Klassikeren

Neil Young: After the Gold Rush – uden sammenligning

Skrevet af Anna Møller

Var du en af de heldige, der fik fat i en af de hundedyre billetter til koncerten med ham i Forum, får du formentlig fornøjelsen af store dele af det seneste soloalbum Psychedelic Pill (2012), men man kan jo håbe, der falder lidt af det gamle af. Og så er det godt at kende sin Neil og et af candierens hovedværker, After the Gold Rush.

 

Hvor starter man henne med en musiker, der har betydet så meget for folkrockscenen som Neil Young? Som har udgivet 37 studiealbums, otte live albums og støt har vundet priser i de canadiske Juno Awards i tyve år? Præstationsangst, koldsved og mindreværd melder sig.

Vi starter fra begyndelsen. Næsten.

Anfald på scenen

Neil Young forlader folkrockbandet Buffalo Springfield i 1968, selvom han allerede er halvt ude i 1967, hvor Buffalo Springfield spiller på den legendariske Monterey Pop festival. Blandt andre optrædende er giganter som Jimi Hendrix, Ravi Shankar, Janis Joplin, The Who og Otis Redding.

Men inden Monterey Pop skal bandet spille på Johnny Carson Show – en beslutning, som Young, iflg. et interview fra Mojo, ikke var med på. Optrædenen på det populære varietéshow var at forklejne Buffalo Springfield, og publikum ville ikke forstå bandet, mener Young og begynder at tage afstand til bandet.

Buffalo Springfield, der vel kan regnes for et af de mest indflydelsesrige folkrockbands nogensinde, eksisterer kun aktivt i lidt over to år fra 1967 til 1968, men spinder alligevel tre albums af sig. Den selvbetitlede debut fra 1966 er – især i kraft af Stills’ single ”For What It’s Worth” – med til at skabe den karakteristiske, californiske folklyd, og det er da også Stephen Stills og Neil Young, der står for sangskrivningen på Buffalo Springfields første plade.

Senere hen forenes Young og Stills i det legendariske Crosby, Stills, Nash & Young, der i 1970 udgiver deres legendariske Déjà Vu – ligesom Stills lægger kor på flere af numrene på After The Gold Rush. Senere bliver Richie Furay også aktiv sangskriver i Buffalo Springfield, og måske er det de tre talentfulde sangskriveres egoer, der i 1968 fører til, at bandet helt bryder op. Eller måske er det Neil Youngs stadig hyppigere epilepsianfald, der bliver for meget for musikeren. Young har indtil flere anfald under koncerter, og må på et tidspunkt bæres ud fra scenen af bassist Bruce Palmer.

Efter at have forladt Buffalo Springs for at tage hul på solokarrieren går der ikke lang tid, før den selvbetitlede solodebut udkommer i 1968. Efter seks måneder udkommer også albummet Everybody Knows This Is Nowhere (1969) med Crazy Horse-ensemblet, og et Crazy Horse-album optaget live er også i støbeskeen i 1970. Dette bliver dog skrottet til fordel for After The Gold Rush. Eller skrottet og skrottet – det eksisterer efter sigende stadig, men er aldrig blevet udgivet.

Soundtrack til en forsvundet film

After The Gold Rush (1970) bliver gennembruddet for Neil Young, selvom kritikerne i 1970 ikke er imponerede. Således er anmeldelsen i Rolling Stone Magazine i første omgang negativ og konstaterede: »None of the songs here rise above the uniformly dull surface«, men bare fem år efter har albummet alligevel status af mesterværk i selvsamme medie.

I en note bag på pladen kan man læse, at de fleste af numrene er inspireret af skuespilleren Dean Stockwell-Herb Bermans manuskript After the Goldrush, der dog aldrig bliver lavet til en film. I førnævnte Mojo-interview fra 1995 med Nick Kent beskriver Young manuskriptet som et kunstprojekt, der tog udgangspunkt i den dag, et jordskælv i Topanga Canyon oversvømmede den californiske kløft. Filmen ville med Youngs ord have haft samme betydning som filmen Easy Rider (1969) for sin generation, men blev – så vidt jeg ved – aldrig til noget. Manuskriptet er vist også forsvundet.

