Plader

Beats in the Wood: s.t. EP

Skrevet af Anna Møller

Beats in the Woods debut-ep er en fin, lille sag skabt af drømmepop og vokalharmoni, men har desværre svært ved helt at bide sig fast.

På pladespilleren derhjemme kan jeg – naturligvis – vælge mellem at høre vinylerne på 33 eller 45 omdrejninger. Gør jeg intet, afspilles de ved 33 omdrejninger, og det har bevirket, at jeg utallige gange har hørt starten af Beats in the Woods selvbetitlede debut-ep ved for langsom omdrejning, inden jeg selv kom i omdrejninger og fik trykket på den rigtige knap. Jeg må imidlertid indrømme, at der virkelig skete et eller andet i bl.a. den sløve udgave af b-sidens “Der Tot”, som ikke sker i den rigtige udgave. Det er, som om den enorme langsommelighed og den forvrængede vokal gør noget ved Beats in the Woods numre, som ellers ikke rigtig sker i det harmoniske, drømmepoppede univers.

Der er det med vokaler i drømmepop, at de ofte ender med at fremstå lige så æterisk distancerede som deres øvrige lydbaggrund, og det er en svær disciplin at skulle bære en nerve i det, der på papiret er udsvævende, rumklangssvøbt og koromsvundet. Victoria Legrand klarer det ganske fortræffeligt i Beach House, men desværre lykkes det ikke til fulde for sangerinden Freja Nøhr, der tidligere har lagt kor på musik af både Vinnie Who, Murder og Twirly Mist.

Hendes vokal er smukt afrundet og køn, og den lyder godt i den fine produktion, men det er kun enkelte gange – som da Nøhr i det førnævnte nummer “Der Tot” med en lettere desperat tone synger »call me in the night!« – at der for alvor opstår en forbindelse mellem lytteren og sangeren. Derudover er det desværre svært helt at forholde sig til de ganske iørefaldende numre, som ellers egentlig har en del af sige lytteren.

Og Freja Nøhrs vokal og kor er da også meget central i det fyldige lydbillede, der bygges op af en sfærisk guitar- og rytmeramme. Guitarist Morten Ørberg og trommeslager Sven Busck Andersen er ret anonyme og ligger langt tilbage i mikset, og marchtrommerne i “Summersong” kunne man da også have ønsket sig lidt længere frem i lydbilledet.

Man kan diskutere fordele og ulemper ved at lade en fire numre lang ep trykke på vinyl. Det lyder jo lækkert, men det er immervæk ofte, man skal op for at vende pladen. Det er ellers en fint udformet plade. Coverart er af Stine Hvid, der i 2011 vandt prisen for bedste illustration i medieverdenen for en forside til Information, og som efter alt at dømme har lavet en af sine karakteristiske sort/hvide akvareller med et skovudsnit.

Det, jeg egentlig kan savne ved Beats in the Woods debut-ep, er et element af usikkerhed. Som det sløve, forvrængede beat, der fremkommer, når man afspiller en plade ved de forkerte omdrejninger eller den mangel af kontrol, det afføder, hvis man ikke bare lytter til rytmerne i skoven, men rent faktisk fortaber sig og bliver væk. Bare en lille smule.

★★★½☆☆

Deltag i debat