Artikler Interview

The Beardy Durfs – fra kælderen til Roskilde

På den forgange Roskilde Festival mødte Undertoner The Beardy Durfs til en snak om Roskilde Rising, D.I.Y., Beach Boys og frem for alt den støj, som de udsætter deres publikum for.

Godt gemt bag fuldskæg og store solbriller sidder Peter James Andrews og Kelvin Thomasen, der tilsammen udgør den støjende duo The Beardy Durfs. Roskilde Festival promoverer dem som den mørkeste undergrund, ”direkte fra kælderen”, og på denne solrige eftermiddag ligner de da heller ikke et par, der har set meget dagslys det sidste stykke tid.

Drengene har dagen forinden spillet deres blot niende koncert nogensinde (med et væsentligt større fremmøde end ved en tidligere koncert i Aalborg, hvor mindste-publikum-rekorden blev sat: to mennesker). Hvor mange interviews har de så givet, spørger jeg. Der tælles på fingrene. Fire! Så The Beardy Durfs er medietrænede og godt varme, forsikrer de. Vi joker med, at nu har de toppet, og fremover vil det kun gå nedad bakke.

Det siges, at I kommer direkte fra øvekælderen til Roskilde Festival – det må være helt vildt?

»Det er super fedt! Det er gået ret hurtigt. Der var ikke nogen, der gad at booke os, men så lige pludselig skrev Roskilde. Det er faktisk vores første rigtige booking. Så ja, det kom bag på os. Vi havde sådan tre-fire numre, vi havde lavet, og ellers spillede vi covers. Så vi skulle pludselig til at lave et rigtigt sæt på 45 minutter og øve nye numre – lidt af en udfordring, da vi samtidig lige havde signet med Pad & Pen Records en uge inden. Der har været tryk på.«

Roskilde Rising

The Beardy Durfs er udvalgt til at være en del af Roskilde Rising, festivalens tiltag for at hjælpe nye nordiske bands på vej. Det lyder i mine ører som noget, der helst skal ud til et bredt mainstream-publikum, men Peter og Kelvin afviser, at det vil dreje duoens lyd i en mere poleret retning.

»Rising-projektet vil ikke påvirke vores lyd, men det hjælper os med at komme ud og spille koncerter. De har for eksempel hjulpet os lidt ved at arrangere en tour til Berlin, og så har vi spillet på Vega sammen med dem. Så ja, på den måde er vi nok helt naturligt kommet ud til et lidt bredere publikum, og det har været rigtig fint.«

»At de booker os siger meget om Roskilde – de giver plads til alle. Jeg tror ikke, der er mange andre, der ville give os den chance, som de har givet os. Det er det fedeste ved Roskilde Festival: at der er plads til alle mennesker og til alle bands. For nej, det er sgu ikke specielt kommercielt, det musik vi laver.«

Østtyske trommer og D.I.Y.

Men skal I så ikke ud at købe nye instrumenter? De er jo godt slidte, dem I spiller på.

»Nej, ha ha. Vi har nogenlunde det set up, vi gerne vil have. Faktisk er det, vi udgiver, det mere melodiske af vores materiale. Som sideprojekt udgiver vi støjen på singler. Vi planlægger, at alle støjnumrene på et tidspunkt skal samles op på en hel støjvinyl, efter vores debutalbum er udkommet.«

I bedste punkånd minder drengenes instrumenter mest af alt om noget, der er hentet i en østtysk genbrugsbutik. Trommesættet, hvor der er blevet brugt genbrugspap i stedet for plastic, er et ægte DDR-relikvie.

»Det startede nok mere af ren nød end så meget andet. Vi havde ikke tænkt over et eller andet trashet image. Det viste sig hurtigt at være smart, fordi man behøver ikke være så øm omkring instrumenterne.«

Og generelt lægger de meget vægt på gør-det-selv-tilgangen til at spille musik. De indspiller og producerer selv deres musik, og det vil projekter som Roskilde Rising ikke ændre på:

»Vi kan bare godt lide selv at være inde over det hele, og at der ikke sidder en producer med en bestemt idé, han vil trumfe igennem.«

Som The Jesus & Mary Chain, My Bloody Valentine og andre af de legendariske bands, The Beardy Durfs sammenlignes med i musikpressen, forstår drengene at støje, så publikums ører bløder.

Er I aldrig bange for at frastøde folk med den høje lyd?

»Det er jo utroligt provokerende at lave den lyd, for vi prøver ikke at please nogen. Vi kan godt lide, at musikken kan mærkes fysisk i kroppen. Enten hader folk det, eller også elsker de det – der er ingen gylden middelvej. De, der hader os, plejer tit at gå med det samme, de hører lydniveauet. Så det er enten eller med os.«

»Vi vil bare lave musik, som vi godt kan lide det. Det er en frygtelig kliché, men vi har altid tænkt, at hvis vi kan lide det, vi laver, så er der nok også nogen andre et sted derude, der kan lide det.«

Beach Boys og Phil Spector

For det utrænede øre kan de eksplosive støjudladninger synes kaotiske og udmattende. Jeg spørger ind til, hvad det er, der gør støjen så fed at arbejde med:

»Normalt, når du hører et nummer, har du en rytme at holde fast i, men ren støj er der bare som en fed fornemmelse. Det er noget udefinerbart, du ikke ved, hvor fører dig hen. Vi har hele tiden brugt støjen som overgang mellem numrene til at skabe den effekt, at man suges ind i lyden. Vi ved aldrig, hvordan det kommer til at ende, og mange af numrene er ikke arrangeret på forhånd. Hver gang er det spændende, hvilke lyde vi kan fremmane. Vi aftaler, hvordan vi starter, men ikke hvor det fører hen.«

Alligevel er I inspirerede af Brian Wilson og Beach Boys. Deres poppede lyd ligger ellers fjernt fra jeres univers?

»Vi har lyttet utrolig meget til Beach Boys, især perioden omkring Pet Sounds og de senere, mere minimalistiske plader. Det minimalistiske element, Wilson skabte, kombineret med Phil Spectors wall of sound, er sådan, inspirationen skal forstås. Men vi har jo ikke råd til 50 mand på guitar, så vi gør det bare selv ved at skabe så meget lyd, vi kan.«

Det må også begrænse udtrykket en kende kun at være to mand?

»Ja, der er ting, vi ikke kan lave og numre, vi ikke kan spille, som bare ikke fungerer, når man kun er to.  Men der er også mange fordele ved bare at være os – det er hyggeligt, der er direkte demokrati, og det er nemt at komme rundt.«

Generationsstempel – nej tak

Mandag spillede Nelson Can for et proppet Pavillion Jr.-telt og senere i dag er det Shiny Darklys tur. Jeg har en idé om, at punk- og garagerockscenen er dér, det sker på den musikalske hjemmebane for tiden og prøver stædigt at udfritte Kelvin og Peter om generationstendenser og undergrundens kronede dage. De er dog ikke til fals for mine medieklichéer:

»Jeg ved ikke… vi føler ikke, vi er en del af nogen scene. Det er nok snarere internettet, der har gjort det nemmere at komme frem, men den danske scene? Vi havde ikke en bestemt genre eller stil i tankerne, vi gik bare ind i et øvelokale. Det er opstået rimelig spontant.«

Jeg tror dem. Der lader ikke til at være meget kalkulering i The Beardy Durfs’ univers. Om lidt skal de ud at spille på ladet en af vogn, der turnerer rundt på campingpladsen. Helt uden advarsel for festivalgængerne, der nok skal vågne op fra middagssøvnen.

 

Deltag i debat