Koncerter

The Gaslight Anthem + Japandroids, 03.04.13, Store Vega, København

Skrevet af Andreas Overgaard

The Gaslight Anthem bragte rock, spilleglæde og publikumsnærvær til Vega. Desværre blev det med fire covernumre en affære, hvor man savnede bandets tiltro til eget materiale.

På toppen af min liste over 2012’s bedste plader lå The Gaslight Anthems fjerde udspil Handwritten, hvor bandet for alvor fik skudt sig op mod toppen i ligaen af moderne rockbands. Den første danske koncert siden udgivelsen skulle udfolde sig i Store Vegas rammer, og da det blev annonceret, at den ultrahypede canadiske duo Japandroids ikke alene var tilføjet som support, men samtidig var blevet tildelt en hel time at spille i, var det svært ikke at have enorme forventninger om en aften, der nemt kunne gå hen og blive én af årets bedste musikalske oplevelser.

Japandroids

En koncert, jeg altid vil huske, foregik for to år siden, hvor jeg så Titus Andronicus agere support for Bright Eyes. Jeg kom nemlig ind til koncerten med en frygt for, at bandets konceptuelle punkrock ville blive mødt af et publikum med fingrene i ørerne og sukkende miner. Ikke desto mindre gik bandet på scenen og med 1-2-3 var jeg pludselig blevet revet ind i én af de største og ikke mindst overraskende moshpits i mit liv. Efter denne koncert blev jeg enig med mig selv om aldrig igen at undervurdere et publikum igen. Denne aftens parring mellem The Gaslight Anthem og Japandroids virkede da også som en ganske fornuftig en af slagsen. Ikke desto mindre var det åbenbart gået over hovedet på mangt en The Gaslight Anthem-fan, at Japandroids udgav én af 2012’s bedst anmeldte punkrockplader i form af Celebration Rock, for da duoen entrerede scenen kl. 20.00 sharp var det til et kun kvart fyldt Store Vega. Alligevel blev duoen mødt med meget begrænset jubel og respons.

Der er ingen tvivl om, at en Japandroids-koncerts foretrukne miljø er en mørk, lille rockklub med et dedikeret og dansende publikum, hvor det letkøbte »woah-oh-oh-oh-oh«-råb fra “Fire’s Highway” ville kunne runge i ørerne hele natten igennem. Når man tænker på de mere punkede aspekter af The Gaslight Anthems bagkatalog, var dette scenario ikke helt utænkeligt, men sådan skulle det ikke være. På trods af at d’herrer Brian King og David Prowse lagde et veloplagt og energifuldt sæt for dagen, begyndende med “Adrenaline Nightshift” fra Celebration Rock, der med en forlænget introduktion havde King løbende og hoppende over hele den store scene. King og Prowse er normalt kendt for at være ganske snakkesalige, men denne aften stod stort set kun i musikkens tegn, med korte pauser mellem numrene, hvor næste sang blev introduceret i så hurtigt et tempo, at man lige knap kunne nå at ane ord som »thank-you-this-next-song-is-about-where-we’re-from-it’s-called-“Rockers-East-Vancouver”« før de var på den igen.

Lydmæssigt var bandets miks både fyldigt og tykt, og den rumklangsgennemvædede Telecaster fyldte sammen med Prowses intense trommespil lydbilledet fint ud. Det hele føltes dog stadig lidt tomt, da bandet aldrig rigtig fik transfereret deres ungdommelige energi ud til det ellers forholdsvist unge publikum placeret oppe foran. Det var nærmest som en ensidet samtale, og bandet kom aldrig rigtig til deres ret, på trods af at publikumstallet udviklede sig, som sættets længde voksede. Snart begyndte en time at føles som to, hvilket var en ualmindelig sær fornemmelse, når man tager kvaliteten af både Celebration Rock og debuten Post-Nothing in mente. En opfordring til bandets fans må være at fange dem næste gang, de gør deres indtog på en mindre dansk klub, hvor musikken for alvor hører til, og hvor publikum er klar på at danne dén festlige stemning, som musikken lægger op til.

