemmebogen. Det gælder for eksempel det autotunede afslutningsnummer “39”, den ufarlige “Down” og motorvejstonseren “The Highway”. Teknisk set er der måske ikke noget i vejen med disse skæringer. De er bare lidt ligegyldige. Og et skuldertræk er noget nær den sørgeligste reaktion, et stykke musik kan fremkalde.

Vinnie Whos andet studiealbum er i høj grad båret af enkelte stærke singler, men er også i tilsvarende grad tynget af numre, der ikke rigtig sætter sig fast. Det ændrer ikke ved, at Vinnie Who, når han er bedst, stadig leverer noget af den mest interessante discopop, der bliver produceret i dagens Danmark. Og det ændrer nok heller ikke ved, at mange af os sikkert hopper i danseskoene, når han dikterer det. Men som plade mangler Midnight Special simpelthen noget kant – og det betyder, at den kun en sjælden gang hæver sig over middelniveauet.

★★★½☆☆

Deltag i debat