Plader

STRFKR: Miracle Mile

På STRFKRs tredje album er formålet entydigt. Der skal være fest. Miracle Mile er således et album, hvor tempoet er højt og melodierne mange. Men dynamikken kvæles, og festen forvandles hurtigt til en mildt irriterende hovedpine.

STRFKR …

Umiddelbart synes den amerikanske kvartets bandnavn at være et temmelig dårligt valg set fra en PR-vinkel. For hvem kan egentlig huske en øjensynligt tilfældig konstruktion af seks konsonanter? Og bliver man ikke i tvivl om, hvorvidt det var FRTSKR eller SRTSKF, når man står hos den lokale pladeforhandler? Forundringen er stor, indtil det pludselig (givetvis hurtigere end det skete for undertegnede) går op for én, at koden dækker over det langt mere mundrette, men ikke mindre kontroversielle navn Starfucker.

Og netop bandnavnet synes at udgøre en markant andel af de fire amerikaneres fælles selvopfattelse. Om det skyldes omtale eller et personligt behov, er svært at sige, men navnelege må af flere omgange have udgjort en fast bestanddel af gruppens øvere. For gennem sin seksårige levetid har bandet, som ellers først var guitarist og sanger Jushua Hodges’ soloprojekt, således både gået under navnet Pyramidd og det noget mere iøjefaldende PYRAMID, før det kryptiske STRFKR blev vedtaget som en foreløbig konklusion. Legen med kapitæler og skjulte bogstaver har præget navngivningsprocessen og har helt sikkert haft sin andel af æren for bandets omtale.

Men hvor den Portland-bosatte gruppe har haft et noget ubestemmeligt forhold til sit rent grafiske udtryk, er det lydmæssige ditto i langt højere grad entydigt. Kollektivets klare frontmand, Hodges, har i et tidligere interview ganske kortfattet defineret den musik, som de fire mænd spiller, som »(…) dance music that you can actually listen to, that’s good pop songs, but also you can dance to it.« Når man har givet gruppens nyeste album, Miracle Mile, et lyt, er det svært at erklære sig uenig med ham.

Gruppens tredje langspiller viser sig nemlig at være et ganske utvetydigt forsøg på at levere en farvestrålende synthpop-fest i en 50 minutter lang albumindpakning. Dette skinner igennem allerede i de første sekunder af førstenummeret “While I’m Alive”, hvor et stacceret guitarriff øjeblikkeligt omfavnes af et tungt elektronisk beat, skinger falset og et diskant keyboard. Og festen varer ved, lige indtil “Nite Rite” 14 numre senere slutter af med syv minutters hypnotisk synergi af pulserende oktavbas, utallige lag af synthflader og masser af crash-bækken.

Mellem disse tracks løber 13 overvejende melodiske numre, som alle i dén grad trækker veksler på den i forvejen etablerede synthpop-scene a la Passion Pit, Matt & Kim og Yeasayer. Således befinder en synthesizer sig i en tilsyneladende uendelig kamp med guitar og bas om at skabe det mest overlegne og ørehængende hook. Innovation har med andre ord tydeligvis ikke været hovedformålet med Miracle Mile, hvilket dog ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Så længe kvaliteten opvejer manglen på nytænkning, er ingen skade sket. Desværre er dette langt hen ad vejen ikke tilfældet.

For jo, hver især indeholder flere af sangene nogle ganske spændende elementer, der bryder med den konventionelle synthpop, og som tilfører numrene et vist hitpotentiale. Dette gælder den charmerende perle “Malmö”, hvor et fløjtelydende synthhook vækker liv i dybt slumrende forårsfornemmelser, den tungt rockende ”Leave It All Behind”, hvor et hårdt og insisterende keyboardriff nærmest tvinger lytteren ud på det nærmeste dansegulv, samt den sløve “Kahlil Gibran”, der med en art elektronisk harpe endnu en gang dysser den tilhørende i søvn.

Herimellem går desværre alt for mange ligegyldige popskæringer. Til tider virker det, som om STRFKR meget ærligt har forsøgt at skabe et album udelukkende bestående af numre med radiopotentiale, hvilket jo i sig selv må være enhver popmusikers utopi. Sandheden er bare, at kvaliteten i alt for mange af tilfældene udebliver, hvorved den evindelige jagt på den gode melodi munder ud i et samlet album, hvis dynamik er flad som en pandekage. Eller en synthesizer, om man vil.

Havde STRFKR slækket en smule på de tårnhøje ambitioner, kunne Miracle Mile paradoksalt nok være endt med at høste større anerkendelse i denne anmeldelse. Færre sange, mere dynamik og en smule større alsidighed, når det kommer til instrumentering og stemningsmæssigt udtryk, kunne i dén grad have løftet de enkelte guldkorn op fra dyndet af middelmådige pop-produktioner. Som Miracle Mile i sin endelige form fremstår, dør den bebudede popfest imidlertid alt for hurtigt ud under lidt skarpe knæklys og mælkesyre i basarmen.

★★½☆☆☆

Deltag i debat