★★★☆☆☆

The Gaslight Anthem
Efter en lille halv times ventetid blev lyset sænket og “Paradise City” med Guns N’ Roses brølede fra højtalerne. Vega var efterhånden godt proppet, og The Gaslight Anthem kom stille og roligt trissende ind på scenen med store grin og rigeligt med flaskeøl. Hurtigt satte bandet gang i “High Lonesome” fra det ubestridte hovedværk The ’59 Sound, men en mudret lyd lagde en dæmper på begivenhederne. Dette led den efterfølgende ”Old White Lincoln” også under, og det var først da ”Even Cowgirls Get the Blues” blev luftet, at lyden var med en nogenlunde klarhed. De lydmæssige problemer lagde da også et lidt uheldigt lys over leadguitarist Alex Rosamilia, der startede med hvad man må betegne som noget af en off-day, hvilket han hurtigt var nødt til at lave om på, med leadguitaren så højt lagt i mikset.

Det var allerede tidligt på aftenen klart, at en Gaslight Anthem-koncert primært er The Brian Fallon Show. Fallon tog sin rolle som frontmand usædvanligt seriøst, fyrede jokes af til højre og venstre og svarede på næsten hvert eneste råb, som publikum sendte af sted. Rosamilia havde gemt sig væk ude på scenens venstrekant bag en St. Pauli-hættetrøje, hvilket heldigvis blev visuelt opvejet lidt af tourguitaristen Ian Perkins. Bag trommerne buldrede energibundet Benny Horowitz af sted med både kraft og passion, men hans trommesæt var alt for langt tilbage på scenen til man rigtig kunne føle det. Det var faktisk kun bassisten Alex Levine, der udover Fallon havde lyst til at henvende sig mere mod publikum end mod egne fødder.

I min optik har bandet på de syv år, de har eksisteret, formået at perfektionere en lyd, der danner middelvej mellem det nostalgiske og det originale. Der bliver uden skam trukket på hele den amerikanske musikhistorie, hvor både 1930’ernes country og blues, 50’ernes soul og rockabilly og ikke mindst 70’ernes punk og heartland rock får en tur i nostalgiblenderen. I de forkerte hænder kan det komme til at lyde for uoriginalt og pastichefyldt, men Brian Fallon og co. får givet deres radiorockede omkvæd og gennemtrådte tekstunivers nok rygrad og ærlighed til at fungere igen og igen. Der er ikke skruet voldsomt højt op for de musikalske ambitioner, og det kommer kun The Gaslight Anthem til fordel.

Netop fordi bandet er så inspirerede af præ-80’er musik, var det lidt af en overraskelse, da Fallon i midten af sættet spontant fik lyst til at tage en lang tur tilbage til 90’erne. Nok har Pearl Jams ”State of Love and Trust” og ”Sliver” med Nirvana figureret i sætlisten i et par år, men aldrig har bandet spillet de to, samt endnu et cover i form af Stone Temple Pilots’ “Interstate Love Song”, lige efter hinanden. Resultatet var hvad Fallon kaldte for »The 90’s Trifecta«, men hvad der var ment som et hyggeligt tilbageblik endte med at trække energien ud af showet, da ingen af de tre covernumre bragte særligt meget nyt på banen. The Gaslight Anthem kunne med fordel have trukket noget fra de til denne koncert stort set oversete American Slang eller Sink or Swim frem i stedet.

Én af Fallons absolutte styrker ligger i de fænomenale ballader, han kan skrive. I aftes blev det til tre af slagsen, nemlig American Slang-b-siden ”She Loves You”, ”Mae” samt ”Here’s Looking at You, Kid”, som jeg stadig kategoriserer som en af de bedste sange, der er kommet fra The Gaslight Anthems side. Bandet rundede aftenen af med endnu et cover, denne gang The Whos klassiker ”Baba O’Riley”, som fik en gyngende Store Vega til at bryde ud i kæmpefællessang ved hvert eneste »teenage wasteland!«-udbrud. Nok er nostalgien noget, der ved bandets egne sange giver charme, men dette cover virkede også unødvendigt og forceret, og en lidt fesen afslutning på en ellers ganske udmærket koncert. Spar hellere den dyrebare sætlisteplads til egne numre næste gang!

★★★★☆☆

Fotos: Alberto Vernaccini Petersen

Deltag i debat