Plader

Delphic: Collections

Delphic opnåede stor succes med sin alternative dance-plade Acolyte. Men med sit nye udspil har gruppen bevæget sig i en helt ny retning – eller rettere: mange nye retninger.

»All hell is breaking loose,« lyder omkvædet i singlen “Baiya”. Og helvede er på sin vis brudt løs. I hvert fald i Delphics video til nummeret. For bandet har bevæget sig en god portion væk fra de stærke dance-rødder, som debutalbummet Acolyte havde. Delphic placeres ofte i genrekategorien ‘alternativ dance’, og under den fane kan man vel tillade sig det meste uden at blive beskyldt for at have bevæget sig ud af genren – men på Collections er der dog to elementer, der skinner stærkt igennem.

For det første, og måske mest markant, har Delphic opdaget Muse. Det er i hvert fald, hvad fanskaren siger. Sætningen “Oh my god, it sounds so much like Muse,” er en af de mest gennemgående, hvis man læser lidt brugerfeedback på “Baiya”.

For det andet er pladen én stor gryderet af forskellige musikalske stile og genrer. Hvilket falder fint i hak med, hvad frontmand Richard Boardman har udtalt om pladens titel, Collections – nemlig, at den er en samling af numre, der ikke nødvendigvis lyder ens, og at det udfordrer lytteren til at komme ud af boksen.

Det er en farlig vej at gå. På den ene side udviser man som band diversitet og gør lytteoplevelsen spændende, hvis éns publikum hører efter og ikke er kræsent. På den anden side risikerer man at miste alle de lyttere, der er mere, tja, fokuserede i deres musiksmag.

Som forventet rammer Delphic plet i nogle af numrene, mens andre er fejlskud. Store fejlskud.

Det er de numre, hvor den rockede Muse-inspiration er mest tydelig, der lykkes bedst. “Of the Young”, “Baiya” og “Memeo” indeholder alle en kæmpe portion energi og storhed, og Boardmans stærke vokal får lov at brede sig ud sammen med tunge riffs. En sand fornøjelse.

Men hvor Delphic får en medalje for de rockede numre, ser vi straks bagsiden af den i nogle af de mere alternative numre. Specielt “Tears Before Bedtime” formår at fastholde mine tæer i en krum stilling. En melankolsk Blade Runner-stemning males med et stille klaver og klagende blæsere i baggrunden – en kliché af dimensioner. Men mest forfærdelig er vokalsiden, der består af en kvindestemme optaget som et telefonopkald. Hvorvidt det er et rigtigt opkald, der har en historie, eller det blot er lavet til lejligheden, ved jeg ikke. Og det er også fuldkomment ligegyldigt, for det fungerer overhovedet ikke. Det er intetsigende, uinteressant og kedeligt.

Et andet bemærkelsesværdigt nummer er det afsluttende “Exotic”, der med sit hiphop-vokalelement for alvor fremstår som et af de mere alternative numre – og halvvejs inde skifter det mere over i den dance-lyd, som bandet, hvis man skulle have glemt det, endnu kategoriseres i.

Collections er en utrolig blandet fornøjelse, hvilket jo altså ikke er så overraskende, når nu Delphic skyder sådan med spredehagl. Men man kan håbe, at eksperimentet hjælper dem til at finde ind til en mere personlig lyd, hvor de holder fast i deres styrker.

★★★★☆☆

Deltag i debat