Plader

The Beardy Durfs: A Ton of Bricks

Skrevet af Andreas Overgaard

De københavnske debutanter i The Beardy Durfs støjer og brager på debutpladen A Ton of Bricks, og det slipper de meget godt af sted med.

I et år hvor My Bloody Valentine allerede har lagt hele støjrockverdenen ned, kan det være svært at fange opmærksomheden som upcoming band inden for selv samme genre. Ikke desto mindre gør The Beardy Durfs fra København et forsøg med deres debutalbum, A Ton of Bricks, der byder på voluminøs garagerock og støj ad libitum. Få linjer inde i denne anmeldelse er ordet ”støj” allerede nævnt tre gange. Blot ét enkelt lyt til den i øvrigt velbetitlede A Ton of Bricks gør dog dette nemt at forstå: Her er støjen i fokus.

Den ildevarslende “Blue Meanies” åbner ballet og leder ikke umiddelbart tankerne hen mod en decideret støjrocksplade. Den instrumentale skæring minder nemlig om noget halvstøjende postrock a la This Will Destroy You på Young Mountain, før sangen ender i en brutal støjsymfoni af et klimaks.

De skæggede herrer får dog fuldstændig ændret kursen i den følgende sang, “Lunch Box”, hvor en fuzzende og buldrende væg af guitar dominerer stort set hele lydbilledet. Imens råber en næsten udechifrerbar vokal over lydbilledet og formår faktisk stadig at skabe en fokuseret melodi. Det er sange som denne, at The Beardy Durfs bedst begår sig i; sange, hvor man kan høre den fryd, som guitarpedalerne udleder, når de skaber så meget larm, og hvor man nærmest får ondt af den stakkels båndoptager, bandet har formået at få så meget støj ud ind i.

Duoens sange er som sådan hverken virtuose eller komplekse, men med den måde, den hvide støj integreres i den rå garagerock på, formår bandet at gribe lytteren, så det skærer i ørene. Live er bandet også allerede kendt for deres øreskærende optrædener, og det er egentlig ganske imponerende, at de på så skramlet udstyr har får skabt så meget lyd. Når en plade er selvproduceret og selvindspillet på båndoptagere og computermikrofoner, er det jo klart, at den ikke kommer til at lyde som Loveless, og dette bliver på sin vis til The Beardy Durfs fordel, da en stor del af musikkens charme findes i det kaotiske lydbillede.

Med “Astral Vain” får bandet skrevet pladens bedste sang, der med sit stentunge riff bliver bakket op af en ubrydelig mur af støj, feedback og aggressive trommebeats. Der udvides også en smule i den instrumentale afdeling med både synths og trommemaskiner, hvilket tydeligst høres i “Bitcoins”, der lyder som en 80’er-popsang spillet ud af en gammel, statisk FM-radio med en ødelagt equalizer – og samtidig indtager rollen som et velfortjent pusterum for lytteren.

Skulle albummet opsummeres med to adjektiver, ville “kaotisk” og “skramlet” være velvalgte. Det er en udfordrende plade med musik, der er lavet til at blive spillet live, så ørerne skal bløde i de kakofoniske lydbølger. Men på trods af al dissonansen og kaosset er der stadig melodier gemt under støjtæppet, som sørger for, at der kan graves ned i A Ton of Bricks med hvert eneste nye lyt.

Man kan som lytter godt sidde og længes efter lidt mere melodiøsitet og lidt mindre støj for støjens skyld (det afsluttende nummer, “Low Fare Airlines”, er det bedste eksempel på dette), men generelt er A Ton of Bricks et vellykket debutudspil.

★★★★½☆

Deltag i debat