Måske er det i virkeligheden kun titelnummeret og den korte, men smittende ”Cripple Creek Ferry”, der har direkte forbindelse til det forsvundne filmmanuskript. Men en god historie – det er det da. På b-sidens ”Cripple Creek Ferry”, albummets afslutter, synger Young med sin karakteristisk skælvende og følelsesfulde vokal »All alone the captain stands / hasn’t heard from his deck hands / the gambler tips his hat and walks towards the door / it’s the second half of the cruise / and you know he hates to lose.«

Historien om ‘Cripple Creek’ lægger sig formentlig op af den traditionelle folksang om ”Cripple Creek”, som geniale The Band også udgav et nummer om i 1970, nemlig ”Up on Cripple Creek” fra deres selvbetitlede andet album. I virkeligheden er det svært at sige, hvad Neil Youngs nummer om Cripple Creek egentlig hedder. I de vedlagte kopier af håndskrevne tekster staver Young titlen ”Crippled Creek Ferry” flere gange, men på coveret har Reprise Records valgt at stave det uden d – ”Cripple Creek Ferry”.

“Don’t let it Bring You Down”

På b-siden finder man desuden den ikke mindre end fuldstændigt fænomenale perle af et nummer, ”Don’t let it Bring You Down”. Hvordan kan man overhovedet beskrive et nummer, der fremstår så ubesværet, sørgeligt, storladent og uafrysteligt på samme tid? Fingrene krølles sammen i simpel ydmyghed og hamres undskyldende ned i tastaturet:

Rammen er enkel. Klaver og guitar styrer en ret monoton og hypnotisk melodi med masser af d-akkorder sløvt afsted, mens enkle trommer holder – hvad der næsten kan beskyldes for at være et kedeligt – tempo og trumfkortet falder hurtigt. Youngs lyse melodistemme slæber sig henover tonerne med en både opgivende og trist tone, og den fuldstændigt eminente historiefortælling, som lyrikken tegner omridset af, er næsten helt umulig at glemme igen: »Blind man running through the light of the night with an answer in his hand / ”Come on down to the river of sight” and you can really understand / (…) Don’t let it bring you down / it’s only castles burning / just find someone who’s turning / and you will come around.«

Et af de bedste – hvis ikke det bedste nummer nogensinde skrevet – er flittigt fortolket af mange bands. Annie Lennox med en udgave til Medusa (1995), der var med til at gøre filmen American Beauty (1999) endnu bedre. Uden den af dén grund kom med på soundtracket. Andre mindre heldige udgaver tæller Wolfmother, der ikke gengiver teksten – eller akkorderne – rigtigt i denne live-udgave, men som dog på den japanske udgave af Cosmic Egg (2009) skulle slippe bedre fra det. Who knew.

I den sørgelige afdeling af covernumre finder man desuden Guns N’ Roses’ version af ”Don’t let it Bring You Down” fra deres ”Appetite for Democracy”-tour fra 2012. Som en afrunding slipper danske Kellermensch langt bedre fra fortolkningen, der indgår på deres selvbetitlede debut fra 2009.

”Don’t let it Bring You Down” er øvrigt et nummer, som Young selv til en live-koncert med Crosby, Stills, Nash and Young i 1971 skulle have præsenteret nogenlunde således: »Her kommer en ny sang, der med garanti får dig ned med nakken. Den starter ligesom helt stille for derefter bare at fise helt ud.« For mig er ”Don’t let it Bring You Down” et klart højdepunkt på After The Gold Rush. En sjælden trist sag, der vugger mørkt og stille og som forekommer umulig at overgå.

“After The Gold Rush” og “Southern Man”

Neil Young i midteropslaget til After The Gold Rush

Det er jo fuldstændig umuligt at gennemgå alle numre en efter en, og med bøjet, skamfuldt hoved må der derfor udvælges nogle højdepunkter.

På trods af, at sangene ”Only Love Can Break Your Heart” og ”When You Can Dance I Can Really l Love” i deres samtid nåede de højeste placeringer, så er det måske andre numre, der I dag vækker genlyd.

