Plader

James Blake: Overgrown

Skrevet af Daniel Niebuhr

James Blake er klar med sin anden fuldlængdeudgivelse, Overgrown. Her bygger han videre på sine kvaliteter og talenter, og Blake formår bestemt at afkræfte teorien om “den svære toer”.

Jeg har haft nogle ambivalente år med James Blake. Da jeg første gang blev introduceret til englænderens musik for to år siden, vakte den ikke umiddelbart min interesse – og mange af hans numre fremstod ligefrem trivielle i mine ører. Men et års tid med nogle af Blakes udgivelser – heriblandt debutpladen fra 2011 – som nogenlunde jævnlig gæst i mine højtalere og en blandet koncertoplevelse i Aarhus har fået mig til at åbne mig mere og mere for et af engelsk musiks helt store talenter. Nu er der gået to år siden den eponyme førsteudgivelse, og Blake er endelig klar med ”den svære toer”.

Overordnet er Overgrown fyldt med en masse af de elementer, der gør hans musik interessant og veludført. Og ikke mindst fungerer det kontrastfyldte sammenspil mellem de til tider storladne lydflader og Blakes skrøbelige vokal på endnu flere niveauer end hidtil. Især vokalen er et stort plus hele pladen igennem, og af og til står den uden ret mange effekter og fremtræder helt naturligt og troværdigt som et menneskeligt modspil til den store mængde elektronik på lydsiden. “DLM” er et glimrende eksempel. Her er der kun Blakes fængende vokal (både solo og som kor) akkompagneret af sporadiske pianoaakkorder i næsten to og et halvt minut.

Samtidig tør den unge englænder også tage flere chancer på sit andet udspil, og den mere naturlige vokal er blot ét af eksemplerne. Der er blandt andet blevet mere plads til at ryste posen og hoppe mere mellem forskellige udtryk. Et nummer som “Voyeur” er f.eks. overraskende beattungt og club-agtigt. Derudover er gæsteoptrædenen fra Wu-Tang Clans RZA på “Take a Fall for Me” velvalgt og slagkraftig midt i et både dystert og melankolsk lydbillede.

Der er også mere ‘klassiske’ James Blake-kompositioner som for eksempel intro- og titelnummeret, der er nærmest pinefuldt lang tid om at gå fra den stille og simple kombination af vokal, piano og beat over til et egentligt klimaks. Men når det så endelig rammer, og en syndflod af bækkener, synths og samples skyller ind over én, har ventetiden nok en gang været det hele værd – en egenskab, som Blake er fantastisk til at tilføje sin musik.

Det primære minus ved Overgrown er, at der ikke er samme mængde ørehængere som vanligt. Efter en hel del gennemlytninger er det stadig kun omkring halvdelen af sangene, der for alvor sidder fast, hvilket skete noget hurtigere, da jeg først gik rigtig i gang med at lytte til debuten.

Men selvfølgelig (og heldigvis) er første singleudspil, “Retrograde”, ikke til at komme udenom. Her leverer Blake en af sine mest gennemførte kompositioner til dato med udgangspunkt i et intenst lydbillede, hvor Blake samtidig virkelig tør lægge kraft bag sin vokal i forhold til den ellers udbredte skrøbelighed. Det giver en klædelig kontrast til de mere ambiente numre.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet af James Blakes anden fuldlængdeugivelse. På den ene side kunne han sikkert sagtens have overgået sin debut; men samtidig er det også ufattelig meget at forlange. Det gør dog bestemt ikke Overgrown til nogen dårlig plade. Det er derimod en helstøbt videreudvikling af Blakes musikalske kvaliteter og talenter, hvor de kontrasterende sammenstød mellem elektronik og akustik og mellem det skrøbelige og det intense samt de på én gang eksperimenterende og sikre valg er virkelig veludførte. Med Overgrown lykkes det ham ubesværet at overkomme “den svære toer”.

★★★★★☆

Deltag i debat