Plader

Woodpigeon: Thumbtacks and Glue

Skrevet af Bitten Kjærgaard

Rockkollektivisterne fra Woodpigeon er klar med deres femte album. Albummet lugter af en vinteraften med en god bog eller af en regnvejrsdag, hvor der skal grubles over livet.

Hvis man tager det canadiske kollektiv Woodpigeons femte plade nummer for nummer, så kan den bestemt en masse. Problemet er bare, at når man lytter til Thumbtacks and Glue ud i ét, bliver numrene ganske enkelt for ensformige, og man sidder tilbage med en uforløst fornemmelse.

De to første numre, “The Saddest Song in the World” og “Red Rover”, lover rigtig godt for albummet. De har begge fængende melodier omsvøbt af blid Beatles-lyd.
I første nummer er optrapningen af styrke og tempo i slutningen med til at give ekstra power. “Red Rover” bygges også rigtig godt op med trommebeatet, der kommer på lidt inde i sangen. Kæden hopper desværre af, da forsanger Mark Andrew Hamilton nynner eller aha’er for længe i outroen. Sangen reddes næsten på falderebet af en spøjs lille fløjtetrille, efter at man tror, nummeret er slut. Woodpigeon viser bestemt, hvad de kan rent musikalsk. Dog savner man lidt variation i tempoet.

Efter “Red Rover” begynder jeg at kede mig. Vokalen er den samme: samme toneleje, samme tempo. Det kan godt være, at albummet tilnærmelsesvis er Hamiltons soloprojekt, men hans vokal har en alt for fremtrædende placering. Fordi den er så ensartet, får den alle numrene til at minde om hinanden, hvilket er rigtig ærgerligt.

I “Little Wings” suppleres vokalen med en gudeskøn kvindestemme, som passer perfekt ind i det blide, lidt triste univers. Jeg savner bare, at kvindestemmen måske havde været mere kantet og brudt lydbilledet lidt. Honningbægeret flyder helt over i “As Read in the Pine Bluff Commercial”, der er direkte intetsigende.

I ”Edinburgh” vågner jeg lidt op igen, fordi nummeret indledes med et stykke klassisk hornmusik, der er så vidunderligt anderledes og skævt. Desværre ryger vi efter introen tilbage i Hamiltons vanlige univers. Og det viser sig, at introen faktisk ikke passer ind, fordi den ikke kobles ordentligt sammen med resten af sangen.

Thumbtacks and Glue indeholder en række gennemarbejdede, flot udførte numre, og bandet laver nogle fine harmonier med violin og elguitar. Vokalen har en alt for fremtrædende plads i samtlige numre, og der mangler kant og alsidighed i Hamiltons lidt for selvhøjtidelige, blide, følsomme stemme.
Det ville have klædt numrene godt med nogle rå elementer, der kunne give lidt modspil. Vi er lige ved at være der med den rockede guitar i “Children Should Be Seen and Not Heard”, men det falder til jorden, så snart det er startet. Ingen af numrene når melodisk op på siden af “Little Magnet” fra ep’en Red Rover, Red Rover, der udkom tidligere i år.

Thumbtacks and Glue ender derfor med at være fin baggrundsmusik, og det gør ikke noget, hvis man døser lidt hen.

★★★☆☆☆

Deltag i debat