På A-siden finder man et andet uforglemmeligt nummer, nemlig ”After the Gold Rush”.  En enkel klavermelodi, og siden hen blæser, danner lydlig ramme for Neil Youngs historiefortælling om et enkelt drømmeagtigt øjeblik, hvor et jeg rammes af moder natur.

Neil Young synger »I was thinking what a friend had said / I was hoping it was a lie«, og ud fra et fortællemæssigt perspektiv er det jo noget nær genialt. Vi hører om et jeg, der tænker på noget, en ven har sagt. Det, der er blevet sagt, er så ubehageligt, at jeg’et ønsker at glemme det, men lytteren får jo aldrig at vide, hvad der er blevet sagt. På en og samme tid skånes lytteren for det, der er ubehageligt, men holdes alligevel hen i en talen om det ubehagelige i stedet for en direkte benævnelse.

Den mere rockede ”Southern Man” er heller ikke at komme udenom. Her drejer den levende historiefortælling sig om slaveri og racisme, og Young synger hypnotiserende og akkompagneret af kor »How long? / how long?«, og der afsluttes i et lysere uptempo stykke, hvor Young synger »I’m gonna give you till the morning comes«. Som en respons på ”Southern Man” – og ”Alabama” fra Youngs album Harvest (1972) udgiver sydstatsbandet Lynyrd Skynyrd i 1974 nummeret ”Sweet Home Alabama” på albummet Second Helping.

Man kan efter sigende høre producer Al Kooper lave en parafrase til Neil Young 0:55 inde i nummeret, idet man i den venstre kanal efter den sigende linje »Well, I heard Mr. Young sing about her« kan høre ordene »Southern Man« blive sunget stille. Young har udtalt, at han er fan af både Lynyrd Skynyrd og forsanger Ronnie Van Zant og har også spillet covers af ”Sweet Home Alabama” til flere koncerter, ligesom Van Zant har båret en t-shirt med Neil Youngs billede under flere koncerter.Med andre ord lader det ikke til, at de forskellige numre har skabt synderligt meget ondt blod mellem Young og Lynyrd Skynyrd, og Lynyrd Skynyrd inkluderede da ofte også småfejl her og der i deres produktioner.

Efterord og genudgivelse

After The Gold Rush bliver indspillet dels i Neil Youngs hjemmestudie i Topanga, Californien og dels i de legendariske Sunset Sound- og Sound City-studier. I sidstnævnte indspiller Nirvana i øvrigt Nevermind i 1991 med Butch Vig i producerstolen og Dave Grohl bag trommerne, og da studiet i 2011 lukker for indspilninger, køber Dave Grohl studiets legendariske Neve 8028-mixerpult og installerer den i sit hjemmestudie. Den bliver vistnok brugt til optagelserne af Foo Fighters’ album Wasting Light fra 2011. Som Butch Vig producerer. Og ringen er hermed sluttet.

I 2009 bliver Neil Youngs fire første albums udgivet i remastererede udgaver som en del af ’Neil Young Archives Official Release Series’ på bl.a. 180g vinyl – alle fire lp’er med perfekt lyd, der både er blød og skarp på samme tid. Det er naturligvis ikke det samme som den originale, kradsede optagelse, men til gengæld er kvaliteten suveræn og bestemt noget, der er i lydfetichisten Youngs ånd.

Der er ingen vej tilbage efter After the Gold Rush. I 1972 udgiver Young Harvest, der bliver det bedst sælgende album det år, topper hitlisterne og indeholder Youngs til dags dato mest succesfulde sang, ”Heart Of Gold”.

Rigtig god koncert til dem, der skal opleve Neil Young i Forum 12. august 2013. Selvom det nok ikke kommer til at ske, så håber jeg, man får bare et flig af Neil Youngs bagkatalog, og – håbe, håbe, håbe – måske endda en fremførsel af ”Don’t let it Bring You Down”, der rummer tilnærmelsesvist noget af samme intensitet som tilbage i 70’erne.

Deltag i debat