Plader

Kanding/Bretschneider: Auxiliary Blue

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Et møde mellem klassisk og elektronisk musik får det dansk-tyske samarbejde aldrig etableret til fulde. Kun momentvis viser de styrken af de to musikalske genrers møde.

Danske Ejnar Kanding og tyske Frank Bretschneider stiftede første gang bekendskab med hinanden i forbindelse med Wundergrund Festival i 2008. Og efter fem års fælles komposition, hvor de to musikere bl.a. har dropbox’et idéer til hinanden mellem København og Berlin, er det fælles album Auxillery Blue klar.

Ejnar Kanding er leder af det danske ensemble Contemporánea, som tæller en række klassisk uddannede musikere på basklarinet, violin, kontrabas og slagtøj, og hans speciale er at komponere for disse akustiske instrumenter med efterfølgende computerprocessering for øje. Frank Bretschneider er måske mest kendt som en af stifterne af det tyske selskab Raster-Noton. Musikalsk tager han udgangspunkt i hvid støj og beats, hvilket giver ham et strømmende, stramt struktureret udtryk, der til tider kan føles en smule koldt.

Åbningsnummeret “A Different Kind of Tension” er skrevet i samarbejde med percussionisten David Hildebrandt og er baseret udelukkende på slagtøj. Nummeret virker improviseret i sit energiske udtryk, men skiller sig samtidig ret meget ud fra resten af albummet. Det bliver ikke mere energisk end her.

Albummets store midterstykke er de 11 dele af værket “Auxiliary Blue”, der sømløst glider fra del til del uden pauser. Som et samlet hele sker der en udvikling i løbet af de små 38 minutter, hvor musikken bliver mere konkret og ligefremt vippefodsrytmisk hen over tid. Første del, “1a”, har kun et langsomt beat med ambulancevioliner delvist afbrudt af klarinettrut. Violinens klagende sang bliver derefter mindre langstrakt og mere melodisk i løbet af de 11 stykker. Samtidig bliver de minimalistiske beats jævnt mere rytmiske som i “2b”, hvor xylofon, basklarinet, violin og mikrobeats smelter smukt sammen. Eller “3a”, hvor en underskov af pludrende melodi skæres igennem af angreb fra instrumenterne, inden det tager form og får mere håndgribelig, rytmisk fremdrift i “3b”. Stadigt til stede er de hitchcock’ske violiner, men de dominerer ikke længere.

“Difficult Shapes & Passive Rhythms” afslutter albummet med minimalistiske beats og industriel støj. Nummeret er et Bretschneider-remix af Kandings værk “Vergeuder der Schmerzen”, og de klassiske instrumenter er her en del mere undertrykte af den elektroniske musik end resten af albummet – ja, faktisk er de ikke-eksisterende. Sammen med indledningsnummeret danner det en hård, rytmisk ramme om midterstykket, men for begge numres vedkommende virker de ikke som en del af resten af albummet. Hvorfor Kanding og Bretschneider ikke bare har valgt at udgive de 11 numre, som udgør værket “Auxiliary Blue”, er uforståeligt.

Frank Bretschneiders elektroniske andel i albummet bliver aldrig mere tydelig end i remixet. Og det møde mellem klassisk og elektronisk musik, som der er lagt op til i mødet mellem ham og Kanding, finder aldrig rigtig sted. På den måde er det fælles album mere Kandings end Bretschneiders, for de dystre og komplekse numre klinger meget mere af klassisk end af elektronisk musik. En sammenligning med alva.noto og Ryuichi Sakamotos samarbejde kan der aldrig blive tale om. Mødet mellem de to genrer og en sammensmeltning, der ville skabe synergi og ny mening, bliver aldrig rigtig mere end en tanke på papiret.

★★★☆☆☆

Deltag i debat