Plader

Suuns: Images du futur

Skrevet af Jonas Sørensen

Suuns’ andet album er en uinspirerende, banal plade, der fremkalder vores anmelders største frygt: kedsomheden.

Ian Cohen brugte størstedelen af sin anmeldelse af denne plade på anklager af plagiarisme og uoriginalitet, og mens der er noget om snakken i nogle tilfælde (mens andre er ret søgte), burde det ikke betyde så meget endda. Det er på grænsen til det umulige at lave noget, der er helt igennemt originalt efterhånden, så sammenligninger er altid nemme at finde. Desuden er det jo i sidste ende ligegyldigt, så længe musikken er god, ikke sandt?

Det er hér, vi løber ind i det reelle problem. På sit andet pladeudspil, Images du futur, leverer Suuns en af de kedeligste og mest sørgelige omgange “eksperimenterende” musik, jeg nogensinde har hørt. Bandet holder sig på den forfærdelige middelvej, hvor der mangler alt det interessante ved eksperimentalmusik og alt det sjove ved popmusik, og resultatet er en utroligt kedelig omgang, der hverken formår at være spændende eller fængende.

Fejlen er ikke manglende originalitet; det, Suuns savner, er energi og eventyrlyst. Der er enkelte semi-interessante elementer såsom den underligt synkoperede basgang i “Edie’s Dream”, der genkalder mathrock, og “2020”, der har en vældigt veludført kromatisk guitarlinje. Men disse elementer giver mig bare lyst til at lytte til bedre musik, som det minder mig om. Åbneren “Powers of Ten” narrer lytteren til at forvente energisk støjrock, men alt håb knuses af Ben Shernies ulidelige mumlen, der hverken er vred, intimiderende eller fascinerende.

Men disse øjeblikke er til en vis grad tilgivelige. Andre steder er det blot en overflod af unødvendighed, eksempelvis det dronende Tangerine Dream-agtige titelnummer, der ankommer omkring 40 år for sent til at være relevant. Det er blot er fuldkommen meningsløs lyd, der end ikke formår at frembringe nogen form for atmosfære. Det afsluttende nummer, “Music Won’t Save You”, har noget af det mest ulidelige trommespil på denne side af AC/DC, og den vibrerende bas på “Minor Work” formår heller ikke at tillægge det dovne, langsomme beat den spænding, det har brug for.

Det er dog ikke en helt igennem ulidelig oplevelse – jeg nød den Radiohead-lignende basgang i “Sunspot” – og Images du futur er ikke så slemt, at det er direkte stødende at lytte til. Det er bare heller ikke en god oplevelse. Jeg måtte drive mig selv til at genlytte albummet gang på gang. Hver gang viste det sig ikke at være særligt berigende, og hver gang havde jeg blot lyst til at lytte til noget andet. Jeg kan håndtere det meste musik, men jeg hader at kede mig, når jeg lytter.

★½☆☆☆☆

Lyt til “Up Past the Nursery”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/nursery.mp3]

1 kommentar

  • Pladen er fin, anmeldelsen er en af de dårligste jeg har læst i lang tid. Når man går ind på anmelderen har han sgu også en kedelig smag.

Deltag i debat