Plader

Ivory and Gold: Burst

Danske Ivory and Gold tager efter eget udsagn ”den ny nordiske popskabelon i en anden retning”. Muligvis. Men beviset finder vi ikke på duoens debutalbum. Burst er et klassisk soul/electropop-album. Det fungerer, men poplegen bliver inden for stregerne.

Ja. Det er radiopop. Og hvad så? Vi kan forklæde genren i duggede termer såsom “soulet electropop” og “italo disco” og tilmed på en “bund af hiphop-beats”. Det ville ikke være forkert. Men først og fremmest er det god og gammeldags radiopop. Af den slags, vi brummer med på i bilen på vej ud af en bred tysk motorvej.

Og det er der ikke noget galt med. Den danske duo Ivory and Gold har styr på popgenrens virkemidler. Og de tør også blande dem med andre genretræk fra for eksempel soul og disco. Det er hørt før, men det er også en cocktail, der har vist sig succesfuld gang efter gang. Så pourquoi pas?

I løbet af 00’erne genvandt popmusikken noget af den respekt, som den havde tabt, da vi kørte sur i 90’ernes tyggegummi, girl power og boybands. Det var blandt andet navne som Robyn og Lykke Li, der slog igennem med en ny “nordisk” poplyd og fik held til at hitte langt ud over hjemlandets grænser.

I dag udmærker flere danske kunstnere sig i pop-disciplinen, og Ivory and Gold synes at følge med i strømmen. Den danske duo, der består af producer/musiker Ronni Vindahl (Boom Clap Bachelors, Vindahl, MØ) og sangerinde/sangskriver Karen Groth, har spillet sammen siden 2010 og har allerede udgivet ep’en I., som fik pæne ord med på vejen flere steder.

Nu er vi så nået til første plade i fuld længde, og der bliver ikke sparet på noget. Lyden er lækker, arrangementerne storladne, og vokalen står godt fremme i lydbilledet. Tekstuniverset fremstår til gengæld mange steder temmelig banalt med vendinger som: »I can’t recall your name / but when you’re with me there’s no pain / I no longer feel insane« (fra “Taxi”). Men det gør ikke så meget. Var man på jagt efter dybe tekster, havde man nok søgt et andet sted hen alligevel.

Der er heldigvis også meget andet at lytte til end lyrikken hos Ivory and Gold. Duoen skal have stor ros for de mange kreative detaljer, de har tilført deres musik. Det gælder for eksempel det lille fløjtemotiv i “Airborn” eller den melankolske vibrafon i begyndelsen af den catchy ballade “Falling Down”. Effekter som disse er med til at gøre helheden lidt sjovere at lytte til.

Samme leg kunne man godt have brugt på vokalsiden. Den fremstår for det meste upersonlig og kold, som kunne det have været hvilken som helst popdiva, der sang. Teknisk er der ikke noget i vejen. Det er bare lidt kedeligt.

Ivory and Gold gør sig bedst på de mere beatdrevne numre. For eksempel fungerer det sidste nummer, “Mouse the Words”, rigtig godt. Til gengæld bliver det for ofte for poleret og pænt i mere nedtonede numre som “Nothingness”, hvis omkvæd giver associationer til Britney, når hun er i sit følsomme hjørne. Ikke helt tilsigtet, regner jeg med.

Alt i alt formår Ivory and Gold ikke at overbevise mig om, at de har afgørende nyt at tilføje til den nordiske popskabelon. Selv om Burst rummer gode beats og kreative indslag, bliver helheden aldrig rigtig interessant nok til, at jeg som lytter føler mig fanget. Jeg savner simpelthen mere leg og mere mod til at træde uden for stregerne. Det tror jeg sagtens, at de to ambitiøse mennesker bag Ivory and Gold kan præstere.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Anne Nørkjær Bang

Biografi:

Måske var det, da jeg som barn sad på gulvet og legede med dukker, mens Bob Dylan brægede "Mr. Tambourine Man" i baggrunden fra pladespilleren. Eller måske var det senere, da jeg gav den hele armen "på engelsk" som Eliza fra musicalen My Fair Lady i børnehavens sandkasse. Et eller andet sted i mine ganske unge år har musikken i hvert fald bidt sig fast - og den kom for at blive. Jeg har selv sunget i mange år, bl.a. i DR's Pigekor, og pillet lidt ved både klaver og guitar, men har nu lagt den praktiske del af musikken lidt på hylden til fordel for et liv som journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Fem favoritalbums:
Bob Dylan: Blonde on Blonde
Death Cab for Cutie: Plans
The Shins: Wincing The Night Away
The National: Boxer
C.V. Jørgensen: Sjælland

boeger