Plader

Vokadin: My Fix Before Yours

Vokadins albumdebut inviterer med på en tur tilbage til 90’ernes grunge-scene, hvilket dog ikke er en fuldt ud tilfredsstillende oplevelse.

Med bar røv på pladeomslaget og titler som “Wild Youth”, “Koke” og “Red. Hot. Rehab.” positionerer københavnerkvintetten Vokadin sig solidt i den fandenivoldske del af rocken, før nålen overhovedet har nået det gule vinyl, som debutalbummet My Fix Before Yours er udgivet på.

Men, men, men – man skal som bekendt aldrig skue hunden på hårene. Det husker jeg lige at minde mig selv om, da jeg sætter mig til rette med notesblok og hovedtelefoner på krydderen. For lige meget hvordan man vender og drejer det, virker det altså en smule påtaget, at 50 procent af titlerne på et udspil begået af fem raske, danske knægte refererer til drugs. Men, for fanden, musik er også et medie, der kan bruges til at skabe alternative rum i hverdagen, hvor man kan lege med roller og andre virkeligheder end den velkendte. Trods alt er det jo kunst, og som sådan skal det også opfattes og vurderes. Nuvel.

Det står hurtigt klart, at Vokadin lyder, præcis som man kunne forvente af cover og titler. Bandet spiller grunge, som vi, der har alderen til det, husker det fra øvelokalerne rundt omkring i det ganske land tilbage i 90’erne. Men en beskidt variant af genren – nærmere Nirvana og Mudhoney end Pearl Jam eller Soundgarden. Min første tanke er, at jeg ikke anede, der stadigvæk fandtes bands, der lyder sådan. Men det gør der altså, og det er fair nok.

“Wild Youth” er første skæring på albummet, og det skydes i gang med et sikkert groovende guitar-riff, som dog lige er en tand for glat og lækkert i sig selv. Det rettes der heldigvis hurtigt op på, da endnu en guitar halvstøjende supplerer i den lyse ende af registeret. Nummeret lider imidlertid under en noget utraditionel opbygning, hvor der ikke som sådan kan findes vers eller omkvæd. I stedet køres der los på samme riff, som så varieres via instrumenteringen og dynamik, inden det hele endes i et helt andet, instrumentalt stykke.

At afvige fra den velkendte sangstruktur er der intet galt med, hvis man vel at mærke har noget andet og mere interessant at sætte i stedet. Og det er ikke rigtig tilfældet her. Afslutningen ender desværre også med at forvirre mere, end den gavner, fordi den bliver for abrupt og løsrevet i forhold til nummeret i øvrigt. At “Wild Youth” har en spilletid på kun lidt over to et halvt minut, er ligeledes med til at gøre det til et lidt halvfærdigt bekendtskab, for det er alt for kort tid til at arbejde med de elementer, som kunne have løftet nummeret.

Den lidt usikre tilgang til musikken går igen på en række af albummets numre. Både “Robot”,  “Inside Ride” og “Crack Cake” lider under en sangskrivning, som stort set begrænser sig til at rotere om enkelte riffs, og ellers er renset for variation. Som lytter bliver man ikke rigtig inviteret med ind i vildskaben, som bandet jo ellers tydeligt nok lægger for dagen. Det er numrene – med de indbyggede begrænsninger, der ligger i simpliciteten – simpelthen ikke spændende nok til.

Andre steder går det bedre. Med “Dope” kaster bandet sig over et mere stoner rock-præget udtryk a la Queens of the Stone Age. Her begrænses udtrykket stadig til ét enkelt riff, men det hele er mere stramt og konsekvent. Energien er langt mere punket, og det kunne eventuelt være i den retning, de fem unge musikere skulle kigge næste gang, der skal skrives nye sange, for de præsterer faktisk helt hæderligt her.

I “Sirene” skurrer guitarerne herligt dissonante over et enkelt riff, der vokser i intensitet, jo længere nummeret skrider frem. Også her er lydbilledet tilpas interessant til, at man bliver holdt fast.

Men – hånden på hjertet – der er langt mellem snapsene på My Fix Before Yours, der er udgivet af bandet selv uden om pladeselskaberne. Og udspillet bærer da også præg af, at sangmaterialet kunne have haft brug for et udefrakommende og kritisk øre, som et selskab måske kunne have været behjælpelig med.

Vokadin er overordnet set ganske tro mod lydbilledet fra start-90’erne. Flere steder er det så godt som umuligt at skelne sanger Mads Aaby fra Kurt Cobain. Når han sætter i det ene forpinte primalbrøl efter det andet, lyder det rent faktisk, som om han bærer al verdens elendighed på sine skuldre. Men den tilsyneladende autenticitet bliver også bandets akilleshæl. For der er noget mærkeligt i at høre et nutidigt band lægge sig tæt op ad en lyd, der er så periodespecifik, som det var tilfældet med grungen. Jeg ender med at lede forgæves efter tegn på, at Vokadin har forholdt sig til denne problematik, for et eller andet sted ville jeg ønske, jeg var mere begejstret for My Fix Before Yours, end tilfældet er.

★★½☆☆☆

Deltag i debat