Plader

Karsten Pflum: Sleepwald

Karsten Pflum inviterer dig på nyt udspil ind i underbevidstheden. Det bliver til en skizofren, smuk, udfordrende og dybt foruroligende rejse.

Til tider kan man komme helt forkert ind på en plade. Således satte jeg mig til første gang at høre Karsten Pflums nye udspil på en længere togtur med gedigne tømmermænd. Det sparsomme udtryk lullede mig hurtigt i behagelig søvn, men det varede ikke længe, før jeg vågnede med koldsved på panden og heftige brummende frekvenser, der skiftevis voldtog mit venstre og højre øre. Jeg blev simpelthen nødt til at slukke for ipoden, og i mit stille sind forbandede jeg Pflums mareridtsfremkaldende lydlandskaber langt væk.

Med hans tidligere arbejde in mente – udadvendt drum’n’bass, uptempo-IDM og andre måske syrede, men også rytmisk spændstige numre – var det her lidt af en overraskelse. Efter hans seneste album, No Noia My Love, som stryger lytteren noget mere med hårene, er der virkelig kommet andre boller på suppen. I den forstand er Sleepwald som at blive slået i ansigtet med en våd karklud. Måske med en sjat kloroform og rester af rohypnol på. Det er nemlig det fuldstændige fravær af rytmiske lag, som ellers har været et af de foretrukne virkemidler i Pflums 10-årige karriere, som i første omgang er mest bemærkelsesværdig. Musikken på Sleepwald er trukket ned i tempo, væk fra de udsyrede og lyse technotinder og ned i sølet. Ned i en sump af dyster ambient.

Selv om det umiddelbart ikke var noget, jeg havde lyst til efter det dårlige førstehåndsindtryk, skal arbejdet jo ligesom fra hånden, så pladen måtte i rotation igen.

Og her begyndte der så alligevel at ske noget. Når det første chok og forventningen om højtflyvende E-rave har fortaget sig, og man begynder at forholde sig til Karsten Pflums lydkonstellationer som det, de er, åbenbarer de et højt niveau af kreativitet og afveksling. Det går op for én, at Pflum (med det borgerlige navn Jacob Helverskov Madsen) virkelig har styr på sit håndelag, og at de 12 skæringer hver især har deres unikke særpræg: Dommedagsknitrende ambient i “Diggers”, der leder tankerne hen på den norske kirkeafbrænder og morder Burzums værker fra tiden i fængslet. Legesyge IDM-baserede tracks som “Vere” og “Plim Mill Wall” med kærlige nik til Aphex Twins både optimistiske og skizofrene sider. Noget, man mere kan karakterisere som lydeksperimenter end deciderede numre såsom “C52” eller “Dopplereffect”, som var skyld i mareridtene på togturen.

Selv om dette sidste element af pladen til en start er interessant, bliver det dog også her, man finder akilleshælen. “Dopplereffect” er således små fem minutters stigende og faldende frekvenslyde, der vandrer fra venstre til højre med lidt ekkoende klokke. Her er det lige før, at der skal mere rohypnol til, før man føler sig helt på bølgelængde.

En anden gennemgående tråd på pladen er den tredelte suite “Sleepwald”. Her fører Karsten Pflum en surrealistisk, nærmest ekspressionistisk tilgang til kompositionerne med mumlende stemmer, computergenereret kor og insisterende synth, der går hånd i hånd med det purpurfarvede, udsyrede covermotiv. Som en rejse ind i den dybe søvn og videre over i mareridtet skaber Pflum her et enormt stemningsfyldt lydlandsskab, der henholdsvis betager og skræmmer livet af én.

Den Berlin-baserede elektronikbetvinger tager med stor integritet hul på en mere søgende tilgang til musikken, og på trods af enkelte frustrerende omveje lykkes det ham at lokke lytteren med ind i hans eget grænseland af indadvendt, minimalistisk ambient og hjemsøgende lydeksperimenter. En rejse, der i sidste ende er de medfølgende paranoiature værd.

★★★★★☆

Deltag i debat