Nyheder

Nyt Boards of Canada-album udkommer i juni

Skrevet af Mikkel Arre

Næsten otte år efter det seneste album er Boards of Canada endelig tilbage. 10. juni udsender duoen Tomorrow’s Harvest.

Når Bornholm fra d. 13. til d. 16. juni byder indenfor til det såkaldte folkemøde, er der en vis sandsynlighed for, at ingen lytter til alle de mange magthavere og meningsdanneres ord. Til den tid er der andet at fylde ørerne med.

Mandag d. 10. juni udsender den noget nær legendariske skotske electronicaduo Boards of Canada nemlig sit fjerde fuldlængdealbum, Tomorrow’s Harvest. Det beretter Pitchfork.
De to brødre markerede sig senest på albumfronten tilbage i 2005 med The Campfire Headphase, og siden den opfølgende ep, Trans Canada Highway, udkom i 2006, har Boards of Canada været aldeles tavse. I hvert fald indtil forrige weekend.

I forbindelse med Record Store Day 20. april dukkede en mystisk 12″-single op i en pladeforretning i New York. Coveret bar Boards of Canadas navn, og vinylen indeholdt blot 20 sekunders lyd: umiskendeligt Boards of Canada-klingende synthtoner og en talrække oplæst af en robotstemme.
I London blev en tilsvarende 12″ fundet, og også dén indeholdt en talkode. Så fossede rygtestrømmen derudaf, og den blev kun stærkere af, at såvel engelske BBC som amerikanske NPR kunne bringe yderligere talrækker til torvs.

Vi skal spare jer for de videre forviklinger, der tidligere i dag førte til, at en 22-årig svensker ved navn Hampus Karl-Otto Grönwall gennemskuede den kode på 36 tal, som gav adgang til et website, hvor Grönwall kunne få vished for, at rygterne var sande: Et nyt Boards of Canada-album er på vej.

Baseret på såvel talkoderne som den generelle mystik, der har præget markedsføringen af Tomorrow’s Harvest, er det nærliggende at tro, at de to skotter har brugt noget af tiden siden 2006 på at studere number stations. Et mildt sagt fascinerende fænomen, som du kan lægge ører til her – og f.eks. høre, hvor Wilco fik albumtitlen Yankee Hotel Foxtrot fra. Imens kan du læse tracklisten:

1. “Gemini”
2. “Reach for the Dead”
3. “White Cyclosa”
4. “Jacquard Causeway”
5. “Telepath”
6. “Cold Earth”
7. “Transmisiones Ferox”
8. “Sick Times”
9. “Collapse”
10. “Palace Posy”
11. “Split Your Infinites”
12. “Uritual”
13. “Nothing Is Real”
14. “Sundown”
15. “New Seeds”
16. “Come to Dust”
17. “Semena Mertvykh”

Om skribenten

Mikkel Arre

Biografi: Der skete noget, da jeg hørte Oasis' What's the Story... Jeg kan ikke forklare, hvordan traditionalistisk rock kan give intens lyst til at begynde at høre drum'n'bass og alskens anden electronica. Men sådan gik det, da jeg var 12-13 år gammel. Katalysatoren var P3: Det Elektriske Barometer, Thomas Knaks fredagsprogrammer og for længst hedengangne Beat.
Engang skrev jeg for Murmur. Så skrev jeg for Undertoner i 10 år plus det løse. Nu skriver jeg mestendels for fagbevægelsen.

Fem favoritalbums:
Stars of the Lid: The Tired Sounds of... Hood: Cold House Modest Mouse: The Moon & Antarctica Autechre: Peel Session Steve Reich: Music for 18 Musicians

Skriv et svar