Plader

Battle/Less Win: s.t.

Skrevet af Andreas Overgaard

De to københavnske rockbands Battle og Less Win har sammen udgivet en split-lp, der musikalsk set befinder sig i to forskellige lejre. Alligevel har de formået at smede to plader, der fungerer såvel individuelt som i forlængelse af hinanden.

Vinylpladernes comeback som populært format har også hevet andre af fortidens tendenser med sig. Splitplader, hvor to kunstnere leverer én side hver til en vinylplade, fungerede nemlig aldrig helt lige så godt på cd, og den stigende interesse for at udgive splitplader er egentlig ganske mærkbar. Denne måde at udgive musik på er i den grad relevant for unge bands, da både de produktionsmæssige og salgsfremmende aspekter ved en pladeudgivelse kan deles i to. Ud over den finansielle side af det hele giver en split-lp også muligheden for at kunne kreere et værk, der på trods af de eventuelle musikalske forskelligheder og mål, udgiverne kunne have, kan lyttes til individuelt, men også samtidig gerne fungerer i forlængelse af hinanden.

De to københavnske bands Battle og Less Win har sammen udgivet en unavngiven split-lp. Musikalsk set befinder de sig egentlig i to forskellige lejre, men sammen har de smedet et album, der sagtens kan binde bro mellem to genrer. Pladens A-side leveres af førstnævnte Battle, der har figureret i den københavnske undergrund i et stykke tid med deres nærmest poppede garagerock, og som har udgivet tre ep’er, men med denne som deres første fysiske udgivelse.

Der åbnes med ”Silvery”, som med et tykt og summende riff hurtigt får fanget lytterens opmærksomhed. Sangen har en intro, der næsten varer halvdelen af dens to minutter lange spilletid, hvorefter den glider over i singlen ”Just Don’t Say My Name”, der med vokaler i høje toner også hurtigt formår at printe sig ind i hukommelsen. Hele A-siden er en kavalkade af korte, men mindeværdige skæringer, der binder de bluesinspirerede guitarriff med øreskærende garagerock og energiske, attituderige melodier. Det kommer i den grad bandet til gode, at det er kort og kontant såvel som melodiøst og støjende. Allerbedst er Battle på ”Unbeatable Timing”, der er så fængende, at man hurtigt tager sig selv i at småsynge linjen »Like a controlfreak attached to the radio«.

Det analoge udstyr, som pladen blev indspillet på, har generelt vist sig at klæde bandets lyd rigtig godt og har resulteret i et tykt, men overraskende klart lydbillede, om end man godt kunne savne lidt mere punch i trommerne. Begge medlemmer af duoen leverer vokaler, og de supplerer egentlig hinanden rigtig godt på trods af, at de begge besidder nogle forholdsvis særprægede vokaler.

Less Win udsendte sidste år debuten Great, der var en støjende og velanmeldt postpunkplade. Vendes pladen 180 grader, er det et lignende skud postpunk, der rammer lytteren, men med en større produktion som den mest markante forskel. På denne plade har bandet nemlig ramt en lyd, som passer deres musikalske placering mellem britisk skolet postpunk og no wave rigtig godt; vokalerne begravet et sted lavt i mikset med flere lag af skurende og rumklangsrige guitarer til at dominere toppen af lydbilledet. Det bliver bakket op af noget drivende trommespil og en højtmikset bas, som sammen sørger for en rig musikalsk tekstur. Bandet har på tidligere udgivelser gjort brug af en trommemaskine, men tilføjelsen af Matthew Moller har i den grad hjulpet med at skabe et organisk og dynamisk udtryk.

Siden står i rimelig skarp kontrast til den støjende og melodiske A-side, som Battle stod for – og alligevel ikke. Der er en tydelig melankoli at finde på begge sider af pladen, men det er tydeligt, at Less Win fokuserer mere på at skabe et større helhedsbillede, og det gør, at numrene ikke stikker så meget ud individuelt, som de gjorde på Battles side. Alligevel supplerer de to sider hinanden godt. Lad os sige det sådan, at hvis Battles side var et soundtrack til en sær aften i byen, fungerer Less Wins side som de mest dystre og eftertænksomme tømmermænd nogensinde. Som helhed synes jeg, at førstnævnte imponerer en lille smule mere, men lad det ligge i de små detaljer. Selvom året er ungt, og meget musik endnu ligger uhørt, vil jeg allerede nu spå, at denne plade ved slutningen af året kommer til at ligge i det øverste lag af danske udgivelser i 2013.

★★★★★☆

Deltag i debat