Nyheder

Erik Enocksson, Svarte Greiner og Jóhann Jóhannson giver unik kirkekoncert på fredag

Skrevet af Signe Palsøe

Den svenske filmkomponist Erik Enocksson giver på fredag en umådeligt sjælden koncert i Hellig Kors Kirke og allierer sig i den forbindelse med så prominente kunstnere som Jóhann Jóhannson og Svarte Greiner.

Det var lidt af en sensation, da CPH PIX og Artfreq kunne annoncere, at Erik Enocksson ville give en dansk koncert. Enocksson, der ellers næsten aldrig spiller live, er kendt for sine freefolkede og nordisk klingende soundtracks til svenske film, og på fredag den 19. april er der uropførsel af lydsiden til filmen “Man tänker sitt” – i en omskrevet version, der er tiltænkt et livepublikum.

Det kommer til at foregå i Hellig Kors Kirke i København, og setuppet er ikke så lidt ekstravagant. To klaverer, kirkeorgelet og det ikke mindre end 40 mand store Tritonus-kor medvirker til fremførslen, og i går annoncerede arrangørerne, at ingen ringere end 4AD-komponisten Jóhann Jóhannson vil bestyre kirkens orgel på aftenen.

Samtidig bliver der mulighed for at opleve en af Skandinaviens mest interessante aktører inden for drone og mørk ambient. Miasmah-selskabets bestyrer, Erik Skodvin, varmer op for Enocksson under sit Svarte Greiner-alias – selvom ‘varmer op’ muligvis er en lige vel livgivende betegnelse at benytte i den forbindelse. Med dommedagsrungende lydflader og -forvrængninger kan man forvente en cinematisk og temmelig foruroligende performance.

Billetter til arrangementet koster 140 kr. og kan købes her.

Om skribenten

Signe Palsøe

Biografi:Med Depeche Mode som barndomshjemmets lydtapet var der ikke langt til min første store kærlighed, der dukkede op, da jeg var 12. Pet Shop Boys blev voldspillet ved enhver given lejlighed og blev en øjenåbner for et større musikalsk univers. Dengang var det især mere sfæriske genrer som indie-/electronica, dreampop, støjrock og shoegazer, der fik spilletid og blev min indgangsvinkel til musikhistorien. I dag hører jeg det meste, selvom jeg nok aldrig kommer til at skrinlægge en yndlingsaversion mod punkens mest letbenede undergenrer og heller ikke lytter til ret meget metal. For øjeblikket er det især ambient, electronica og dubstep, der får spilletid, selvom også hiphop på det seneste er begyndt at fylde mere i pladesamlingen.

Skriv et svar

boeger