Plader

Midas Fall: Wilderness

Skrevet af Klaus Thodsen

Engelske Midas Fall er på gaden med deres andet studiealbum, som opfølger på den anmelderroste debut fra 2010. Wilderness rammer meget af stemningen fra forgængeren, selvom den aldrig kommer helt op at ringe.

Der hænger fra de første sekunder af Wilderness en stemning af mørke og ulykke i luften. Ikke decideret håbløshed – vi er snarere på grænsen af ulykkelighed. Dette udtryk er hverken stigende eller faldende pladen igennem, men fremstår mere eller mindre ubevægeligt.

Ud over det lette guitarspil bliver vi i åbningsnummeret “The Unravelling King” mødt af en dunkelhed i form af skurrende elektriske lyde, inden Elizabeth Heatons længselsfulde og kraftfulde vokal træder frem i billedet. Nummeret gør aldrig noget egentlig forsøg på at komme rigtigt i gang, men fortsætter i sin lidt stillestående form hele vejen igennem. Det giver “The Unravelling King” meget af sin styrke, da det aldrig forløser Heatons sorgmod, men ligefrem fastholder hende i det.

På sin vis er den meget kendetegnende for hele Wilderness, denne uforløste ubevægelighed. Herfra kommer også en stor del af Midas Falls postrock-elementer. At kalde dette for en postrock-plade, ville dog være noget af en overdrivelse, for selv om Midas Fall har nogle af de samme musikalske kendetegn, er Wilderness en alt andet end klassisk eksponent for genren.

I løbet af de 10 numre ryger éns tanker i lige så høj grad til Amy Lee og Evanescence. Den konstant lidt formørkede stemning har en del til fælles med sidstnævntes gothrock-univers, og Heaton har til tider også en vis lighed med Amy Lees voldsomt udtryksfulde vokal. Heatons stemme er dog ikke nær som kraftfuld eller overhovedet i samme klasse, men et nummer som “Our World Recedes” gør det svært ikke at tænke i de baner. Derudover må et nummer som “BPD” nævnes som et af højdepunkterne. Især fordi det er et af de numre, hvor musikken periodevis bliver lidt mere levende.

Skønt Wilderness langt hen ad vejen rammer noget rigtigt, har pladen også sine problemer. Det ubevægelige lydunivers bliver kun sjældent brudt, og derfor får man som lytter lige i overkanten af det samme: den samme dystre stemning, den samme synth og shoegazingbaggrund i alle numrene. For al retfærdigheds skyld skal det virkelig pointeres, at det aldrig bliver kedeligt, men bare lidt meget af det samme.

Hvis man holder af den dystre stemning, der bliver lagt for dagen på Wilderness, er den bestemt tiden værd. Det er en ganske udmærket plade, men ikke et værk, der kommer til at sætte verden i brand.

★★★½☆☆

Deltag i debat