Plader

David Bowie: The Next Day

Skrevet af Pladeklubben

Hvad nu, hvis ingen havde hørt om David Bowie før nu? Ville The Next Day stadig være et triumferende comeback? Det nikker Pladeklubben til.

10 år med larmende tavshed fra en af rockhistoriens største koryfæer er ikke noget, der går ubemærket hen. Heller ikke i tilfældet David Bowie, hvor tiden siden 2003’s Reality har været præget af afgrundsdybt ingenting. David Bowie har stadig stjålet overskrifter fra tid til anden, men mest på grund af problemer med kroppen – fra den berømte slikkepind i øjet til hans hjertesygdom og den efterfølgende operation. Ellers: intet.

Så meget desto mere tiltrak det sig også interesse fra musikinteresserede i hver en afkrog af verden, da Bowie nærmest ud af det blå sendte The Next Day på gaden. Et af de få hints, verden havde fået – og det endda kun ganske kort inden – var det britiske musikmagasin NME, der havde modtaget et billede af Bowie iklædt en hvid maske, angiveligt ledsaget af den korte besked til redaktøren, at ’David vil gerne på forsiden’. Det kom han, samtidig med at albummet nåede frem til alverdens fans med de indledende ord: »Here I am / Not quite dying.«

Og bang! Så var Bowie tilbage. Ingen så det komme, men alle kastede sig over The Next Day med en glubende appetit på at analysere mesterens genkomst og trække tråde til hans lange karriere. Og tråde er der nok af.

Således er der efterhånden draget referencer til snart sagt alle dele af Bowies karriere – ikke mindst den oplagte reference i The Next Days cover til Heroes fra 1977 er ikke undsluppet noget anmelderøje, men også mange mere dybsindige tanker er tænkt.

The Next Day er – rimeligt nok – blevet anmeldt vidt og bredt som en naturlig forlængelse af en lang og banebrydende karriere fra en af de mest indflydelsesrige kunstnere i nyere musikhistorie. Sådan må det nødvendigvis være; en Bowie-anmeldelse er meget mere end en betragtning af et isoleret værk.

Det er måske også derfor, at The Next Day generelt er blevet ret godt modtaget med et snit, som lægger sig i omegnen af 4 af 5 mulige stjerner. Eneste undtagelse er faktisk de danske anmeldere, der har kontor på Rådhuspladsen, hvor både Politiken og Ekstra Bladet giver sølle tre stjerner ud af seks mulige. Men i tilfældet Ekstra Bladet er Bowie anmeldt af Thomas Treo, og under den hammer er tre stjerner absolut ikke ilde.

Der er ingen tvivl om, at David Bowies bedste tid (formentlig) ligger bag ham. Der skal retfærdigvis heller ikke lægges skjul på, at dét at skulle overgå Bowies arbejde ikke mindst fra 70’erne må betragtes som en opgave, der får alverdens maratonløb og bjergbestigninger kombineret til at virke som en nærmest ubetydeligt overkommelig sag. Det er ikke let at være Bowie og skulle stå på skuldrene af og i skyggen af sig selv. Til gengæld kan man sende et billede til et af klodens førende musikmagasiner og få det trykt på forsiden, fordi ’man gerne vil’.

Og således kunne man uden videre dikkedarer slutte her og konstatere, at David Bowie med The Next Day har begået en særdeles helstøbt comebackplade, der ikke blot markerer, at han stadig – næsten – kan leve op til sig selv, men også at han kan overkomme sygdom, misbrug, svigt og angst. Man kunne gå pladen igennem nummer for nummer og anføre den stedvist lidt haltende produktion fra veteranen Tony Visconti eller beskrive skønheden i numre som “The Stars (Are Out Tonight)” eller den umiddelbart elskelige “Valentine’s Day”.

Man kunne skrive, at The Next Day måske mangler noget af den værk-feeling, andre Bowie-albums har haft. Følelsen af, at her er et langt sammenhængende, organisk stykke musik, som giver mening, sang for sang, i kraft af de andre. For sådan er The Next Day ikke. Man kunne trække yderligere tråde ned gennem fænomenet David Bowies liv og karriere.

Men hvad nu hvis?

Hvad nu, hvis David Bowie var navnet på et gymnasieband fra Nørresundby, og P3’s karrierekanon var det eneste, der havde banet vejen for en plads i pladestudiet? Hvad nu, hvis The Next Day var en debut fra ukendt hånd?

Med de ører i pladerillen (selv om det indrømmet kan være svært at abstrahere fra navnet på coveret) ser man pladen i et lidt andet lys. Man kan tvinge sig selv til at lytte, som var det éns første møde, og måske derigennem rense nogle fordomme eller noget forhåndsbegejstring ud. Det er en øvelse, man måske burde underkaste sig, hver gang der kommer nyt fra dinosaurerne, for stjernestatus har det med at blænde selv skarpe øjne.

Så meget desto klarere er konklusionen: I tilfældet David Bowie er sagen nemlig, at selv hvis ingen anede, hvem han var, ville The Next Day tage én med storm. Det er en fremragende udgivelse. Og det hænger først og fremmest sammen med, at der igennem hele albummet er en tyk tråd af god gammeldags spilleglæde og godt gammeldaws sangskrivertalent.
Det er slet ikke så banalt, som det lyder. Der findes – desværre – bunker af eksempler på udgivelser, der bliver rost til skyerne mere på grund af kunstnerens meritter end på grund af den konkrete udgivelses kvalitet – vi nævner i flæng den seneste Springsteen-plade, der, lad os nu være ærlige, aldrig havde nået mere end et par stjerner, var den ikke lige kommet fra disse ikoniske hænder.

Styrken i The Next Day ligger i, at det er en helstøbt, bundsolid plade, der oser af skaberkraft. Lyt blot til førnævnte højdepunkter eller den dybblå “Where Are We Now”. Det er udsøgte sager.

Der er også lavpunkter, eksempelvis den eklektisk paranoide “If You Can See Me”, men alt i alt er albummet ganske enkelt pissegodt håndværk. Det bliver nok aldrig nogen Ziggy Stardust – til dét mangler pladen det konceptislæt og den overordnede historiefortælling – men mindre kan også gøre det, og The Next Day vil helt sikkert også holde om 20 år.

Bertel:

★★★★★☆

Mads:

★★★★½☆

Deltag i debat