Koncerter

Dangers of the Sea + Schultz and Forever, 30.03.13, Koncerthuset, København

Skrevet af Durita Dybczak

Et par af landets dygtigste nye indiefolk-konstellationer havde lørdag aften slået pjalterne sammen og indtaget Koncerthuset med en vellykket dobbeltopvisning.

Billede 1-6: Dangers of the Sea. Billede 7-12: Schultz and Forever. Fotos: Mathias Laurvig

Nede i kælderen i det mægtigt store Koncerthus ligger det forholdsvist intime Studie 2. I modsætning til den store Koncertsal, hvor man hurtigt kommer til at føle sig meget lille og ubetydelig, har Studie 2 en dejligt afslappet atmosfære. Siddepladserne er ikke de velourbetrukne designersæder, men i stedet flytbare stole, som er sat op til lejligheden, hvilket gør, at du her gerne må medbringe dine drikkevarer fra baren. Rummet har desuden en vanvittigt god lyd, og her havde jeg lørdag aften fornøjelsen af at opleve to af Danmarks nye, dygtige indiefolk-navne.

Schultz and Forever
Aftenen startede med den unge talentspire Jonathan Schultz, der indtog scenen alene bevæbnet med sin akustiske guitar. Schultz and Forever har med raketfart fanget musikverdenens øjne og ører, men netop fordi det er gået så stærkt, glemmer man lidt, at det faktisk kun er blevet til to ep-udgivelser indtil videre. Derfor var det forfriskende også at få lov til at høre lidt nyt materiale fra den dygtige kunstner.

Åbningsnummeret ”Half a Man” var et af de nye indslag, og det blev leveret i en akustisk version kun akkompagneret af Schultz’ guitar – og selvfølgelig hans helt enestående stemme. Det var en intim og nærværende oplevelse af en mand og hans guitar, der på en fantastisk måde indgik i en slags symbiose med hinanden. Og selvom scenen forekom en anelse stor til den forholdsvis lille mand, var det, som om alt andet automatisk blev lukket ude, og lige dele nysgerrighed og fascination væltede ind over én.

Det var dog kun det første nummer, der skulle vise sig at blive fremført på denne minimalistiske facon. Til det næste nummer fremtryllede Schultz et band på tre mand, som han introducerede som »mine drenge«. Det er måske ikke en helt gal betegnelse, for efter min bedste vurdering var frontmanden ikke den eneste i gymnasiealderen. Ikke desto mindre fik de virkelig sat gang i musikken og givet setuppet et lidt andet udtryk end det akustiske enmandsorkester.

Schultz and Forever spillede samtlige numre fra begge ep’er og derudover også to helt nye numre. Det var tydeligt at se, at de unge herrer sprudler af kreativitet og ikke er bange for at begive sig ud i nye udfordringer. Der blev således også leget lidt med genrer, og hvad der startede som akustisk, bevægede sig et par gange over i en skinger, distortet elguitarsolo. Den ellers så stille og rolige ”Falling” fra debuten Odd Stories fik også et nyt, mere rocket udtryk, da den til slut fik hele armen med guitarer og høj energi, men sjovt nok klædte det også nummeret ret godt, da det blev gjort på en overbevisende måde.

Det var sådan, Schultz and Forever afsluttede deres sæt, der desværre kun varede i cirka 40 minutter. Salen med siddende publikummer, der passivt lyttende havde taget musikken til sig, havde kunnet få en lidt anden oplevelse, hvis der netop var lagt op til bevægelse og engagement med en ståkoncert. Et siddende publikum er bare per definition utaknemmeligt.

★★★★★☆

Dangers of the Sea
Næste flok på scenen var det fem mand stærke band Dangers of the Sea, der, uden at fornærme nogen, er en lidt mere erfaren flok herrer end de forrige. Med en bandkonstellation bestående af mænd fra Saybia, Slaraffenland, Efterklang og sikkert også flere, er der ikke tvivl om, at håndværket er i orden. Alt det til trods var det nogle ydmyge fyre, der trådte ud på scenen.

De lagde ud med ”Your Hands Are Folded”, der ligesom på deres selvbetitlede debutalbum agerede åbningsnummer. Det meget stille og korte nummer minder om en hymne, og med de smukke og stærke mandlige vokalharmonier er det lige før, man føler sig hensat til en opførsel fra Københavns Drengekor. På den gode måde. Ligesom på albummet førte nummeret videre over i ”Mine to Keep”, hvor publikum fik en opfordring med på vejen om at danse med, hvis man havde lyst, da det var deres mest dansevenlige nummer. Det var der dog ingen, der benyttede sig af.

Bandet var utroligt velspillende og virkede også veloplagte. Der var dog op til flere lidt lange pauser imellem numrene, mens der skulle stemmes guitarer, og der var også lidt knas med lyden. Der blev padlet, mens publikum fik nogle ord med på vejen om en plade, der kunne købes ude i foyeren, og det faktum, at det var første gang i løbet af den lille miniturne, at de havde spillet for et siddende publikum. »I er by far det mest velopdragne og lyttende publikum, vi har spillet for.« Om det så er godt eller skidt, er vel en smagssag.

Selvom Dangers of the Sea er erfarne musikere, har de alligevel kun udgivet en enkelt plade som band, og det var numre fra den, der blev spillet denne aften. Sidst, jeg havde fornøjelsen af at høre dem live, var på Roskilde Festival 2012, hvor omgivelserne var noget anderledes. De dejlige melodier bragte mig direkte tilbage til sommervarmen, selvom Studie 2 aldrig kommer til at ligne Pavilion Junior. Det er bare den effekt, Dangers of the Sea har på mig. For det er virkelig skøn, velskrevet, melodiøs musik med ømhed og indlevelse, de disker op med, selvom liveversionerne ikke er legesyge på helt samme måde som hos Schultz and Forever, men i stedet læner sig mere op ad originalversionerne.

Som det sidste indslag på aftenen kom Schultz and Forever og Dangers of the Sea ud på scenen sammen og fremførte deres fælles coverversion af Leonard Cohens ”One of Us Cannot Be Wrong”. De to sangeres stemmer komplimenterer hinanden utroligt godt, og det var en oplevelse at overvære dem i samspil på scenen. Det må de gerne gøre igen en anden gang. Publikum havde rejst sig og fik endelig mulighed for at vugge lidt med til musikken. En dejlig afslutning på en skøn aften.

★★★★½☆

Deltag i debat