Plader

Deptford Goth: Life After Defo

Skrevet af Joachim

Deptford Goth rammer direkte ned i kernesegmentet hos P6 Beat. Lyden er en blanding af r’n’b, soul og electronica, og singlepotentialet er stort. Ikke desto mindre har 40 minutter i soloprojektets selskab det med til tider at blive en noget ensformig affære.

For bare få år siden ville de fleste musikkyndige nok have trukket en smule medlidende på skulderen, hvis man fortalte dem, at r’n’b ville få en revival i det nye årti. Med R. Kellys børnepornografiske eskapader, Mariah Careys uendeligt overfraserede “All I Want for Christmas Is You” samt Chris Browns ‘50% badboy, 50% følsom fyr’-version af genren i alt for nær hukommelse, syntes en genkomst ganske enkelt usandsynlig. Dette vendtes der ikke desto mindre op og ned på i løbet af ganske få år. Unge talenter som The xx, James Blake og Frank Ocean brød kort efter hinanden gennem alverdens radiostationers konforme lydmure med hvert sit unikke og tidssvarende take på den ellers bortdømte genre og gjorde det samtidig muligt for et nyt lag af eksperimenterende kunstnere at blive spillet på bølgefrekvenser, der i samme ombæring blev indtaget af popfænomener som Rihanna og Bruno Mars.

En af de kunstnere, der må sende de unge r’n’b-bannerførere en taknemmelig tanke i ny og næ, er den unge brite Daniel Woolhouse, bedre kendt som Deptford Goth. Han har skabt sig et navn gennem musik, som primært er kendetegnet ved mismodige elektroniske beats, spartanske melodikonstruktioner samt overbevisende intime vokalpræstationer. Efter en smagsprøve i form af 2011s Youth II EP er han endelig klar med sit første fuldlængdealbum, Life After Defo, hvor han rent kompositionsmæssigt løfter r’n’b-genren til endnu uprøvede sfæriske højder.

“I’m not a bedroom producer any more; I’ve graduated – living-room producer,” har Woolhouse forklaret til The Guardian. Er man på jagt efter minimalistiske produktioner undfanget på en spolebåndoptager, er der altså her ingen hjælp at hente. I stedet har Woolworth i løbet af albummets cirka 40 minutter lange spilletid tilladt sig en del friheder i sit personlige bud på, hvordan følsom electro-r’n’b/soul bør tage sig ud anno 2013. Et bud, som langt hen ad vejen byder på vellykkede og interessante skæringer, men også truer med at synke ned i eget mismod og glemme kommunikationen med lytteren.

Allerede fra første færd aner man, hvilket stof Deptford Goths musik er af. I det indledende titelnummer brager trommerne, som til tider afveksles af melodiske elektroniske samples med Woolworths skiftevis messende og falset-agtige vokal som fælles bindeled. Stemningslejet er lavt, og teksternes kredsen om usikkerhed vidner om kunstnerens endnu unge alder.

Tendenserne fortsætter i “Bronze Age” og “Feel Real”, hvor Woolworth skamløst klipper sin vokal i stykker for efterfølgende at klistre den sammen med tålmodige beats og elektroniske lydbidder. Det er i sig selv ikke just revolutionerende, men set i sammenhæng med numrenes særegne dynamiske udvikling forekommer det overordnede udtryk temmelig originalt. Fra dyb melankoli kendetegnet ved få lag og tung bas vokser hvert enkelt track langsomt for til sidst at folde sig ud i en kaskade af stakkerede synths og svulmende beats.

Life After Defo kommer imidlertid til kort, når Woolworth låser sig lidt for meget fast i sin melankoli. Hver for sig er sangene stærke, men samlet set har de et lidt for unuanceret stemningsmæssigt udtryk. Selv efter 10 gennemlytninger vil de færreste således huske “Lions” og “Deepest”, der ligger i forlængelse af stærkere numre som “Objects Objects” og “Years”. De sidstnævnte er ganske enkelt de førnævnte overlegne rent melodisk og dynamisk uden at adskille sig ret meget, når det kommer til instrumentering.

Denne kritik skal dog ikke skygge for, at det efter pladens 11 numre må være tydeligt for enhver, at Deptford Goth er et stort talent, som med sin musik læner sig ganske pænt op af tidens musikalske tendenser. Singlepotentialet er stort, og det er til tider næsten lidt for nærliggende at forestille sig et af de stærkere numre i heftig rotation på en radiokanal som P6 Beat. Desværre kunne man som pladeejer ønske sig, at Woolworth en gang imellem kunne folde sit følelsesregister en smule mere ud og til tider sende et par glade toner ud til lytteren. Det ville i den grad løfte helhedsoplevelsen af Life After Defo.

★★★★☆☆

Leave a Reply