Plader

Mads Mouritz & Hælerne: Den sidste dag og den første EP

Skrevet af Jens Blendstrup

Jens Blendstrup køber gerne tyvegods af Mads Mouritz og Hælerne, der bryder ind i denne verdens musikalske Franz Jäger-bankbokse med arvesølv fra Povl Dissing, Burnin Red Ivanhoe og alle de andre.

Jeg vil med det samme tilstå, at jeg er stor fan af Mouritz/Hørslevs fælles samarbejde. Jeg synes ganske simpelt, de er skidegode. Nu er Mouritz så gået solo med Hælerne, som består af andre garvede musikere fra så forskellige bands som Mellemblond, I Got You on Tape og The Gun. Her er de mødtes i et mellemland, hvor man med god vilje både kan høre Velvet Underground – det har jeg læst, man kan, og det kan jeg næsten ikke – men jeg kan godt høre JJ Cale, som har den samme atmosfære: Jeg sidder på verandaen til mit liv med en guitar og min – hmm – Gekko-kaffe. Der går en fin linje tilbage til folkesangernes sorgmuntre gryder. Teksterne er skrevet i samarbejde med Peter H. Olesen, der for tiden mest gør sig i De Efterladte og i geniale digtsamlinger.

Og resultatet er blevet en kort sag på fem numre med den meget åbne titel Den sidste dag og den første. Jeg holder meget af kryptiske titler, og det er jo sådan, at for nogle mennesker er den sidste dag den sidste, og for andre er det en ny begyndelse – det kan man også sige om pladen. Den starter hårdt med den dejligt nedtrykte, C.V. Jørgensen-agtige ”Blues og salmer” og slutter blidt med ”Den sidste dag og den første”. Sådan er den i hvert fald på tracklisten. Min player var syg og valgte forskellige rækkefølger, og det var meget interessant. Hver gang blev jeg hensat i en ny stemning.

Det er en plade man skal/kan høre flere gange. Teksterne er egentlig ret tilgængelige. Ikke dermed sagt, de er uden bid. Både “Blues og salmer” og “Idiot og borger” får sagt rimeligt klart fra. Fra den første lyder det bl.a.: »Jeg arbejder hårdt med at drive den af.« Men som helhed er det en meget sansemættet sag. Et jeg fortæller og sanser hverdagens støv og larm og sol og strækker sig og så videre … indtil han får øje på et dig. Der er en hel del kærlighed på spil. Ikke den sene kærlighed, men den nye, brændende – efter hverdagens trælse pis vil jeg hjem til dig. Det er smukt. Særligt på “Put dig til mig” og titelnummeret, “Den sidste dag og den første”. Lad mig med det samme udpege pladens absolutte hit; den mærkelige sang om, at det er tid til at putte sig med mig. Jeg ville ønske, jeg havde fået teksterne med, så jeg kunne citere ordentligt, men det ville nok også være blevet for langt.

Han har en mærkelig stemme, Mouritz, på én gang skrøbelig og lys, men også hæs og fortællende som en lyriker, der egentlig ikke er sanger i traditionel forstand, men mere, ja, netop er en fortæller. Der er noget interessant – honning med tobak og chili – i mandens stemme. Teksterne er fede og godt kantede med besk ironi det ene øjeblik og blåøjet, mistænkelig naivitet i det næste. Det er nok en af de helt store egenskaber, han har, Mouritz, at han på én gang evner at tale rent og beskidt. Han er ikke bange for at flippe ud i træskostøvle-fraseringer. Og hvad er så det? Jo, det er historier, der fortælles på landeveje frem for hovedveje. De forsøger ikke at rime. De forsøger heller ikke at skære sidehistorierne fra. Alle indfald er velkomne. Men det bliver aldrig påtaget, for der er en strøm, en retning i hver sang og i musikken. Der foregår enormt meget mellem linjerne. Men det er ikke storladent. Det, der foregår, er små ting, der så tilsammen tegner en uges tid i en mands liv.

Som på “Blues og salmer”. Der er et hoved fuld af sild og en krop, der er blevet væk: »Jeg har sild i hovedet, og jeg savner min krop.« For så at ende i et omkvæd: »Til hverdag synger jeg blues / i weekenden synger jeg salmer.« Man kan godt mærke, han har arbejdet sammen med den dejligt misantropiske Peter H. Olesen fra Olesen Olesen. Det klæ’r pladen, at der fortælles sådan forskruet træt om et menneske, der egentlig ikke laver andet end at synge blues og så salmer i weekenden. Fra første nummer introducerer Mouritz sin sikre evne til at skrue en melodi sammen. Jeg har læst et sted, at der er noget Povl Dissing og Beefeaters over projektet, og der er helt klart en direkte forbindelse til den danske visetradition fra tiden, hvor den blev gjort elektrisk og vokalt sat fri med Dissing, Thorup, Burnin Red Ivanhoe og alle de andre. Men det er en tendens, der simpelthen foregår over hele linjen: Dansk musik søger tilbage til rødderne, og uskylden måske også, hvor det måske ikke lød så velproduceret, men var musikalsk prof alligevel.

”Mit alibi ”har et fantastisk omkvæd: »Se jeg kan gå på græsset.« Og det er nok det nummer, der peger mest tilbage til Hørslev-stilen. Mouritz kan heller ikke helt lade være med at foretage en lille Dissing-nynnen midt i sangen. “Idiot og borger” er næsten Shit og Chanel møder Rugsted og Kreutzfeldt koblet med en mærkeligt uren, børnebogsagtig opremsningsstil. Jeg ved ikke helt, om jeg kan lide det. Der er ikke så mange instrumenter på spil. Men dem, der er, chikanerer hinanden. Et gammelt, ustemt klaver, der hamrer derudaf. Det lyder virkelig grimt. Instrumenterne spiller ondskabsfuldt som en trappeopgang med trapper, der ikke gider at gå hverken opad eller nedad. Men teksten passer fint: »Jeg kan være et stort dumt svin … alle disse store spørgsmål … ingen store svar … bare hen på den nærmeste bar / Det er morgen for de fleste, men det er nat i mit hoved.« Det er jo sådan, det er.

Men så kommer “Den sidste dag og den første”, og så falder mit blodtryk lidt igen. Det er nok rigtigt, at der skal være de disharmonier også. Man kan mærke, at Hælerne hygger sig, mens de bryder ind i denne verdens musikalske Franz Jäger-bankbokse. Og det gør jeg også. Jeg vil gerne købe mere tyvegods af dem.

4,5 (stjålne) (cykel)stjerner.

★★★★½☆

3 kommentarer

  • “Jeg har sild i hovedet”? Er det ikke “Jeg er syg i hovedet og jeg savner min krop”?

  • Hej Jesper

    Hæ! Jo, det er det vist. Som Jens skriver, var det ikke let at citere uden teksterne ved hånden. Sild i hovedet er heldigvis sjovere.

    Mvh. Signe,
    redaktionschef

  • Nu ville jeg faktisk ønske teksten HAVDE været sild i hovedet :) – det er afgjort sjovere.

Deltag i debat